Let’s Talk About Seksualundervisning
Er en 20 minutters video i et mørkt lokale i 7. klasse nok til at klæde unge på til at have et godt forhold til seksualitet? Kan man i dag i stedet seksualundervise sig selv på nettet og via populærkulturen? Jeg giver et bud.
Skolebiografen
I den lille skolebiograf sidder jeg som 13-årig skulder om skulder med mine klassekammerater. Vi er spændte og lidt pinligt berørte i det mørke lokale. Især efter vores underviser tænder for den video, vi skal se. Programmet hedder ‘Body Bio’ og er fra 1992. Værterne er to læger, der i et utroligt neddæmpet toneleje taler om, hvor naturligt det er at have et sexliv. Imens bliver der vist videoer af hjorte og fluer, der enten boller eller jagter en mage.
Det hele skriger: SEX ER NATURLIGT, men alligevel gør det ondt at se på. Vi fniser af den retro og over-pædagogiske fortælleform – alt sammen mystificeret af det dunkle lokale. Vi lytter til udsagn som: “mænd har større sexlyst end kvinder”, “kvinder er oftest dem, der pynter sig for at tiltrække opmærksomhed” – alle med en meget binær kønsforståelse. På et tidspunkt står værterne foran en masse sexlegetøj. Den mandlige vært tager fat i en meget naturtro fleshlight; klemmer den sammen og slipper igen. Han siger så: “ja, og den kan også snakke.”
Der var også en anden video fra 1987 om de animerede karakterer, Lis og Per, der kan lide hinanden og ender med at have sex efter en fest. Den får en mere alderssvarende vibe ved at være speaket af to unge, men farverne og tempoet minder mest om noget fra Bennys Badekar. En video, der blev vist på skoler fra 1987 og helt til slutningen af 00’erne. Jeg var inde og finde videoerne på nettet igen for at kunne beskrive dem så detaljeret.
Den mandlige vært tager fat i en meget naturtro fleshlight; klemmer den sammen og slipper igen. Han siger så: “ja, og den kan også snakke.”
Fælles for dem begge er, at det ikke er unge mennesker, der får lov til at fortælle. Jeg fik aldrig selv anden seksualundervisning. Ikke engang et stafetløb, hvor man skulle sætte et kondom på en flamingopik, som nogle af de andre klasser på min skole ellers gjorde. Mine forældre var heller ikke ivrige foredragsholdere, når det kom til seksuallivet.
Så jeg har fulgt nysgerrigt med alle andre steder for at suge viden til mig. Og de seneste år har det også bugnet med steder, hvor man kunne få information – især efter #MeToo i 2017 og igen i 2020, da Sofie Linde holdt en tale, og de fleste blev klar over, at seksuel frigørelse ikke var nok. At det ikke nytter, at unge i princippet “bare” kan se, hvordan man kan have sex via pornosider. Vi bliver også nødt til at tale om samtykke, tryghed og magtpositioner, mens vi taler lyst.
Den online seksualundervisning
Jeg har derfor fundet en masse eksempler på formidling af sex, intimitet og køn på nettet: Firmaerne, PEECH og Klub Venus, der sælger produkter til sex. Deres instagram-konti er fyldt med æstetiske billeder og produkter i behagelige farver, som ikke skiller sig voldsomt ud på en hyper-seksualiseret måde, som porno eller sexshops har det med at gøre. Gennem memes og infobokse i deres posts formidler de indhold om køn, grænser, eksperimentering og accept. Et post fra PEECH kan f.eks. lyde: “Det er okay ikke at have lyst til noget s3ksuelt, selvom din partner har.” Selvom de har en ret feminin æstetik, brander de sig også på at lave produkter til penis-ejere.
Der er også fokus på penis-ejere i dokumentaren, “SEX MED P3”. Vennerne, Mikkel og William, fortæller ærligt om deres problemer med erektion, når de har en promille – vodkapik
Der er også fokus på penis-ejere i dokumentaren, ‘SEX MED P3’. Vennerne, Mikkel og William, fortæller ærligt om deres problemer med erektion, når de har en promille – vodkapik, som de kalder det i afsnittet, “Når pikken ikke virker”. Andre informative produkter er Jonas Risvigs fiktionsserie, ‘Salsa’, der især omhandler unge kvinders begær. Jeg havde lyst til at råbe “ENDELIG,” efter jeg havde set den. Her vises kvinders liderlighed ufiltreret og realistisk ud fra forskellige karakterer i en vennegruppe, der alle har et forskelligt forhold til deres seksualitet.
Også her kommer trygheden ind igen. De har netop i denne serie samarbejdet med intimkoordinatoren, Lea Helmuth, der har skulle kuratere de seksuelle scener, så “de både lever op til instruktørens, men også skuespillernes ønsker og grænser.” Også TV-værten, Anna Lin, har spillet en rolle i at lave informerende seksualundervisnings-lignende programmer til udskolingselever om blandt andet grænser og onani. Og jeg har ikke engang nævnt Sex Og Samfund, der har kvalificeret seksualundervisning til børn og unge som en af deres største mærkesager.
Men når der nu foregår denne offentlige seksualundervisning på nettet; Hvad skal vi så egentligt med seksualundervisning?
Jeg havde lyst til at råbe “ENDELIG,” efter jeg havde set den. Her vises kvinders liderlighed ufiltreret og realistisk ud fra forskellige karakterer i en vennegruppe, der alle har et forskelligt forhold til deres seksualitet.
Hvad har vi brug for?
Noget af det, der især er blevet belyst de sidste par år, er, hvordan vi får præsenteret indhold på Instagram og TikTok. Det er de effektive algoritmer, der regner ud, hvad der holder vores koncentration allerbedst. Men er det altid lige gavnligt? Der opstår i hvert fald en ulighed i, hvem der får hvilken information. Her er der større risiko for, at den samme fakta bliver fremstillet – og fra den samme type mennesker.
Jeg har også selv været forvirret over alle de råd og inputs, jeg konstant bliver bombarderet med. De har jo alle (umiddelbart) en intention om at informere os og gøre vores liv bedre, men de kan komme til at diktere samtalen imellem os. Og nogle af dem er – måske lige udover Danmarks Radio – også firmaer, som skal sælge produkter eller Instagram-konti, der har brug for likes og omtale for at få boostet deres algoritmer.
Den fysiske undervisning kan resultere i, at vi ser hinanden i øjnene og får værktøjerne til at skabe vores egen samtale om sex, køn osv. Især så vi ikke kun får det gennem animerede figurer eller læger, der fortæller om deres første gang (som i den video, jeg selv så, da jeg gik i folkeskolen). OG det kommer forhåbentlig til at ske! Den 4. oktober blev Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale, Konservative, DF og LA enige om, at der fra skoleåret 23/24, skal være obligatorisk seksualundervisning på gymnasiale uddannelser. Undervisningsministeriet udmeldte, at eleverne skal “stifte bekendtskab med samtykke, grænser, prævention og seksuelt overførbare sygdomme.”
Det bliver spændende at følge med i, hvordan uddannelserne kommer til at udføre denne obligatoriske seksualundervisning. Og hvor fyldestgørende det bliver til de unges behov. Jeg håber, at de også kommer til at fokusere på at give ungdommen plads og ikke bare dikterer som dem i Body Bio fra 1992. At de er med til at skabe en tryg samtale, hvor det er okay at fejle og stille de “dumme” spørgsmål. Hvor der er repræsentation af forskellige former og grader af lyst for alle køn. De kan jo f.eks. starte med at se afsnittet om den transkønnede krop i ‘SEX MED P3’. Det meget pædagogiske afsnit besvarer en masse af de spørgsmål, jeg ellers ikke har turde stille. Til et emne, der i hvert fald ikke var tænkt ind i Body Bio.
Hvad er dine forhåbninger for den kommende seksualundervisning på ungdomsuddannelserne?