Kunsten at være født i et land, der knuser en

En kvindelig stemme lyder i den ene ende af røret i begyndelsen af den danskproducerede Oscar-vindende dokumentarfilm Mr. Nobody mod Putin. Bag stemmen er assisterende instruktør Katya Kize, som agerer tolk og bindeled mellem hovedpersonen Pavel Talankin og instruktør David Borenstein i dokumentarfilmen.

I det første klip befinder Pavel sig i en mørk skov med blot kamera og lommelygte, nogle få dage inden han må flygte fra Rusland, hvor han modtager instruktioner fra Katya om, hvordan han kommer ud af landet. Pavel er russisk lærer, og det er ham, dokumentarfilmen handler om. I al hemmelighed filmer han militariseringen af skolen, hvor han arbejder, og engang selv var elev, som følge af den russiske invasion af Ukraine.

Jeg har inviteret Katya til et interview for at få et indblik i hendes arbejde med dokumentarfilmen, samt hvordan hendes liv har udviklet sig forud for, i løbet af og efter filmen. 

Katya – kort for Ekaterina

Katya, kort for Ekaterina, havde i noget tid følt sig adskilt fra sit russiske navn og herkomst. Hun blev født i 1999 i Moskva i Rusland og har været bosat i København siden universitetstiden.

Det var en tur til København som turist, der fik hende til at falde pladask for hovedstaden, der senere trak hende ind på universitetet.

De første tre år i Danmark foretrak hun det mere amerikansk-klingende navn, Katie. Når hun introducerede sig selv som Katya, formåede ingen at udtale det korrekt eller forstå det, så Katie var go-to navnet i starten. Et eller andet sted eksisterede Katie, fordi Katya følte, at hun ville løsrive sig fra Rusland. Men da hun startede med at arbejde på dokumentarfilmen, begyndte hun at reflektere over sit forhold til Rusland samt sin russiske identitet.

I dag findes der kun Katya – ingen Katie. 

Skolen var konformistisk og manglede diversitet

Dokumentarfilmen blev filmet i løbet af en to-årig periode fra 2022 til 2024. I løbet af dokumentarfilmen ser vi en drastisk ændring i undervisningen, som de russiske skolebørn modtager. Børnene får bl.a. undervisning i våben af lejesoldater fra Wagnergruppen, en russisk paramilitær organisation.

Generationen, Katya blev født ind i, var ifølge hende heldig. Det var den sidste generation, der havde en nogenlunde normal uddannelse helt frem til universitetet. “Det var stadig problematisk, men vi var en del af en generation, der på en måde oplevede et mere frit Rusland, sådan en lille smagsprøve på demokrati.” Lyder det fra Katya. 

Sammenlignet med den nuværende generation af skolebørns undervisning var Katyas undervisning ikke lige så forfærdelig, mener hun. Dog var den stadig præget af sovjetisk tankegang og havde en vis grad af militarisering i form af, at børnene ikke var tilladt at tænke selvstændigt, frit og kritisk.

Engang bad en lærer hende om at tolke, hvad en forfatter mente med sit værk. Da hun kom med sin egen tolkning, der ikke stemte overens med lærerens, fik hun at vide, at det var forkert. “Jeg tror virkelig, det er en måde, at det russiske uddannelsessystem former dig i forhold til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Du burde lære fakta, men du bør ikke gå for meget i dybden med at fortolke disse fakta eller forme dine egne holdninger, og alt dette kom fra det sovjetiske system og formåede desværre aldrig at ændres.”

Skolesystemet Katya voksede op med satte sine spor i hende. Det tog hende lang tid at udtrykke sine egne holdninger og tanker på en selvsikker måde og uden at inddele holdningerne og tankerne i kategorier af, hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt. Derudover tog det hende lang tid at finde ud af sig selv og forstå sig selv som følge af at være vokset op i et konformistisk samfund, der manglede diversitet af stemmer.

“Hvad er forskellen mellem det, du gør, og det, de gør?”

Som tidligere frivillig og nu som foredragsholder hos The Why Foundation, en organisation baseret i København, der har til formål at producere og distribuere dokumentarer og indhold om menneskerettigheder, har Katya snakket med forskellige unge danske elever. 

Især ét spørgsmål fra en nysgerrig elev skiller sig ud, når hun reflekterer over sit arbejde for organisationen: “Jeg havde en ret interessant interaktion med en af eleverne, som kom op til mig i løbet af en screening og sagde: Hvad er forskellen på det, du gør og det, vi ser i Mr. Nobody?” fortæller Katya. 

Hendes svar var, at den første forskel er, at eleven kunne komme hen til hende og faktisk være uenig med det, vedkommende så i filmen. For det andet kan man snakke om filmen frit med ens jævnaldrende og lærere: “Du kan have den holdning, og det er faktisk meget fordelagtigt at have den holdning og have kritiske spørgsmål som dette, da der så kommer en rigtig dialog ud af det.”  

Dialog er særligt vigtig for Katya. Hun håber, at filmen åbner for idéen om, hvor vigtigt det er at have ytringsfrihed, at være i stand til at deltage i demokratiet og at udtrykke ens holdninger, da Katya mener, at det er nemt at tage disse ting for givet, når man allerede har dem, og at man kan glemme, at man skal kæmpe for sit demokrati hver dag.

Bandlyst i Rusland

Kort tid efter at Mr. Nobody mod Putin vandt dette års Oscar for bedste dokumentarfilm, forbød en russisk domstol dokumentarfilmen fra tre streaming-platforme i Rusland. Forbuddet betyder, at man hverken må vise eller distribuere dokumentarfilmen.

Årsagen bag forbuddet lød, at filmen indeholder elementer af “propaganda for terrorisme.” I tillæg til forbuddet er Pavel også blevet udpeget som udenlandsk agent af Rusland. Forbuddet har ikke kun konsekvenser for Pavel, men i den grad også for Katya, der nu ikke kan vende trygt tilbage til Rusland, skulle hun få brug for det eller have lyst til det en dag.

Ifølge Katya besidder Rusland netop billeder af hende i nogle dokumenter i retten, der kan identificere Katya, skulle hun vende tilbage til Rusland. Det kan derfor være farligt for hende at vende tilbage. For Katya er det en interessant følelse at være helt løsrevet fra sit hjemland, der rummer mange minder.

Konsekvenserne for Katya, som følge af international anerkendelse af dokumentarfilmen, har dog ikke ændret relationen til familien derhjemme, men frygten for at der skulle ske dem noget hænger over hende.

Når en dør lukkes, åbnes en anden

Til trods for de konsekvenser, som dokumentarfilmen har fået for Katya, er hun alligevel positiv. “[…] Jeg tror, at det også virkelig opmuntrede mig til at fortsætte og gøre andre ting,” fortæller hun. På nuværende tidspunkt er hun i gang med at arbejde på lidt forskellige projekter for dokumentarfilmens instruktør David Borenstein, som er blevet en slags mentor for Katya, der ikke har gået på en filmskole og fået den formelle uddannelse inden for filmindustrien.

Forud for Mr. Nobody mod Putin havde hun ingen erfaring med at skabe film. Nu er hun i gang med en fiktionel film, noget helt andet end Mr. Nobody mod Putin. Det nye filmprojekt er en måde at bearbejde hendes egne følelser og mange af hendes personlige oplevelser fra livet. Filmprojektet udforsker også emner som immigration og oplevelsen af det. Hun føler, at det kan være svært at være immigrant i Danmark, da hun føler, at hun aldrig kommer til at blive set som værende dansk, og kun som russeren, der emigrerede til Danmark og startede et nyt liv i et andet land.

Derudover ser Katyas udsigter til at blive i landet tvivlsomme ud, da hendes papirer har en dato: “Og det interessante ved ikke at kunne vende tilbage til Rusland er også at have en slutdato på mine dokumenter i Danmark og at sidde fast i dette loop og dette ‘liminal space’ af, hvad mit nye hjem er, når jeg har mistet mit gamle?” Forklarer Katya mig.

En ting, der hjælper Katya gennem usikkerhederne i livet, er menneskene omkring hende og det sikkerhedsnet, de giver hende. Og det er med det sikkerhedsnet, og en opløftende betragtning, at Katya får det sidste ord:

“Hvis du har dette sikkerhedsnet, hvis du har mennesker, der holder af dig, og du holder af dem, så kan du gøre hvad som helst.” 

Tekst: Elena Celeste Di Marco
Redaktør: Marie Bjerre Nielsen