Kinddans, Vender for evigt: Et portræt af duoen med spot på ung skabertrang

Jeg lægger ud: ”Jeg kan ikke dy mig for at spørge, hvad betyder vender for evigt? Er det lidt et ordspil på venner eller altid at skifte mening eller hvad?”

“Hvad Filip, tager du den?”, spørger Arto.

Filip nikker.

”Jo, altså, mig og Arto er bedste venner, og der er ikke mange i start 20’erne, som kalder sig selv det, så det gør vi. Så der startede det. Så har vi også haft et ønske om at vende det med at lave musik på hovedet, så det er lidt et ordspil på de to ting.”

”Hvad er det så for nogle følelser og tanker, I håber på at vække hos lytterne med jeres projekt?”, spørger jeg.

Filip svarer hurtigt og ivrigt med det samme: ”Jeg føler, der er meget musik i dag, hvor det er meningen, at det skal gøre en lytter tilpas – det skal være en slags stimulans, man får. For eksempel, hvis du har haft en dårlig dag, så skal du hjem og lytte til en god popsang for at få det godt. Og hvis det ikke er det, så skal du høre masser af musik på cyklen hele vejen hjem, så du ikke kommer i kontakt med det liv, der er rundt om dig.
Det er jo technopunk, det vi har lavet, og med det ville vi gerne hive folk ud af deres daglige comfortzone. Der ligger selvfølgelig også noget oprør, frustration og vrede i musikken og så en masse kærlighed selvfølgelig. Det handler jo også om “kinddans”, at komme hinanden ved eller i møde.”

”Vi ville jo egentlig bare gerne vække den indre rebel i folk,” supplerer Arto, ”hvilket er noget, vi gerne vil gøre, når vi skal ud og spille live. Men samtidig gør vi det på en kærlig måde, for vi vil ikke opfordre til vold mod sig selv og andre.”

”Har I så med vilje forsøgt at lave en modpol til Yo Johnny med Kinddans?”

Arto kigger sig lidt om i rummet, inden han svarer. ”Rent musikmæssigt er det jo noget helt andet end Yo Johnny, men i forhold til budskabet bag er det stadig det samme.
Mig og Filip har lavet musik sammen, siden vi var 16. Vi startede med trap/rap og gik så hen i noget hardcore pop, og så begyndte jeg som Yo Johnny, hvor Filip også var med indover. Nu fandt vi så vores mere punkede side, og grunden til, vi har lavet det her album, var, fordi vi kunne, og fordi vi faldt over den her lyd, vi ikke er stødt ind i før.”

Jeg skifter fokus til Filip, der sidder med hænderne foldede foran sig i det store rum.

”Ingen af os har lyttet særlig meget til punk, vi røg bare to joints og sad i studiet, hvor vi har været mange gange. Vi begyndte at producere det her beat, og så hoppede jeg ind og skreg lidt over det. Så producerede vi beat til, og så skete det hele ligesom bare.  Det var en meget intuitiv proces.”

Arto griner. Så tilføjer han, ”Det var faktisk meget uplanlagt. Det var egentlig meningen, at vi skulle ud og fiske den dag.”

Vi griner alle sammen.

Det føles fuldstændig, som om vi sidder i samme rum, selvom vi er fordelt i København, Odense og Aarhus. Latteren falder langsomt til ro, men vi er ikke stille ret længe, før jeg spørger,

Hvorfor valgte I at splitte den nye musik fra Yo Johnny?

Arto griber spørgsmålet med det samme. ”Det er jo både en helt anden genre, og så var det også meget rart for os, at vi havde kontrol over Kinddans selv. Jeg tror aldrig, vi tænkte på det som noget til Yo Johnny, vi ville bare gerne starte på en frisk, så vi lavede nogle beats og skrev til nogle forskellige, men det gik ikke, så vi endte med at bestemme os for at gøre det hele selv. Derfor valgte vi også et nyt bandnavn.”

Filip nikker og smiler, han er helt enig i Artos svar.

Har I tænkt jer at fortsætte med Kinddans-projektet ved siden af Yo Johnny-eventyr, eller er det bare en one-time-thing?

Både Arto og Filip tager sig god tid, inden de svarer. De tygger virkelig på spørgsmålet.

”Nu kører Yo Johnny-toget jo, og der kommer til at være masser af jobs nu, hvor klubberne åbner igen, hvor vi regner med, at vi skal ud og spille. Så man bliver bare nødt til at hoppe i floden og hoppe med. Men vi har snakket med min Yo Johnny-booker, og han ville prøve at få os nogle support gigs og måske vores egne gigs, hvis vi kommer så langt. Så vi kommer nok til at køre begge ting på samme tid,” siger Arto.

Straks efter supplerer Filip, ”altså vores proces bag skabelsen af sangene er egentlig meget ligetil. Vi producerede for eksempel hele albummet i marts og mixede det så hen over vinteren. Det har taget os et halvt år at udgive, hvilket ikke er super lang tid. Det er heller ikke ligeså tidskrævende som Yo Johnny, fordi det er meningen, det skal være lidt trashy og ikke nødvendigvis så velproduceret.”

”Men med det sagt har vi brugt lang tid på at skabe lyden og finde den rette stemning,” siger Arto.

Selvom vi mødes over Zoom, kan jeg næsten fornemme, at Arto og Filip kigger på hinanden. De fylder hele det fiktive rum, vi sidder i. Deres lange svar har gjort mig endnu mere nysgerrig, og jeg beslutter mig for at grave lidt.

Hvordan var processen så bag lyden?

Filip er hurtig på aftrækkeren: ”Jamen vi arbejdede meget med one takes, og så ville vi nogle gange spille instrumenter samtidig med, vi indspillede vokaler, så vi var faktisk meget låste, i forhold til hvad vi kunne gøre. Vi har også haft en stor mixer-pult fra 70’erne i Japan, som al musikken er blevet mixet igennem. Men det har været meget intuitivt, hvilket har været pointen bag det hele.

Den dag vi uploadede albummet, gik vi også i studiet igen og producerede seks nye sange, og det er også lidt dét, der er pointen, så begynder vi at overtænke det og blive selvbevidste, hvilket jeg tror, ville skade det lidt.”

I jo bedste venner, afspejler Kinddans jeres dynamik?

”Det gør det hundrede procent!”, svarer Arto. ”Vi tvivler ikke på hinanden, og vi ved altid, hvor vi har hinanden, hvilket er noget, jeg føler, man sagtens kan se i Kinddans.”

Hvor startede hele Kinddans projektet?

Der er lidt stilhed, inden Arto svarer.

”Jeg havde på et tidspunkt lavet et punkbeat, jeg gerne ville have en rapper på, men efter at have vist den til et par artister, der ikke kunne se sig selv på beatet, viste jeg det i stedet til Filip, og han syntes, det var fedt. Beatet endte vist med at blive til sangen ’’Efter sex’’.

Arto og Filip kigger igen på hinanden gennem kameraet.

”Ja,” fortsætter Filip, ”og så blev det jo også lidt en leg for os, altså hele processen bag vores album. Jeg ved ikke, om alle folk ville synes det, men jeg føler i hvert fald, der er meget humor i albummet, og jeg tror ikke, det var, fordi vi prøvede at skabe det. Mig og Arto har bare altid haft meget humor sammen, så jeg tror lidt det smittede af på projektet.”

Hvad er jeres intention ved at lave det her sammen?

”Det er jo selvfølgelig altid fedt at få masser af lyttere og folk, der godt kan lide ens musik, men der har aldrig været et behov for at være de største eller være store i hele Danmark og blive rige på det. Jeg tror, vi gør det, fordi vi har en kærlighed til musik og livemusik og råbemusik og det hele.” Arto smiler bredt fra øre til øre, mens han svarer: ”Jeg synes, det er lige så fedt at sidde to personer i studiet og lave musik sammen, som det er at være ude og spille. Jeg tror bare, vi gør det, fordi vi er kreative folk og elsker at lave det, og selvom vi ikke fik views, ville vi stadig gøre det hver dag alligevel.”

Føler I, at den indstilling, I har til at lave musik, passer til det fænomen, som hedder ung skabertrang?

Arto svarer hurtigt og meget direkte: ”Ja, jeg har i lidt tid tænkt over, hvad jeg ville lave, hvis jeg havde alt; havde alle faciliteter og muligheder, og jeg tror stadig, jeg ville tage hen i studiet og lave punk eller techno. Det er det drive, jeg har i mig, jeg vil gerne gøre dét, jeg synes er fedt, og det, jeg synes er fedt, laver vi allerede nu.”

Jeg spørger Filip og Arto, om de har lyst til at uddybe lidt, hvad skabertrang betyder for dem. Jeg opfordrer til, at de bare skal dele deres umiddelbare tanker, beskrivelser og anekdoter.

”Jeg vil faktisk gerne komme med en metafor”, siger Filip. ”Unge mennesker går rundt med en ballon inde i maven, og den ballon bliver fyldt op med alt muligt lort, vi skal finde os i. Ting, vi bliver fortalt af jævnaldrende, af vores forældre, af alle mulige generationer, og nogle gange skal man lige have den der ballon tømt, så den ikke sprænger. Jeg tror, vi har haft et undertrykt behov for at lave det her album, så vi kunne komme ud med nogle følelser, som kan være lidt svære at placere normalt.”

Filips svar pirrer virkelig min nysgerrighed og lægger op til det næste spørgsmål.

Hvad er de vigtigste følelser, I har givet udtryk for igennem Kinddans?

”Jeg tror nok, det må være følelsen af, at man ikke har styring i sit eget liv. Den ligger nok mest centralt i det, vi har lavet,” siger Filip.

“Hvordan ville I definere ung skabertrang?”, var mit sidste spørgsmål til de unge skabere.

Filip og Arto var klart enige om, at det er en ivrig følelse efter bare at gå i gang med noget. Deres beskrivelse af ung skabertrang forekom mig slet ikke så fremmed, som jeg egentlig havde troet eller regnet med fra to så kreative sjæle. I stedet fik jeg den tanke, at det nok er os andre – alle os, der ikke f.eks. laver musik og dyrker skabertrangen til hverdag, som er lidt for dårlige til at gribe dagen. Ofte er der undskyldninger for ikke at være handlekraftig, når det kommer til egne idéer, men måske vi alle ville have godt af bare at give slip engang i mellem. Vi kan nok ikke alle sammen lave lige så fed musik som Filip og Arto og nok slet ikke uden øvelse – men giver vi den gas og har en stærk tro på os selv, ja, det lærer Kinddans os: Fuck staten, – jeg elsker min mor. Vi ville nok have det rimelig fedt med at lave det, vi elsker allermest.