Kibbutz – at tage afsted

Jeg stod op klokken lidt i fem d. 15. august 2017, spiste en bolle og tog mine to rygsække på. Min mor sagde “Det bliver dejligt for dig” med en velkendt morgenstemme i dørkarmen. Med en krop, der led af søvnmangel, kom jeg på toget langs kystbanen. En lilla, lidt diset himmel. Uden musik kiggede jeg ud af det ridsede plastikvindue, mens København fulgte mig til lufthavnen langs skinnerne. Syv timer og tyve minutter senere røg cowboyjakken hurtigt af, da jeg trådte ud af Ben Gurion lufthavn i Tel Aviv. Min rygsæk og jeg i Israel, hvad skal vi så nu?

Efter et ondt halvt år i sidste del af 3.g, hvor min far ikke længere ville have mig boende, og kontakten brød oveni studentereksamenen, der hang som en sort sky over hovedet. Jeg skulle skrive og holde dimissionstalen på mit gymnasium, min kæreste og jeg gik fra hinanden, selvom jeg stadig var forelsket i ham, og sabbatåret stod pludselig og åndede mig i nakken. Aldrig havde jeg haft så meget brug for at give Danmark fingeren og få afstand fra alt det ondskabsfulde, det havde budt mig. Jeg var 18 år gammel og sov på en madras på værelse med min 10-årige lillebror. Jeg boede med en mor, der ikke virkede glad, en storesøster, der sad fast – og var selv ked af det og ked af, at intet af det ændrede sig. Det føltes som et kaos skabt af dominobrikker, hvor jeg bare så til, mens den ene væltede den anden. Som at læse i en bog, hvor man glemmer at læse ordene. Og i min studentertid, som er det gladeste af den gladeste tid, stod jeg med ondt i maven, fordi jeg nok var en smule ulykkelig og ikke kunne lade være med at føle en anstrengelse ved at være den lykkelige student med grin og glade øjne. Det hele var så følelsesladet, at det gik hen og blev følelsesløst for mig. Jeg var nået til at blive et bittert menneske, der gik op i principsager og tog skuffelse som en selvfølge. Jeg var træt, træt, træt. Træt af at ryge cigaretter, træt af den samme samtale, træt af at takke for ting, træt af kvalme, træt af lange sure beskeder, træt af folk. Og jeg var ligeså træt af mig selv som alt det omkring mig.

Ugerne inden jeg skulle rejse, stod tiden mussestille. Folk omkring mig forsvandt lidt en ad gangen ud af min hverdag, der ikke rigtig var en hverdag. Folk, der begyndte at arbejde, startede studie, rejste væk, eller også sov de bare om dagen, fordi de var vågne om natten, som en forlænget studenteruge. Jeg kunne ikke rigtig placere mig selv i nogle af kategorierne, så jeg ventede egentlig bare.
Jeg tror, at kibbutz var den første, bedste og billigste ide til bare at komme lidt på afstand. Med familievenner i Israel og et job i en kibbutz, hvor jeg kunne bo, gav det god mening at tage dertil. I desperation over alt og alle bestilte jeg flybilletter tre uger inden afrejse, sagde mit job op, fik en lægeerklæring og begyndte ellers at lægge T-shirts og strømper til side. Jeg var jo spændt, og ideen talte til mig, men jeg tror også, at det var en udelukkelsesmetode for, hvad der kunne komme til at ske snarest og uden for mange tunge beslutninger eller valg, jeg skulle forholde mig til. Så det blev én hurtig beslutning: Kibbutz i Israel.

Fornemmelsen af at træde ud af flyet og vide, at det var den første reelle beslutning, som jeg selv havde truffet i et langt stykke tid, fik mig til at trække vejret helt ned i maven i min syrende krop. Jeg svøb jakken om livet, tog den store rygsæk på ryggen og den lille foran på maven. Trods mine 26 kg bagage på kroppen og svedige pande følte jeg mig så let og fin under den blå himmel.

Fra lufthavnen kom jeg til området Alon, øst fra Jerusalem i Judean ørkenen, til Yalle, min israelske mor og resten af Shitrit-familien med Ann, Guy, Jonathan, Eli og moster Annett. Jeg fik lagt mine ting på sengen, strakt ryggen, lavet en kop kaffe, hvorefter jeg gik udenfor. Den lange strækning af ørkenens bløde kanter med eftermiddagsskyggen, fremhævede de massive bjerge, der fortsatte ud i små, smalle mønstre. Der var en mild, varm vind, der aede mig. Tog mig i hånden. Jeg kunne mærke min hals blive stram, og mine øjne svide lidt op. Der duftede af tør jord og mælket kaffe, og jeg havde det varmt og godt. Ørkenen var så voldsom i størrelsen, men ydmyg i en stilhed og ro. I Israel hos min israelske familie, alene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave i morgen eller næste uge eller næste måned. Heller ikke hvilken kibbutz jeg skulle til, hvilke mennesker jeg ville møde, eller hvad det helt præcist var, det gik ud på. Jeg kunne ikke engang samle mine tanker til en sætning, for selvom alting var så usikkert, var jeg ret sikker. Jeg ved ikke rigtig, hvordan eller på hvilken måde, men der var bare et eller andet sikkert ved det, jeg havde gang i. Alene i ørkenen med bare tæer, og jeg kunne ikke holde op med at smile for mig selv. Jeg lovede mig selv dér, at jeg ville huske lige præcis den følelse, jeg fik den fine sensommereftermiddag midt i ørkenen. Fornemmelsen det gav mig at lukke øjnene i solen.