Kvinder med ADHD II: Når kabalen pludselig går op

I to artikler dykker SEIN ned i, hvad ADHD er – med fokus på det kvindelige perspektiv. I dette indlæg interviewer vi Laura, som ved et tilfælde fik sin diagnose som 16-årig. Laura fortæller blandt andet hvordan det for hende har været en lettelse at få diagnosen, da det har givet hende en helt anden forståelse for sig selv. Lauras historie belyser, foruden hendes egen udredningsproces, også et ønske om større åbenhed omkring mentale diagnoser og større lys på kvinders symptomer. Hun opfordrer andre til at følge op på det, hvis de har mistanke om at kunne have ADHD.

En tilfældig udredning
Forestil dig det her: Du er lige blevet færdig med folkeskolen, og gymnasiet venter forude. Du har det meste af din folkeskoletid oplevet skriveblokader, hvor du bare sidder og kigger på et blankt papir i flere timer. Når du skal ud af døren, kan du lige pludselig hverken finde din pung, din telefon eller computer. Frustreret tænker du for dig selv: “Men jeg havde det da lige for et øjeblik siden?”. Det minder dig, om da du var lille. Der blev du også uforholdsmæssig sur eller ked af det, når tingene ikke gik efter dit hoved. Det bliver med tiden svært at ignorere den lille stemme, der fortvivlet spørger: “Hvad er der galt med mig?”.Det virker for dig som, at du skal arbejde dobbelt så hårdt som alle andre i din alder.

Du er efterhånden ved at vænne dig til at tænke sådan, da din mor en dag fortæller at hun er ved at blive udredt for ADHD. I den forbindelse er hun blevet godt bekendt med symptomerne på ADHD og prøver åbent at spørge ind til om du kan genkende nogle af dem. Først er du rimelig skeptisk over for spørgsmålene og ideen om at du skulle have ADHD. “Mig. ADHD? Jamen jeg har jo aldrig været typen der larmede og lavede ballade i klassen eller været særlig hyperaktivt”. Dine venner møder dig med samme reaktion, når du fortæller dem, at du er ved at blive udredt. Stereotypen virker slet ikke til at passe på dig. Men gradvist bliver du mere informeret om diagnosen og dermed mere forstående over for hvordan den passer på dig. Flere symptomer, som du ikke engang vidste var forbundet med ADHD, synes at passe med dine tidligere udfordringer og med tiden indser og accepterer du: Jeg har ADHD.

I dag er det 6 år siden du blev udredt. Du hedder Laura og er 21 år.

I dette indlæg skal vi høre Lauras oplevelse af at få diagnosticeret ADHD som 16-årig , og hvordan det har påvirket hende. Læs med!

En gave på godt og ondt
For mange kan det være en svær proces at skulle forene sig med det faktum at man har ADHD, men for Laura har det været en lettelse og en kæmpe gave: “Da det så rent faktisk kom til at jeg havde ADHD, der var det også bare en kæmpe lettelse”. Selvforståelse er vigtig for ens identitet og mentale helbred. For folk med en diagnose oven i hatten kan det være endnu vigtigere at sikre sig en forståelse af sig selv og sin diagnose. For Laura har hendes diagnose i høj grad bevirket til, og været brugbar til, dels at forstå sig selv, men også forstå hendes præmisser for at være i verden og indgå i relationer med andre. Hun beskriver hvordan det er blevet nemmere at forklare hendes nærmeste hvorfor hun har det som hun har, i takt med at hun har fået et sprog, af nogle andre, til at sætte ord på de ting hun føler. 

Bedre selvforståelse har også hjulpet hende til at forstå, hvorfor hun nogle gange reagerer som hun gør og hvad hun har brug for i de situationer. Hun fortæller: “Jeg er bedre til at give mig selv, altså leve op til de behov som jeg har og de pauser jeg har brug for. (…) “Og vide hvilke ting der kan trigge mig, altså for eksempel sådan noget som en familie fødselsdag, med mange mennesker i et rum, kan være super belastende for mig,”

Laura forklarer tilmed hvordan hendes proces med at acceptere hendes diagnose og få en hverdag til at fungere bedre, har krævet at hun har inkorporeret nogle bedre rutiner, der gør at hun passer bedre på sig selv: “Når man jo ikke vidste hvordan man havde ADHD, så finder man måder at komme igennem det på, men det slider også en altså at skulle gøre op for det. Så det har virkelig gjort ting lettere pludselig at få det diagnosticeret og få nogle flere værktøjer til at passe på mig selv uden at det skal være så hårdt hele tiden”. 

Som sidste uges artikel belyste, så er ADHD medfødt og altså ikke noget som ud af det blå opstår. Derfor understreger Laura også at det ikke er selve diagnosticeringen som har gjort en forskel, men derimod den forståelse og viden om hvordan hendes hjerne virker som har gjort en forskel: “I virkeligheden handler det om at have en forståelse for hvorfor man reagerer som man gør,  og at det ikke er overdrevent, men helt reelt de ting man oplever” fortæller Laura. 

Når kabalen pludselig går op
Udover at Laura har fået den nødvendige viden til at navigere bedre i hverdagen, så forklarer hun også hvordan hendes tidligere reaktioner og frustrationer i dag giver langt bedre mening. Laura beskriver hvordan hun tidligere har slået sig selv i hovedet over hvorfor hun ikke bare kunne lave sine lektier nu og her, eller komme hurtigere ud af døren, eller huske sine ting når hun skulle steder.

I dag giver det langt bedre mening for Laura hvorfor hun har oplevet disse “normale” ting, som værende ekstra udfordrende. Lige siden hun har fået sin diagnose, har hun fået svar på mange af de ting, hun ikke før forstod, blandt andet hvorfor hun kæmpede i overdreven grad med at håndtere store følelser og hvorfor hun kæmpede med at bevare koncentrationen. Hun beskriver i forlængelse en oplevelse hun havde i gymnasiet: “Det var sådan en følelse af at sidde og stirre på et blankt stykke papir i flere timer og næsten skulle tvinge sig selv til at lade ord komme ned på papiret”. Her gik det virkelig op for Laura, at det egentlig var noget hun altid havde kæmpet med – også i folkeskolen. Efter at hun har fundet ud af hvilke symptomer der passer på hende, “så har det egentlig bare givet ret god mening”, beskriver Laura. Med andre ord går kabalen pludselig op.

Ingen medicin på røde roser
Selvom Laura i det store billede har oplevet hendes diagnosticering som en kæmpe lettelse og en gave til at forstå sig selv bedre, så har processen ikke været en dans på røde roser. Lauras valg om at starte på medicin har ifølge hende gjort en kæmpe forskel, men har ikke været uden bump på vejen: “Jeg har været igennem to slags medicin før jeg kom til den type som jeg tager nu og som virker rigtig godt for mig. Jeg fik nogle ubehagelige bivirkninger på de to første typer medicin jeg tog. Den ene af bivirkningerne var for eksempel at jeg blev deprimeret”, lyder det fra Laura. Vejen til den rigtige medicin har været mentalt udfordrende og drænende og hun beskriver hvordan hun af flere omgange har været fristet til at give op. I dag har Laura fundet den rette medicin for hende, som har gjort mange dele af hendes hverdag lettere. Hun beskriver særligt hvordan mange ting på sit arbejde er blevet lettere: “Det kan godt være jeg sagtens vil kunne gennemføre det, men det vil tage meget mere energi af mig at gennemføre.“

Hun opfordrer andre til at bevæbne sig med tålmodighed og tillid til egen intuition : “Mine ord til nogen der går igennem sådan en proces, det er ikke at give op. Giv det en chance, men husk også at stå ved jer selv og at mærke efter. Husk på at hvis man ikke har det godt, så må man prøve noget andet”.

Nej, alle har ikke ADHD
I følge Laura, er de værste fordomme faktisk ikke dem der handler om hende som person, men mere generelle fordomme om ADHD diagnoser: “Den fordom jeg hører oftest, og som også frustrerer mig allermest, er når folk møder mig med:  Jaja, men vi har jo alle sammen en smule ADHD. Det frustrerer mig, fordi det ikke er rigtigt. “ Ifølge Laura, anerkender folk ikke udfordringen ved ADHD, når de siger sådan. Problemerne, som folk med ADHD har, bliver ifølge hende bagatelliseret som personlige quirks, i stedet for at blive anerkendt som de symptomer på en diagnose de egentlig er. “Det er klart den værste fordom, når folk på en eller anden måde ikke anerkender, at det er en helt reel ting.” Det er frustrerende for Laura, når hun ikke føler sig anerkendt i de symptomer hun har og hun opfordrer alle, uden ADHD, til at være åben og tolerante overfor vores medmennesker med ADHD: “Det er jo ikke noget man har fundet på, men en del af vores hjerne og psyke, som også fortjener at blive taget lige så seriøst som vores fysiske skavanker og andre medfødte ting”.

Derudover frustrerer det hende også, da der er mange mennesker med diagnosen der ikke føler sig hørt, hun siger selv: “Der går så mange rundt og har et rigtig hårdt liv, fordi de ikke bliver forstået eller lyttet til tidligt i livet.“ Som vi skrev i sidste artikel, så betyder det altså noget, hvornår man får diagnosen. Derfor – og på Lauras opfordring –  bør vi gøre os umage for at alle føler sig anerkendt og lyttet til i vores samfund.

Den stille kamp er også en kamp!
‘Dem der råber højest får oftest vores opmærksomhed,’ lyder det ofte i politiske sammenhænge. Ifølge Laura gør samme tendens sig, desværre, også gældende i vores sundhedssystem. “Dem de oftest lægger mærke til, er jo dem der larmer eller laver ballade, så hvis man sidder roligt og kigger ud af vinduet, men alligevel ikke følger med i undervisningen, har man nemmere ved at blive misset,” I Lauras øjne bliver den stille kamp, og den stille diagnose ofte overset. En påstand som direktør for ADHD-foreningen Camilla Louise Ganzhorn er enig i: “Man kan sidde stille og rolig med sig selv og så er man jo ikke til bøvl og derfor bliver man ikke set som værende dagdrømmende eller faktisk have de symptomer som kendetegner Adhd, bare indvendigt, eller andre steder end i skolen.” Du kan læse Camillas interview i første del af serien her (indsæt link). Det er altså et problem at dem, hvis symptomer er mere stille og afdæmpet, bliver overset, fordi man fastholder ADHD til gutter med krudt i røven.

Men ændringer viser sig så småt. I hvert fald hvis man læser de nylige statistikker som viser, at flere kvinder er begyndt at tage ADHD medicin. Det er jo ikke stigningen i antallet af diagnosticeringer, vi jubler over. Men at flere kvinder bliver diagnosticeret med ADHD, giver da i hvert fald et fingerpeg om, at færre kvinder bliver overset og at de får den hjælp, som kan gøre deres liv nemmere. “Det har i hvert fald gjort mit liv meget nemmere”, lyder Lauras sidste ord.  

Mange tak til Laura for at dele sin historie med os.

Skribent: Bjarke Pedersen & Anna Christina Løwe Nielsen

Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen 

Visuelt: Emma Kreutzfeldt