Ville du modtage flere millioner for aldrig at flyve igen?

Jeg har altid syntes, at klimaet var (og er) den ultimative udfordring, kloden har stået overfor. For et par år siden havde jeg små depressioner om aftenen, da den sædvanlige serie på Netflix blev erstattet med den ene artikel efter den anden. Og de havde alle indhold med diverse dødsdomme om jorden, naturen og mennesket. Jeg oplevede det som dommedag, og der var ingen udvej.

Nu i dag ved jeg – ved hjælp af medier, jeg har sorteret til og fra – hvor jeg skal og ikke skal læse om klimasituationen. Jeg har lært medierne at kende og ved, hvem der har dramatiske titler blot for tomme ord, og hvem der kommer med opløftende, men også forklarende journalistik om, hvordan vi er nået hertil. Og ikke på den der klandrende måde hvor alle ord fra skræmme-kategorien bruges. For vi ved alle sammen godt, at vi selv er skyld i meget af den forurening, der er. Dog bliver vi ikke motiverede, men tværtimod magtesløse og skamfulde over at få skideballen.

Jeg kan huske en reklame engang om vindmøller, der startede ud med dystre videoer af jordens barske sider, og jeg havde lyst til at slukke for det. Men efterfølgende kom de smukkeste klip af mariehønen, af små knopper på træerne, der blomstrer på ny. Af udsigten over det smukke hav og bjergkæden med de mange nuttede geder. Det gør noget ved menneskets motivation, når man lokker med guleroden og ikke kun giver skideballen. 

Ikke desto mindre er jeg nysgerrig på, hvad det er, der deler os: hvor vi måske er ens med vanerne i hjemmet, men forskellige ude i hverdagslivet. Hvordan vi hver især oplever krisen. 

Til den nysgerrighed har jeg stillet 22 spørgsmål, store som små, til de to veninder Fie og Elise. Elise er en offentlig klimaaktivist og en del af Den Grønne Ungdomsbevægelse, mens Fie er Elises veninde fra hjembyen på Lolland, men egentlig blot en bekymret ung i klimakrisen. Og begge dele er okay og præcis, som det skal og må være.

Forestil dig et klima-barometer, hvor 1 er klimasynderen og 5 er klimafighteren. Hvor er du? 

Elise: Jeg synes ikke, at der er en modsætning nødvendigvis. Man kan sagtens være begge dele. Det er, som om at når man er aktivist, så må man ikke synde. I nogle kontekster er jeg en 5’er, men i et nuanceret samfund lander jeg på 4,5. 

Fie: Jeg er nok midt imellem. Tror jeg vil sige 2,5.

 

Hvilken transportform ser du bedst for klimaet?

Fie: Gå eller cykle.

Elise: Gå måske mest. Fordi så skal der ikke.. 

Begge i munden på hinanden: .. produceres cykler! (efterfulgt af grin)

 

Hvad bruger du selv til daglig af transportform? 

Fie: Jeg er en offentlig-pige. 

Elise: Jeg cykler. Det er meget sjældent, jeg sidder i en bil. Men det er også, fordi vi bor i København.

Fie: Ja, det var noget andet, da vi boede på Lolland, hvor vi kommer fra. 

 

Bør du slukke lyset oftere eller vaske mindre tøj? 

Fie: Jeg er faktisk ret god til at gøre begge dele. Altså jeg vasker ikke særlig meget og slukker lys tit. 

Elise: Jeg tror nok, jeg skal vaske lidt mindre. Hvis jeg SKAL have de her bukser på, men den er ikke fyldt helt op, så ja… Men så er det der, hvor det betaler sig at have roomies. Så kan man næsten altid fylde vasken. 

 

Hvad er du stolt af, du gør i det private, som er til gavn for klimaet?

Elise: Jamen, så siger jeg min aktivisme. Hehe.

Fie: Hmm, hvis jeg ikke bare skal gentage forrige svar, så er det, at jeg på en god måde har fået min kæreste med på kødfrie dage derhjemme. Det er jeg ret stolt af.

 

Hvordan vil du gerne være bedre?

Fie: Jeg gad godt være bedre til at deltage i demonstrationer, for jeg vil gerne. Når de går på gaden, har jeg lyst til at være med, men jeg holder mig tilbage. Jeg ved ikke hvorfor.

Elise: Jeg tror, der er mange, som har det sådan. Måske fordi man kan føle, at det er “snyd”. Jeg kan huske det i starten, at jeg jo ikke kunne kalde mig aktivist, fordi jeg ikke var vegetar og så videre. Men så var det, jeg fandt ud af, at aktivisme kan se ud på så mange måder. Men jeg tror, jeg gerne vil blive bedre til at forklare folk det her med, at vi kan få et rigtig godt samfund for eksempel med færre materielle ting. Jeg vil gerne kunne sætte bedre ord på det, jeg ved. 

 

Hvad eller hvem tænker du på som det første, der er værst i sit klimaaftryk? 

Elise: Privatfly eller ting, vi ikke har brug for. Sådan rige mennesker, der bruger noget unødvendigt, kan man sige… Som så få i verden får lov at prøve, og det har bare næsten altid en kæmpe CO2-udledning.

Fie: Min første indskydelse var fast fashion. Altså det er jo billigt og tilgængeligt for mange, men der er bare så meget ved det, der er unødvendigt, som du siger. 

Hvem eller hvad er dit klima-forbillede? 

Fie: Elise. 

Elise: Ej what?

Fie: Jo. Du er en, jeg har tæt på, og så er du bare et forbillede for mig, for du gør så mange seje, gode ting. 

Elise: Nurh tak. Hmm, der er en, der hedder Ayisha, en pakistansk klimaaktivist. Hun er bare så mega sej. Hun slår hovedet på sømmet i sit land og gør det bare godt. 

 

Lever du klimaklogt eller klimavenligt? (Altså, er du aktivt ude efter/støtter de klimaforbedrende tiltag, eller prøver du vidt muligt at undgå de klimabelastende produkter/forbrugsvaner)

Fie: Altså jeg lever nok klimavenligt. Det er svært at vide, hvad der præcist er klimaklogt nogle gange. Jeg tænkte, at økologiske grøntsager var bedre, men de forurener så også. Og det er dyrt… Altså det er svært, synes jeg. 

Elise: Det er faktisk ret svært at leve klimaklogt. Burger Kings plantebaserede burgere så jeg en dag på et opslag, at der så er alt muligt andet crap i. Man kan bare aldrig vinde. Man prøver så godt, man kan, at undgå de ting, der er værst, som eksperter slår fast. 

 

Ville du helst leve som barn, ung eller voksen i klimakrisen? 

Elise: Som barn er det bare scary, og som ung er det hele magtesløst. Hvad skal man gøre? Som voksen er der måske skyldfølelsen, sådan ‘fuck, min generation har fucket op’ at deale med. Det er ikke så fedt ligegyldigt hvad. 

Fie: Ja, men hvis jeg skulle, så ville jeg være et lille barn, som ikke helt forstår det endnu.

 

Din kost er…? (ift. klimaet) 

Elise: Jeg synes selv, jeg spiser for meget ost, men ellers vegetarisk. Det er ikke perfekt, men jeg prøver så godt, jeg kan, i det system, vi lever i.

Fie: Min kost er okay, men blandet. Nogle gange er det ikke en selv, der bestemmer. Hvis en anden laver maden til én, så er det ligesom det, du får, og så har du ikke selv kunnet styre det i en mere klimavenlig retning. Jeg spiser kød, hvis det bliver serveret, men jeg vil ikke selv købe det. 

 

Få ti millioner for aldrig at flyve igen eller kunne rejse kvit og frit hvor end du vil, når du vil? 

Elise: Uh, det er godt nok mange penge. 

Fie: Jeg tager pengene. For så kan man rejse på mange andre måder.

Elise: Jeg vil rejse kvit og frit, tror jeg. Ej? jeg ved det ikke. Ti millioner kan jeg ikke administrere, haha. Og altså de penge har man brugt på et tidspunkt. Men jeg ville ikke udnytte det med at flyve sådan konstant – det har jeg ikke samvittighed til. 

Fie: Jeg skal egentlig flyve lørdag på ferie. Åh, gud altså. 

 

Genbrug eller kvalitetstøj?

Elise: Jeg køber kun genbrug, men jeg synes, at man godt kan forsvare at købe kvalitetstøj, hvis man kan stå inde for virksomheden.

Fie: Jeg køber også genbrug. Jeg ved ikke, om jeg altid kan stole på det der kvalitetstøj. Om brandet bare laver greenwashing – altså at det bare er scam. 

 

Hvad mener du om plastik-service? (Hvad er løsningen? Hvad gør du?)

Fie: Det er jo nemt, men no-go. Men jeg hader, hader, hader træbestik. 

Elise: Det er det nemmeste uden. Man kan altså sagtens undvære sugerøret, låget eller bestikket, hvis man kan låne sig frem til andet eller har med i tasken for eksempel. 

 

Hvem er du (mest)? Hende, der ejer for meget tøj eller har for meget madspild?

Elise: Madspild. Jeg har ikke meget tøj, og med mad har jeg bare ikke det overskud, der skal til for at kalkulere, hvad der er i køleskabet, hvad kan jeg lave det til osv. Men det er jo også bedre at købe lidt ad gangen. Jeg køber altid for meget, når jeg handler. 

Fie: Jeg er ret god til at mindske madspild, synes jeg. Så jeg ejer nok for meget tøj.

 

Har du et klima-traume? Hvis ja, hvad?

Elise: A lot. Hehe. Hmm, jeg var med til FN’s klimakonference i 2021. Det påvirkede mig meget: Der var ingen urgency, og så slog det bare rigtig hårdt, når aktivister demonstrerede på gaden med skilte, hvor der stod: “Stop killing us!” Det var meget sårbart. Jeg lærte jo så meget og med så meget håb i kroppen, men jeg oplevede så samtidig også et system, som ikke kan fikse det. Jeg var ikke mig selv i mange dage efter.

Fie: Jeg kan huske, du gav mig en bog om klima-bekymringer. Jeg kunne ikke læse den færdig. Den var så hård. 

Elise: Det var faktisk også den bog, der gjorde mig til aktivist. 

Fie: Ja. Det var det der med at tænke, du måske gik og havde alle de her bekymringer og havde det skidt ift. klimakrisen. Men jeg vil gerne færdiggøre den. Det skal jeg. 

 

Hvad skræmmer dig mest? 

Elise: Manglen på vilje til at ændre på det, der kræves ændret. Altså de strukturelle forandringer hos dem, der har meget magt, at de ikke vil ændre på noget. 

Fie: Afmagt. Jeg kan ikke gøre nok eller noget. Jeg skubber det nok væk, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. 

 

Veganer eller aldrig flyve igen? 

Elise: Veganer. Jeg vil gerne ud og opleve, og så ændrer jeg gerne min kost for det. Jeg ville dog ikke flyve for meget – kun meget sjældent – og hvis jeg virkelig ikke kan bruge tog eller anden transport. Men jeg ville gerne have muligheden for at flyve, tror jeg.

Fie: Samme! 

 

Hvad tror du på? (kan vi løse krisen?)

Fie: Jeg tror, der vil ske ekstreme klimaforandringer, som vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere. 

Elise: Best case scenario, tror jeg, er, at vi bliver organiseret og mobiliseret til at klare den. At den globale bevægelse bliver større og større, og vi får noget magt, som kan ændre en masse af det, der skal til. Og at vi bliver overbevist om at forbruget godt kan skæres ned, men at vi stadig kan få mega gode liv. 

 

Så skal der mange bække små eller store floder få til?

Fie: Store floder få. Magten til at ændre på noget markant er hos de store produktioner og virksomheder, politikere og regering. 

Elise: Jeg har ikke regnet den ud. Jeg er nok ‘all at once’, men måske mest meningsfuldt og realistisk med store floder få, ja.

 

Dit bedste råd til dig selv i klimakrisen? 

Elise: Jeg fik engang et godt ét af Alternativets partileder, Franciska Rosenkilde. Hun sagde, at udviklingen ikke er lineær. Nok har det stået skidt til, og måske står det værre til, men der har eksempelvis været tipping points: sociale tipping points, trends, hvor noget bliver cool eller ting, der ændrer noget markant på meget kort tid. Og de kommer – også når man mindst venter det eller tror på det.

Fie: Hmm, jeg synes ikke, jeg går nok ind i det. Jeg vil gerne råde mig selv til at blive bedre til at tage det ind og lade mig mærke, hvad der sker omkring mig. Det kan godt føles som all or nothing, hvilket gør det svært. 

 

Dit bedste råd til andre i klimakrisen? 

Fie: Det behøver ikke være all or nothing. 

Elise: Ja, hvis man levede 100% moralsk, det er der jo bare ingen, der kan. I hvert fald ikke uden at fungere mentalt bæredygtigt. Der er ingen, der kan være all. Det er vigtigt at mærke de hårde følelser: at klimakrisen er en kamp, men stadig passe på sig selv. Du skal gerne kunne forsvare, hvad du har lavet, når du bliver gammel.

Vi skal huske, at vi lever i en sindssyg tid. Det er super svært at forholde sig til, fordi alting kører videre, og vi kan godt lade, som om vi ikke står i flammer, men det gør vi. Den der dissonans. Vi kan ikke se det, og derfor er det så svært. Find en god balance, kig dig selv i spejlet – står du ved din indsats eller måde at leve på? Stil dig selv de hårde spørgsmål engang imellem. Det er nok mit råd. 

Måske fik du inspiration af en af dem. Måske bliver du selv klogere på eget forbrug eller dit syn på klimaet. Måske du er blevet nysgerrig på, hvor dine veninder står. Og det er præcis det, venindebogen også kan. Til at gøre os klogere på vores veninder og hinanden. Prøv den!

---

Tekst: Amanda Oline Petersen
Visuelt:  Astrid Ida Cornett
Redaktør: Sigrid Langgaard & Johanne Ringøen