Kan det passe, at jeg skal blive gammel?

30. januar 2018

En snak med en ældre dame i bussen får Anneli til at tænke på ungdom og alderdom. Hun har svært ved at se, at hun nogensinde skal blive gammel. Det virker surrealistisk. Kommer man nogensinde over på den anden side af de forvirrende valg og muligheder og mennesker, man står overfor nu, og får ro og børnebørn og en gå-klub? Det har Anneli tegnet og skrevet om.

Jeg er som regel rigtig meget midt i det. Midt i livet. Midt i at få lavet lektier og få set venner, midt i at gå til fest og kysse med de forkerte, midt i at være uenig med min far om Facebooks censurpolitik og midt i at forsøge at finde ud af, hvordan jeg skal håndtere den frihed, jeg får serveret i mit sabbatår. Men en sjælden gang er der et eller andet, der får mig til at stoppe op, gå i stå, falde i staver. Og så tænker jeg på alt det, der kommer. Bliver jeg gammel? Hvordan vil det føles?

Det skete fx for mig forleden. En gammel kvinde havde sat sig ved siden af mig i bussen, og som det af uransagelige årsager ofte sker, så begyndte hun at tale til mig. Hun fortalte, at hun var på vej til fødselsdag på Amager hos sit barnebarn, og hun fortalte, at hun gik i en gåklub, hvor hun sås med sine gode veninder. Da vi havde talt lidt, blev der stille, og hun kiggede sådan indgående på mig, og så sagde hun, at jeg mindede hende om hende selv, da hun var på min alder. ”Det kan være, at du ender med at blive ligesom mig,” sagde hun. Og så stod hun af.

Jeg har simpelthen lettere ved at forestille mig, at jeg bare dør som ung. Det ville næsten være mindre mystisk for mig.

Resten af dagen gik jeg og havde hende i hovedet. Det var ubevidst, men jeg havde svært ved at fatte, at hun havde været som mig, og det var syret for mig at forestille mig, at jeg skulle blive ligesom hende. På en eller anden måde havde jeg aldrig rigtig tænkt, at jeg skulle blive gammel på dén måde. Det er, som om der findes unge mennesker, og så findes der gamle mennesker. Men i mit umodne hoved havde jeg ikke tænkt over den der sammenhæng mellem, at de gamle havde været unge, og at de unge bliver gamle. Jeg ved det godt, men det er jo ikke noget, jeg er bevidst om til hverdag.

Det var egentlig meningen, at jeg skulle skrive en aflevering den dag. Men jeg endte med at sidde i lang tid og stirre ud af mit vindue og tænke over den gamle dame.

Mest af alt har jeg bare svært ved at forstå, at jeg skal blive gammel. Jeg kommer hele tiden tilbage til sådan en tanke om, at det nok ikke sker for mig. Det virker, som om der er så enormt lang tid til, så mange rynker, så mange begivenheder og følelser imellem mig nu og mig som gammel, at det næsten ikke burde kunne lade sig gøre.
Alt det, der skal ske i mellemtiden, for at jeg kan ende som en gammel dame. Alle de beslutninger, man skal tage, alt det, man skal finde ud af.
Jeg konkluderer som regel, at det er mere sandsynligt, at jeg ikke bliver gammel. Jeg har simpelthen lettere ved at forestille mig, at jeg bare dør som ung. Det ville næsten være mindre mystisk for mig.

Men hvis jeg så alligevel forestiller mig, hvordan det må være at være gammel, så forestiller jeg mig, at der er en ro.
Jeg har det nemlig nogle gange, som om mit hoved er sådan en snekugle, hvor et eller andet sand hvirvles op, hver gang jeg vender hovedet – og gør det svært at se, hvad fanden jeg laver. Der er så mange ting at tage stilling til. Men når man er gammel, tænker jeg, at meget af det er fastlagt på en anden måde. Man skal ikke finde ud af, hvem man er, hvad man vil karrieremæssigt, hvem man er forelsket i, bekymre sig om, om man finder en, man kan elske. Man ved, hvilke ting der er vigtige for en og behøver derfor ikke forsøge at nå alle de andre ting, man er ikke så afsøgende, ens hverdag er mere rytmefast, de mennesker, der er i ens liv, er mere statiske – de er der, eller også er de der ikke, og man ser dem ikke så meget, men de ændrer sig heller ikke så meget, og det gør venskabet heller ikke.

Når jeg forestiller mig det på den måde, så tænker jeg to ting: Det lyder fantastisk. Men bliver det ikke kedeligt?
Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg det ikke. Man har jo netop ikke behovet for at finde ud af alle de ting, som jeg går og skal finde ud af – netop fordi man jo har fundet ud af dem. Og så kan man vel bruge tiden på at nyde, at man har et barnebarn, eller at man kan gå i en gåklub, hvor man har sine bedste veninder.

Selvom det virker så surealistisk for mig, så håber jeg virkelig, at jeg bliver gammel. Jeg håber, at det er muligt at komme over på den anden side af alle de der ting, jeg skal finde ud af. At det hele løser sig, og at jeg får tusind rynker, og at jeg finder nogen at elske, at jeg får nogle børn, der kan lave børnebørn.
Det er måske ikke det mest urealistiske ønske, man kan have – selvom det godt kan lyde sådan i mit hoved.

Hvad tænker du?

  1. Anonym siger:

    Virkelig god tekst og animationerne er fantastiske!!

  2. phie siger:

    mega seje animationer!

  3. Erik B. Johansen siger:

    Svaret på din overskrift er JA! Du skal nok blive gammel på en rigtig god måde – en gang med tiden, og når du når så langt, har du IKKE fundet ud af alt-heldigvis! Man går ikke i stå af at blive gammel, men til gengæld bliver man gammel af at gå i stå. Så husk det på din videre vej fremad. Sagt til dig af en der nu er 81 og har været morfar i 18 år. Erik

    1. Anneli siger:

      Tusind tak for dit svar Erik! Jeg tror du har ret – det virker i hvert fald som om du er det bedste eksempel på dét. Og det gør mig glad – tak.
      Bedste hilsner Anneli

  4. Eddie siger:

    Tak for dine refleksioner. Når man er 5 år gammel tænker man “når jeg er 18 så kan jeg selv beslutte og bestemme”. Når man er 18 bliver man overvældet af forventninger, egne og måske især andres. Bare vent Anneli når du bliver 60+ kan du bedre forholde dig til “forventningerne”. Du skal nok nå det og suge meget ud af dine oplevelser til dit eget og vores bedste. Du har kompetencerne kan jeg læse af dit skrift. Eddie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her