Næsten en leder

‘Næsten en leder’ er nyhedsredaktionens øjenkrog. Her skriver vi om det, der fanger os i samfundet lige nu. Det er ikke en klassisk leder, men mere en leder, der har glemt at tage sit jakkesæt på. Vi kalder det derfor: Næsten en leder, og her finder du vores blik på verden, mens den folder sig ud.

Danmark har fået en ny regering.

Og du har sikkert allerede hørt om de mange løfter – gratis tandlæge, gratis transport for unge under 22, differentieret moms, etc. Du har sandsynligvis også hørt om den manglende finansiering af forslagene, interne problemer i Socialdemokratiet og hvem der er blevet ministre.

Så her på SEIN fokuserer vi på de større spørgsmål: Hvor efterlader den nye regering dansk politik? Hvem skaber forandring? Hvem ejer oprøret? Hvor ligger magten?

Midten regerer stadig

Man har flere steder kunnet læse og høre, at den nye regering markerer en tilbagevenden til blokpolitikken. Det er på sin vis også rigtigt. SF er tilbage i en centrum-venstre regering, og oppositionen ligner i den grad noget fra den gamle blokpolitik.

En blå blok, der brokker sig over skattestigninger og manglende finansiering på tiltag – som de igen og igen pointerer ikke er gratis – det ligner meget noget, vi kender fra blokpolitikken. Blå blok ønsker selv at fremstille sig selv som det borgerlige alternativ til den nye socialistiske regering. 

Men faktum er stadig, at Lars Løkke har valgt, hvilken regering Danmark skulle have, og at regeringen indeholder to erklærede midterpartier og et, Socialdemokratiet, der væksler mellem at være et centrum- og centrum-venstre-parti.

Det faktum, at regeringen bærer træk fra venstrefløjen, er udelukkende et resultat af, at Enhedslisten og Alternativet netop har forstået, at magten i Danmark fortsat udgår fra midten.

Venstrefløjen har længe været på en rejse væk fra revolutionens logik. Fra engang at være ballademageren, der krævede store omvæltninger og tilbød lidt pragmatik, støtter Enhedslisten nu en regering med Lars Løkke, lavere formueskat og fjernelsen af toptopskatten.

Antonio Gramsci har engang bemærket, at det ægte tegn på en hegemon er, at man ikke lægger mærke til dens magt – man opfatter dens principper som sund fornuft og dens verden som normaliteten.

På samme måde er midten blevet den hegemon, vi glemmer er der, fordi dens logikker er blevet til konsensus.

I Europa er det en yderst sjælden ting, at midten stadig sidder så tungt på magten. At populismen stadig er så realpolitisk ufarlig.

Oprøret er endegyldigt endt på højrefløjen

Regeringsdannelsen ender også en lang rejse for venstrefløjen, der nu (foreløbigt) er blevet en pragmatisk kraft i dansk politik.

Det har været en rejse, der for Enhedslisten startede med Johanne Schmidt Nielsen og kulminerede med Pelle Dragsteds Nordiske Socialisme. I bogen af samme navn gjorde Dragsted op med venstrefløjens grundlæggende kritik af det kapitalistiske velfærdssamfund og tog det i stedet til sig som det bedste eksempel på socialisme i verden.

Samtidig har Dragsted taget et opgør med modstanden mod oprustning, NATO og EU og ryddet op i partiets Hamas-sympatier.

Og nu har man med støtten til den nye regering gået med til ovennævnte indrømmelser til gengæld for tydelige resultater. Det kan vise sig at blive et smart træk – at acceptere dansk politiks vilkår for at kunne udøve reel magt inden for dem.

Det betyder også, at der nu kun er en reelt grundlæggende kritik af det danske samfund tilbage: højrefløjens.

Hos DF mener man stadig, at noget er helt grundlæggende galt. At samfundets ressourcer fordeles til indvandrere frem for danskere, og at vores kultur eroderes af islamismen. 

De er i den forstand de eneste, der gør oprør mod midtens hegemoni.

Hvad nu?

Det er populært at udråbe vindere og tabere efter en regeringsdannelse og spå om, hvor længe den holder. Men det ender sjældent med at være de samme tabere og vindere, der forlader regeringen.

Hos SEIN tror vi i stedet på, at man må se den nye regeringsdannelse som et åbent spørgsmål.

Mens venstrefløjen nu står ved siden af magten og udøver forandring igennem den, har den også mistet muligheden for at råbe af den. Højrefløjen er nu endegyldigt oprøret og kritikken. Venstrefløjen er pragmatikken og fornuften. Og som vi ved fra resten af verden, er fornuftens stemme langt fra sikret at vinde i moderne politik.

Til gengæld har Enhedslisten potentielt vist sig som den reelle forandrende kraft i dansk politik, mens højrefløjen kan råbe videre. Med gratis tandlæge, offentlig transport for alle under 22 og hvad der ser ud til at blive den grønneste regering nogensinde, vil man have skabt en mærkbar udvidelse af velfærdsstaten og ændret status quo.

Om kritikken af magten eller accepten af den bliver den stærkeste strategi, kommer til at blive et af de afgørende spørgsmål i den kommende regeringsperiode.

Ligegyldigt hvilken strategi der viser sig mest effektiv, vil den fortsat skulle kæmpe mod midtens altomsiggribende magt. Det store spørgsmål er derfor, om midten kan varetage sin magt effektivt og overbevisende, for hvis ikke, vil DF og højrefløjen med rette kunne se sig selv som de eneste udfordrere af den.

Tekst: Nicolai la Cour
Redaktør: Marie Bjerre Nielsen
Visuel: Asbjørn Nonbøl