Kunsten at fylde et rum

19. juni 2020

SEINbidrag

Vi lever i en tid, hvor der er mange måder at tilegne sig opmærksomhed på. Hvad vil det sige at fylde et rum, og hvordan tager man bedst muligt ordet i en generation, hvor mange stemmer kæmper om mikrofonen? Emma går i dette bidrag i dybden med kunsten at fylde et rum, og det gør hun i samtale med to veninder, der beskæftiger sig med to meget forskellige måder at fylde et rum på.

Billede af Alba Høeg Andersen

Jeg er stolt af at være født i en generation, som tør udfordre status quo og ikke er bange for at nytænke alt fra klimaområdet til identitetspolitik. Vores generation griber gerne mikrofonen og er synlige på alverdens platforme, hvor traditionelle måder at forstå identitet og samfund revurderes. Men for at blive hørt i dagens samfund må man råbe højt! Der går nemlig aldrig mere end 5 minutter, før en anden træder ind og overtager spotlightet. Hvad vi, nutidens unge, er født ind i, er et højhastighedssamfund, som kræver, at man gør opmærksom på sig selv. Både i virkelighedens verden og på de digitale sociale sfærer betyder det, at man konstant må bevise sin relevans. Spotlightsamfundet er et vilkår og en fordel for dem, hvis naturlige karisma og mod gør, at de kan fylde i de sociale rum.

Jeg har gjort mig mange tanker om, hvad det egentlig vil sige at gøre opmærksom på sig selv og derved fylde i et rum. Man kan nemlig få opmærksomhed på mange forskellige måder, gennem både sin fysiske og verbale fremtræden. For at mestre kunsten at fylde i et rum må man være en faktor, som ikke kan undgås. Men kunsten at fylde et rum er dog ikke så ligetil, som det kan se ud. Man kan nemlig både fylde for meget, ved at være højtråbende og tage pladsen fra andre, eller fylde for lidt, ved at være for stille og gemme sig væk. Jeg har taget en snak med Kirstine og Oline, to af mine gode veninder fra gymnasiet, om deres tanker om kunsten at fylde i et rum. De deler nemlig den egenskab, at de er gode til at fylde i de respektive rum, hvor de indtræder.

”Kunsten at fylde rummet er et projekt om at tage mere plads, da man som kvinde ikke nødvendigvis får pladsen givet.”

Oline arbejder med at fylde i et rum på sit studie, hvor hun beskæftiger sig med teater og performance. Her har kunsten at fylde i et rum manifesteret sig som et teoretisk begreb, og hun beskriver, hvordan de arbejder med kropslig indlæring og det være ‘på’. Konkret har hun arbejdet med det at fylde i et rum i forbindelse med improvission, hvor øvelsen går ud på undervejs at udforme et produkt på gulv. Her ved man ikke på forhånd, hvordan resultatet bliver, da det afhænger af tid, sted, rum og medspillere. Men i samspillet mellem de forskellige faktorer opstår der et kollektivt kropssprog og en måde, man fylder rummet på sammen, og derfor er kunsten at fylde et rum også en dialogisk proces for hende. Hun beskriver, hvordan tømmerflåden kan være en metafor for kunsten at fylde i et rum, da der skal være balance og ligevægt, hvor Oline er bevidst om, hvem hun er i rummet sammen med, og hvor meget plads der er at tage.

For Kirstine er dét at fylde et rum et feministisk projekt, hvor hun ligeledes er interesseret i relationer i de sociale rum. Hun beskriver, hvordan hun oplever, at hun som kvinde er opmærksom på, hvem hun træder ind i rummet med. ”Kunsten at fylde rummet er et projekt om at tage mere plads, da man som kvinde ikke nødvendigvis får pladsen givet.” Da jeg spørger hende, hvorfor man som kvinde ikke får pladsen givet, svarer hun, at det kan skyldes, at vi er blevet opdraget til ikke at tale for højt, ikke at træde nogen over fødderne og være en pleaser, som skal sørge for, at andre kan lide os. Hun mener at det, på mange måder, er indlejret i opdragelsen af kvinder, at vi skal få andre til at få det godt med dem selv, og at vi på den måde er positioneret i samfundet til at fylde mindre. Kirstine er meget bevidst om sin egen fremtræden, når hun indtræder i et rum. ”Jeg vil ikke tale lavt, men klart og tydeligt”. Som hun selv siger, så viser hun med sit kropssprog, at hun godt må være her, og hun er ikke bange for at udfordre folk, hvis hun mærker, at der er dynamikker i et rum, som hun er kritisk over for.

“Den fysiske tilstedeværelse er på mange måder blevet erstattet af tilstedeværelsen på medierne, hvor man i den virkelige verden er blevet en profil, som er synlig hele tiden."

At være socialt intelligent er for begge et vigtigt element ved at fylde i et rum. Kirstine beskriver, hvordan det kan være udfordrende, da man hele tiden skal være opmærksom på ikke at fylde for meget og indtage et rum på en ordentlig måde. Derfor kræver det også tryghed, og at man føler, at man bliver taget godt imod, når man vil fylde i et rum. Oline beskriver ligeledes, hvordan det at fylde i et rum ikke nødvendigvis har positive konnotationer for hende, da man kan fylde for meget eller tage andres plads, hvis man ikke er opmærksom på, hvem man er i rummet med. Hun beskriver, hvordan hun har praktiseret en balancemetode, hvor hun, når hun har stået overfor et menneske, som overdøver andre og tager meget plads, har forsøgt at agere på den stik modsatte måde ved at tale roligt i et stille toneleje for at få vedkommende til at matche sit eget.

Begge er enige om, at det at fylde i et rum i høj grad handler om performativitet. Oline beskriver, hvordan der sker en kulturel iscenesættelse, hvor vi er blevet hyperbevidste om, hvordan vi fremtræder overfor andre, fordi vi er ‘på’ på sociale medier. “Den fysiske tilstedeværelse er på mange måder blevet erstattet af tilstedeværelsen på medierne, hvor man i den virkelige verden er blevet en profil, som er synlig hele tiden. Ens Instagram-maske bærer man også ude i verden blandt sine venner og følgere.” For Oline er det eneste tidspunkt, man ikke performer på, når man er derhjemme, og der ikke er nogen form for tilskuere. Hun mener, at kunsten at fylde et rum er en dynamisk proces, som er afhængig af, hvilken atmosfære der er på spil: oplevelsen af stemninger i forskellige rum blandt menneskelige relationer. ”Det handler nemlig om den respons, man får fra andre, hvor man samler nogle ting op, som man synes, andre gør på en fed måde”. Dermed mener Oline også, at den måde, vi indtager et rum, er en skabning af meget og mange, hvor vi er en spejling af det.

For dem handler det ikke blot om at gøre opmærksom på sig selv, men også at mærke dynamikkerne og balancen i et rum.

Både Oline og Kirstine mener, at det at indtage et rum ikke nødvendigvis er så ligetil. For dem handler det ikke blot om at gøre opmærksom på sig selv, men også at mærke dynamikkerne og balancen i et rum. Måske er det vigtigste, for at mestre kunsten at fylde i et rum, at være bevidst om, at det er en performance, som vi alle udfører overfor andre og i relation til deres måde at fylde på. Dermed er det ikke blot en envejskommunikation, men en dialog, som vi skaber med omverden. Så hvis man vil fylde mere eller mindre i de sociale rum, så skal man nok lægge ekstra grundigt mærke til, hvordan ens medmennesker, som også befinder sig i de sociale rum, gør opmærksom på sig selv og derved blive inspireret eller tage ved lære af dem.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN