Kunstmessen Art Herning: det folkelige publikums møde med samtidskunsten

Arkitekten I. M. Pei må have været en stolt mand, da hans svendestykke af en glaspyramide ved Louvre stod færdig i 1988. Et indgangsparti, som blev til for at kunne håndtere den stigende mængde besøgende på museet.

Ti år senere, i 1998, kunne MCH Herning Kongrescenter slå dørene op til deres nyeste udvidelse: en tilsvarende pyramide i glas, som siden da har fungeret som indgangsparti til restauranten Teater Kælderen (i to ord), hvor maden serveres af syngende tjenere.

Og på trods af at man ikke skulle tro det om en by, der primært er kendt for Dansk Melodi Grand Prix og en enkelt Bone’s-restaurant, byder netop kongrescenteret i Herning hvert år indenfor til landets største kunstmesse, Art Herning, der i år løb af stablen sidste weekend i januar.

Så på grund af messens tilsyneladende store kontrast til sine omgivelser, er det uden tvivl værd at besøge den og forsøge at indfange oplevelsen.

Klik her og Støt SEIN

I TOGET var der en særlig stemning: smartphones i lædercovers, skærmhungrende børn og elektriske løbehjul. Skråt overfor min kæreste og mig sad et par og kværnede sig gennem en leverpostejs-ildelugtende bagel købt på banegården i Aarhus.

Jeg udpegede med stor præcision en ældre dame iført pelspandebånd og Versace-klud og blev enig med mig selv om, at hun garanteret var steget på med drømmen om et kunstkig. Det viste sig ikke at være helt forkert, da vi alle steg af på stationen i Herning og vandrede mod de hellige haller.

Art Herning samlede i slutningen af januar hele 43 forskellige gallerier af mere eller mindre magtfuld kvalitet, som havde taget alle deres bedste værker med på slæb.

Således kunne man opleve kunst af over 200 kunstnere – fra Kørner og Frandsen og Lilja og Næblerød til nye, uopdagne stjernefrø – men også af nogle mindre prangende værkmagere, der passede perfekt ind i den midtjyske opfattelse af, hvad kunst skulle kunne.

BYENS KONGRESCENTER er et sted, der normalt danner kulisse for topnavne som Torben Chris, Ørkenens Sønner og Michael Learns to Rock. Et kæmpemæssigt banner ved indgangen reklamerede for arrangementet “Absolute Bass Vol. 4” med Basshunter som hovednavn. Så var forventningerne ligesom på plads.

Allerede i garderobekøen ved siden af den førnævnte teaterkælder overhørte jeg en lokal kommunalpolitiker hviske-tiske lidt med en bekendt om tirsdagens kommende byrådsmøde og et nyligt afsnit af ’Debatten’ med “Clemens”. Man gad vel egentlig godt se rapperen bytte plads med Clement Kjærsgaard i rollen som sangskriver på den første ‘Matador’-musical.

Fra kælderen kunne man begive sig op i centerets gamle teatersal, hvor kongerigets vigtigste gallerier havde til midlertidigt huse.

FIRST PRINTER’S PROOF, som blandt andet præsenterede stærkfarvede collager af venezuelanske Arturo Herrera.

Albert Contemporary, der med Luca Bjørnsten havde et gyldent es i ærmet; fragtfly, videokameraer og racerløb i klattede penselstrøg er trods alt ikke noget, man ser hver dag i vor lands samtidskunst.

V1 Gallery, hvor Rose Ekens keramikbuket fik en indigneret, stribeklædt gæst til at fremstamme, at den i hvert fald ikke skulle stå i hendes hjem.

Alice Folker bød på Karim Boumjimars snørklede tegnestreger og Anna Stahns moderne blæksprutte – en halvanden meter høj skulptur med turkise ben, fire arme, touperet hår og et diskret smil.

NÅR MAN HAVDE SVUNGET FORBI de 16 øvrige gallerier i salen, blev man ledt med strømmen ind i den bagvedliggende hal, hvor der var en anelse længere mellem snapsene.

Jovist, der var da højdepunkter hist og her, men de blev alligevel overskygget af de mere mærkværdige værker. Et sjatmalet gigaportræt af John Lennon, som lige så godt kunne have været et samarbejde mellem en AI og VistaPrint, er blot et eksempel, som så snildt kunne følges op af en stak julekugler med en mikroskopisk gymnastiktrup dinglende ned fra sig.

Man kunne kortvarigt nå at blive i tvivl om, hvorvidt kajkagehapserne i den centralt placerede kølemontre mon også var en del af udstillingen, men de blev altså bare solgt af den til lejligheden velnavngivne Café ART – uden et prisskilt placeret ved sig, naturligvis.

HEROMKRING ændrede publikummet sig også. Hvor man i den gamle teatersal havde overhalet smartklædte folk med en stærk fornemmelse for brillemode, stod man nu ved siden af midaldrende mænd, som alle lignede nogen, der havde købt deres outfits i den lokale Wagner. Flere af dem havde en underlig trang til at pille ved værkerne.

En vægophængt skulptur af Manon Steyaert, som ellers så ud til at være af glas, gav sig til at bævre, da en herre uimponeret stak sin krummede finger på værket.

Samtidig gav mig kæreste sig til at tysse på mig, fordi jeg uden at tøve blev ved med at kommentere og anmelde værkerne, mens hun var bange for, at kunstnerne bag stod ved siden af og hørte det hele.

DET VAR EGENTLIG UTROLIGT, at folk overhovedet havde fundet vej til den udstilling, som fandt sted i et sideliggende og langt mindre lokale. En miniaturekatedral af billig deltidskunst, som de ærkejyske gæster strømmede til.

I dette mindre lokale var noget af det første kunst, jeg her blev mødt af, små babyfigurer til 2.200 kroner, der med en heliumballon i hånden gav grumme associationer til pseudokunstneren Banksy. Derfra mareridtskaniner, enorme portrætteringer af stort set hele persongalleriet fra et Anders And-blad og bademåger med hatte på.

Og som om det ikke var nok, var der denondelynemig reserveret et større område til fotokunst, som ifølge galleristerne faktisk “var så godt, at det skulle ses som et kunstværk”. Hvis jeg ville have haft udsigt til et københavnsk vartegn, var jeg hellere gået på jagt efter et lejemål i stedet for at købe mig ind på et udspændt lasertryk.

Så mens jeg – efter anvisning – holdt mit brok indenbords, kunne jeg blot iagttage folks fascination af al kunsten, som var det deres første besøg på Louisiana.

MÅSKE ER DET I SIDSTE ENDE ikke så dårligt, at en messe som den, der blev stablet på benene i Herning, gjorde et bredt, folkeligt publikum begejstret for samtidskunsten. Når man samler kunstens elite og det nysgerrige publikum under ét tag, sker der et møde, som bryder lidt med det ellers hårdt optegnede hierarki, man nogle gange taler om i kulturen.

Det kan sagtens være, at man i lokalområdet ikke disker op med det mest købestærke publikum for kontemporær kunst.

Så selvom alle de førende gallerier fik de gode pladser og løb med de udefrakommendes opmærksomhed, blev den største sejr nok faktisk opnået af de mindre gallerier, som vidste, hvad egnens publikum havde lyst og råd til at have hængende på deres vægge.

Og så kan man jo ikke undgå at blive glad på kunstens vegne, vel?

Tekst: Magnus Møller 
Visuelt: Emma Hjortkjær
Redaktør: Laura Rye Bislev