Længe leve skilsmissen

Visuelt af Liv Møller

Jeg er skilsmissebarn. Det er du måske også. Det er der i hvert fald stor chance for. Måske oplever du det endda mere end én gang. Både som barn og som voksen. Det er i hvert fald det, de fleste statistikker præsenterer. Ifølge Danmarks Statistik er det – groft sagt – halvdelen af de nyforelskede, som ender med gå hver til sit.
Mine forældre gik fra hinanden i sommeren 2011. Et følelses- og identitetsmæssigt granatchok. Jeg var snart teenager, så jeg var bevidst om, hvad det var, der skete. Situationen var svær, og jeg havde svært ved at forholde mig til min nye situation. Specielt i starten. Snigende kom fortrængelsen af den sociale virkelighed og bed sig fast. Pludselig gemte jeg mig inde i mig selv. Alt udenom blev mindre og sekundært.

Nok om mig. For alene, er jeg ikke – (u)heldigvis. Helt forventeligt bliver børn ulykkelige, når forældrene går fra hinanden. Og naturligvis eksisterer der dårligdomme forbundet med skilsmissen, såsom at skilsmissebørn klarer sig dårligere i skolen end børn, hvis forældre bor sammen. Det er jeg klar over. Ovenikøbet er jeg heller ikke ude på at negligere disse dårligheder, men vi burde kigge andetsteds hen. Dårligdommene kan muligvis stamme fra vores syn på og den herskende fortælling om skilsmissen.

For synet og den dovne fortælling har hidtil været med til at reducere skilsmissens kompleksitet ved blot at give forældrene skylden. Der skal ikke mange clicks til, før du finder en artikel inde på Kristeligt Dagblad, som har erklæret, at kernefamilien er i fordærv. Plaprende fra spalterne fortælles det, at nye, moderne forældre har underkastet sig de farlige individualiserende og selvrealiserende tendenser. Nærmere sagt: De sætter egne behov over barnets.

Den fortælling køber jeg ikke. Skilsmissen er desværre blevet infiltreret af en form for dogmatisk moralisme. Derfor indleder jeg også denne tekst med det faktum, at jeg er et skilsmissebarn. Det føles som et nederlag at skrive det. Selv i denne tid oplever og associerer vi skilsmisser med nederlag, tragedier og fiaskoer. Vi vender skylden indad, snarere end udad. For hvis vi er vores egen lykkes smed, må vi vel også være vores egen ulykkes smed. Det er den tankegang og det menneskesyn, som eksempelvis Svend Brinkmann har agiteret imod de sidste mange år med bøger som ‘Stå fast’, ‘Ståsteder’ og ‘Gå glip’. Det er nemlig helt okay at sige, at “det er samfundets skyld.” For vi er hverken vores egen lykkes eller ulykkes smed.

Og måske kan noget af skylden tildeles samfundsudviklingen. Èn af hovedgrundene, til at vi i højere grad bliver skilt i denne tid modsat for et århundrede tilbage, er, at der er mere social lighed i form af kvindernes frigørelse. Kvinderne er ikke længere økonomisk afhængige af manden. Dét at blive skilt er heller ikke længere en social synd. Grundlæggende er vi blevet mere frie og lige. Noget, jeg vil mene, bestemt er positivt.  

Det er indlysende, at der eksisterer ødelæggende skilsmisser, hvor skyldspilen ret entydigt peger på egoistiske forældre. Men helt ærligt – er der virkelig nogen, der bliver skilt uden kamp og specielt uden omtanke for børnene?
Alternativet ville være, at forældrene skulle fortsætte forholdet for barnets skyld imod deres egen vilje. Det forekommer direkte irrationelt. Meningsløs og uansvarlig vil tilværelsen være, hvis man tilsidesætter sin egen selvbestemmelse – sit eget valg – resten af sit liv. Du kan modsat opleve mening, hvis du tager ansvar og tager et valg. At vælge er at ville. Skilsmissen rummer dermed et potentiale, som kan give mening. 

Lad os derfor smide den tragediefyldte skilsmisse-tremmeseng ud. Fortællingen om skilsmisse skal ændres. Samtalen om skilsmisse blandt voksne og børn skal normaliseres. Vi er nødt til at sætte os ud over de velkendte fraser som: “Hvor er det synd for jer”. Disse er blot selvforstærkende. De opretholder bedemandsfortællingen om, at man har fejlet som forældre – som menneske – hvis man bliver skilt. Skilsmissen er statistisk og kulturelt blevet et grundvilkår i tilværelsen i et frit og ligestillet samfund. Fortællingen burde i stedet være, at det faktisk er helt normalt, at vi udvikler og ændrer os og heraf finder nye partnere igennem et liv. Kærkomment sagde Søren Kierkegaard engang: “At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.” Måske skulle vi betragte skilsmissen, som at man har mod på livet og tør vove sig ud i dets forunderligheder. Måske skulle vi endda håbe på flere skilsmisser.