Kan man udvide verden, bare en lille smule?

Det er en rimelig grå tirsdag. Tror jeg. Egentlig kan jeg ikke rigtig huske det, og måske er det grå element mere den sindsstemning, jeg var i. Træt og uinspireret og med en hjerne, der var gået i hak som en cd.

Sove. Sove. Sove. Hvis jeg bare kunne lægge mig under dynen og lade tyngdekraften virke på mine øjenlåg, der føltes som vægtstænger. Hvert blink: et bicep curl. Det var ikke fordi undervisningen var kedelig. Det var bare kombinationen af en hvilepuls, der nærmer sig søvnen, og dét at sidde på sin flade. Verden virker flad derfra.

En, der ikke er flad, er min valgfagslærer Mathias Kofoed Obdrup. Han bevæger sig foran os på valgfagsholdet og har en evigt foranderlig skikkelse, som gestikulerer, træder frem, tilbage, og måske laver han også et hop efterfulgt af komplet stilstand som et tilfældigt overraskelsesmoment.

Bare for den lille variations skyld. En variation som, fortæller Mathias, kan have en effekt på, hvor godt vi kan huske den enkelte dags begivenheder.

Vores hukommelse får bedre fat i begivenheder, hvis vi har udfordret hjernen med nye indtryk af den ene eller anden art. Måske går man baglæns fra ét undervisningslokale til et andet eller cykler en anden vej på arbejde. Og måske lægger man mærke til noget nyt på vejen.

Verden bliver på en eller anden måde større, når man udfordrer sine rutiner eller sin tankegang, bare en lille smule. 

Og det er lige præcis det, Mathias underviser i: “Deep shit” eller “Hukommelsespaladset”, som valgfagene bliver kaldt. De opfindsomme navne kan oversættes til undervisning i hverdagsfilosofi og træning af hukommelsen, men dybest set handler det altid om én ting for Mathias:

“Mit mål med at være højskolelærer er at åbne folks øjne for det mærkelige”, forklarer han.

Det er den oplevelse, jeg får den grå tirsdag på højskolen midt i Mathias’ undervisning. Mine øjne, som ellers kæmpede med det, der svarer til bicep curls, åbnes for det mærkelige, noget nyt og ukendt. Mathias beder os, valgfagsholdet, om at prøve at identificere det smukkeste og det grimmeste i rummet, vi sidder i.

Mine øjne drejer roligt rundt i rummet, fikserer på én ting ad gangen: en skraldespand uden pose i, gule gardiner, et æbleskrog i vindueskarmen og så ser de noget, de aldrig har lagt mærke til før. Et særligt mønster i loftet. Et hav af prikker.

Jeg forundres over, at jeg aldrig har lagt mærke til mønsteret i loftet af den bygning, jeg ellers kalder mit hjem. Men jeg nyder også tanken om, hvilke overraskelser, der mon ellers kan ligge lige rundt om hjørnet eller foran næsen på mig, og stille og roligt sniger farverne sig ind på dagen. 

Den øvelse, Mathias præsenterede for mig og alle de andre på valgfagsholdet den dag, er blot en af mange øvelser, vi siden kom igennem, og som fik mig til at undres. En anden øvelse handler om at tænke over, hvor ting, man bruger og værdsætter i dagligdagen, kommer fra.

Hvilke hænder, der har passet og plejet kaffetræet i de tropiske egne, alle de mennesker og alt den viden, der har været involveret i processen fra, at det bare var et lille frø, til det havner i den kaffekop, der nu står foran en på en plet i Danmark. 

Man kan også fokusere mere på det nære. De små ting eller oplevelser, der bringer glæde i hverdagen. Mathias har selv en liste, han kalder “den varme hane”, fyldt med hverdagsoplevelser, der er cirka lige så rare, som at stikke en frossen hånd under varmt, rindende vand en kølig vinterdag.

Det kan være alt fra den perfekte, knasende mundfuld chips til lettelsen ved at prutte alene eller det at tage fødderne ud af et varmt sæt sneakers en svedig sommerdag.

Alt det vender jeg med Mathias over telefonen. De små og rare ting i hverdagen og øvelserne, der kan få en til at opdage dem. Men da jeg først skal spørge ham ind til øvelserne, kan jeg ikke finde det rigtige ord, og også Mathias tager et øjeblik til at fundere over, hvad vi egentlig skal kalde dem.

Nærværsteknikker. Fordybelsesteknikker. To ord, han får sat sammen, lige efter hinanden. Fælles for øvelserne er jo netop, at man fordyber sig i verden omkring sig og dermed bliver mere nærværende. Mathias forklarer med et eksempel, der tager udgangspunkt i en af øvelserne.

“Man skal tage en grim ting i et rum og finde det smukkeste ved den. Lige nu ligger jeg i et soveværelse, hvor der ligger en hovedpude uden betræk på. Og den er ret grim, når jeg kigger kort. Der er lidt skjolder og det er faktisk lidt ulækkert”, siger han med et lille grin.

Han fortsætter: “Men nu kigger jeg grundigere, og kan ikke lade være med at forestille mig de lidt gullige skjolder, som et nybagt brød. Jeg kan nærmest fornemme dampen og duften.

Det, at jeg har været 10 sekunder i fantasien har gjort, at verden føles lige lidt større. Og så har jeg også været mindre tid inde i mit overtænkende sind, som hele tiden vil finde på nye problemer”, forklarer han.

Så én ting, man kan bruge øvelserne til er, ifølge Mathias, at søge ud af ubehagelige, overtænkende spiraler. Og lige netop det, er noget Mathias har haft brug for i sit personlige liv. Han var nemlig ramt af stress for 5-6 år siden, fortæller han.

“Jeg gik i en masse terapi. Både et stressforløb i Københavns Kommune, der hedder “åben og rolig” og efterfølgende et forløb, der hedder “power of emotion”. Det handlede om at acceptere sine følelser, uden at gå med dem. I den forbindelse var der en masse meditation, som jeg også har dyrket efterfølgende”.

Men det er ikke altid nogen nem opgave at sætte sig ned og meditere. Heller ikke for Mathias, som ellers har fordybet sig i praksissen. Nogle gange kører tankerne frem og tilbage, og så kan det være nemmere at fiksere sin opmærksomhed på noget ydre, for eksempel en genstand.

Det kan skabe en ro, som minder om den, man kan opnå ved at meditere, forklarer han. En anden pointe Mathias har er, at ro bestemt ikke skal forveksles med stilhed:

“Du kan godt trække dig, eller lægge dig i stilhed, men der kan køre tusind tanker i dit hoved. Hvorimod det at kunne træne sig til at kunne finde ro i at sidde i, lad os sige et tog, hvor en masse mennesker snakker, det er en kæmpe styrke”.

Det er måske her i toget, at man, for at finde roen, kigger rundt og får øje på en ørering, der dingler på en særlig måde eller en neglelak, der glimter, når lyset lige falder rigtigt.

Så ro, nærvær og en verden, der virker en lille smule større. Det er nogle af de ting, Mathias fortæller, man kan bruge øvelserne til at finde. Og så er der det med taknemmeligheden.

Taknemmeligheden for den kop kaffe, der er fragtet fra den anden side af Jorden, taknemmeligheden for den kølige brise, der rammer den svedige fod – taknemmeligheden for netop de små hverdagsglæder. Måske synker dit hjerte allerede bare ved synet af ordet taknemmelighed.

“Nogle gange når jeg nævner, at man skal prøve at lave en taknemmelighedsøvelse, er der mange, der ser det som et pres. Eller som sådan en: Du skal bare være taknemmelig for dit liv, ved du godt, hvor mange mennesker, der sulter eller er i krig? Så kan det nærmest blive et privilegiepres.

Det, der er fidusen er, at det ikke handler om, at man skal være taknemmelig for sine omstændigheder, sit liv og sin indkomst, men at man skal rette blikket endnu længere ud mod verden. Så det bliver en taknemmelighed for alle de små ting, som er i eksistensen”, forklarer Mathias. 

Måske virker det overvældende, når man bevæger sig op på den store klinge og bruger ord som taknemmelighed og eksistens. Derfor kan man bruge øvelserne, som man har lyst til.

Det kan handle om at få ro i hovedet, føle nærvær, taknemmelighed eller bare om at opdage en ny finurlighed ved verden. Drysse lidt glimmer udover hverdagen. Tage et par andre briller på. Et par briller, der, går det op for mig, til forveksling kunne minde om de øjne, et barn ser på verden med. 

Efter jeg har talt med Mathias, kan jeg ikke slippe tanken om øvelserne og Mathias’ farverige univers. Jeg vil prøve at se, om jeg kan finde tilbage til den verden, der åbnede sig for mig på højskolen.

Afprøve, om Mathias’ øvelser også kan udvide min verden hjemme i København. Derfor vil jeg dykke ned i øvelserne og prøve at skrive frem, hvordan jeg oplever verden igennem dem. Men det vil jeg fortælle mere om i del 2 af denne lille serie.

Mathias nævner følgende værker og forfattere som inspiration og videnskilde til sin undervisning: ‘Psykologi og eksistens’ (Viktor Frankl), ‘Resonans’ (Hartmut Rosa), ‘Kunsten at være fucking ligeglad’ (Mark Manson), ‘Nuets Kraft’ (Eckhart Tolle).