Kim Jong Un er internettets nye “girl dad”

27. februar 2026

Mens internettet hylder Kim Jong Un som kærlig “girl dad” og spekulerer i datteren Kim Ju Ae som mulig arvtager, står én ting fast: Han er fortsat leder af et autoritært regime. Nicoline skriver om kontrasten mellem de virale øjeblikke og den politiske virkelighed.

En far og datter smiler stort og griner indforstået til hinanden, mens de kigger ud over en stor forsamling. Det er dét billede, der lige nu får Nordkoreas leder Kim Jong Un til at gå viralt på sociale medier. På videoerne ser man blandt andet de to grine og kramme, imens de gør hinanden selskab til enorme militærparader, missilafprøvninger og officielle statsmøder. 

Klippene florerer samtidig med, at flere nyhedsmedier skriver, at Kim Jong Un har besluttet, at hans datter bliver hans efterkommer til det nordkoreanske styre. Det er en udmelding, som har skabt røre i nyhedsmedier over hele verden, da det bryder med de traditionelle og patriarkalske strukturer i Nordkorea.

De hjertevarme klip af Kim Jong Un og hans datter har fået internettet til at hylde ham som en #girldad. Kommentarsporene på sociale medier er fyldt med positive reaktioner på videoerne, hvor diktatorfamilien bliver kaldt ”cute” og ”wholesome”. Flere er endda gået så langt som at rose Kim Jong Uns faderlige egenskaber, og amerikanske brugere på Instagram skriver, at han “i det mindste ikke er nævnt i Epstein-dokumenterne”, og at han fremstår som en bedre far end vores præsident”.Det siger lidt om, hvor lavt barren er sat i den offentlige debat om verdens politiske ledere.

Diktatoren 

Midt i denne virale nyhedsstorm omkring diktatoren, er det måske en god idé at mindes om, hvem Kim Jong Un egentlig er. For den rundkindede, smilende mand på videoerne er Nordkoreas diktator og leder af Koreas Arbejderparti. Han er efterkommer af Nordkoreas første diktator, Kim Il-Sung, og har siddet på magten i landet siden 2011.

Regimet er kendt for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, arbejdslejre, censur og total kontrol over befolkningen. Samtidig prioriterer staten enorme summer på atomvåben og militær, mens store dele af befolkningen lever i fattigdom.

Det er altså ikke uden grund, at CBC News kalder Kim Ju Ae for ”verdens farligste 13-årige”. Hvis den unge pige bliver sin fars efterkommer, vil hun en dag have magten over befolkningen på omkring 26,6 millioner mennesker.

 

 

Når videoklip på sociale medier får Kim Jong Un til at ligne en blød og mild far, kan man godt komme til at glemme, hvilket magt diktatoren besidder.

Memeficeringens magt

Når videoklip på sociale medier får Kim Jong Un til at ligne en blød og mild far, kan man godt komme til at glemme, hvilket magt diktatoren besidder. Det er ikke første gang at internetmemes og virale klip har påvirket offentlighedens blik på politiske ledere. For nogle år siden gik en video af den russiske Præsident Vladimir Putin viralt på grund af hans blide omgang med en hundehvalp. Klippet kan ses på The Guardians YouTube kanal, hvor kommentarsporet er fyldt med rosende ord til Ruslands præsident. En bruger skriver blandt andet at præsidenten earned more respect today.

Flere studier viser, internetmemes og viralt indhold kan konstruere politiske fortællinger og påvirke offentlig mening. Ifølge professor på Hebrew University i Jerusalem, Limor Shifman, er memes og virale klip ikke bare underholdning, men en ny form for politisk kommunikation, der kan påvirke, hvordan vi opfatter magtfulde personer online. På sociale medier bliver disse personlige øjeblikke hurtigt løsrevet fra deres politiske kontekst, især når de gøres til memes, og deles på tværs af medier.

Kim Jong Uns pludselige internet popularitet er et godt eksempel på, hvordan de sociale medier er med til at forme vores forståelse af verdensledere og kan ændre stemningen i den offentlige debat. Dog er det værd at huske på, at bag #girldad gemmer sig stadig en diktator.


Tekst: Nicoline Lindberg Kaufmann

Redaktør: Megan Vendelbo Owen

Visuel: Asbjørn Nonbøl

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her