Lad os sammen gå ind i et nyt årti

31. december 2020

Her på tærsklen til et nyt år har vores chefredaktør Matilde skrevet en nytårshilsen. Dette nytår er på mange måder særligt, og mere end nogensinde er vi klar til et nyt og friskt kalenderår. Derfor er dette også en hyldest til det, som kommer. Det er en hyldest til nye begyndelser, og det er en hyldest til os.

Fra alle os på SEIN skal lyde et rigtig godt nytår!

Om tilblivelsen af vores tidsregning og den gregorianske kalender skriver Dansk Sprognævn dette: 

“Det var munken Dionysius Exiguus, der i Rom af pave Johannes 1. blev sat til at udarbejde en ny tidsregning. Dette arbejde var tilendebragt syv år senere i år 532. Dionysius nummererede årene med udgangspunkt i Kristi fødsel således, at han satte Kristi fødeår til det 754. år efter Roms grundlæggelse. Det blev år 1 i den gregorianske kalender. Der er altså her tale om en sproglig definition, ligesom hos Dansk Sprognævn. Første tiår efter den gregorianske kalender begyndte dermed den 01.01.01 og endte den 31.12.10, og andet tiår forløb således fra 01.01.11 til 31.12.20. Parallelt hermed kan det konkluderes, at det tiår, som vi befinder os i for øjeblikket, begyndte den 01.01.2011 og først slutter 31.12.2020.”

Det vil sige, at det først er nu, d. 31.12.2020, at vi afslutter det gamle årti og træder ind i 20’erne. 

Hver gang vi afslutter et år og tager hul på det næste, tvivler jeg på, om jeg nogensinde vil kunne vende mig til dette nye årtal. Totusindogtyve. Tænk, at vi er nået hertil.
Men netop fordi dette år har været sådan et limbo-år, tror jeg, at jeg nu er klar til et nyt. 

Hvert nytår er en hyldest til en ny begyndelse. Det er en ny start, hvor vi lover os selv et rygestop, selvkærlighed og tid til at fokusere på det, som betyder noget. Men netop denne nye begyndelse må være begyndelsen til livet. Lad os love hinanden at smile lidt ekstra, at turde sige tingene ligeud og at være der for hinanden – hvis ikke fysisk, så med vores ord.
Det er ikke kun kalenderåret, som skifter. Når du i aften hopper, løber, danser eller kysser dig ind i det nye år, er det et helt nyt årti. Et årti, som jeg synes, vi skal dedikere til os.
Det her er vores årti. Et årti, hvor det er tilladt at stoppe op, hvor det er tilladt at mærke efter. Det er årtiet, hvor vi ser hinanden i øjnene, når vi passerer hinanden på gangen, og det er et årti, hvor vi gør det, som gør os selv glade. 

Du skal finde din egen passion, og du skal dyrke den! Om det er aktivisme, tekstiler, litteratur, musik, teknologi eller noget sjette, vil du så ikke love mig, at du gør det? 

Det her er vores årti. Det er de unges, de usikres, de famlendes.

Hvad tænker du?

  1. Cirkeline siger:

    Tak<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her