Litteraturen er ikke (kun) et spejl

21. januar 2022

Ofte læser vi bøger, som (til nogen grad) foregår i en verden, der minder om vores egen. Dette essay handler om, hvordan vi kan bruge litteraturen til at forstå, hvor grænsen for vores egen forståelse går; og et par forslag til, hvor man kan starte.

Det har aldrig været nemmere at få adgang til litteraturens verden. Alverdens bøger er tilgængelige i e-bogsformatet, og hvis man ikke har evnen, tiden eller lysten til at læse, kan man lytte til bøgerne i stedet. Lytteformatet er blevet så populært, at der findes et hav af forskellige streamingtjenester kun dedikeret til lydbøger og podcasts. Litteraturen kan mange forskellige ting: Den kan få os til at grine, græde, sågar elske, men vigtigst af alt kan den åbne verden, udfordre os og lære fra sig.

Målet er ikke, at forståelsen kommer bagefter, men i stedet at finde intuitionens ydre grænse.

Hvor vores horisonter mødes

Hver eneste bog, man læser, behøver selvfølgelig ikke at vende op og ned på universet. Ofte læser jeg bøger, som leder mig ind i et liv, der på mange måder minder om mit eget, blot mere hæsblæsende og farligt. Ligesom så mange andre danskere er jeg eksempelvis stor tilhænger af nordisk noir, som kendetegnes ved dens mere naturalistiske (i modsætning til dramatiske) tilgang til livets tragedier … og så er backdroppet ofte en dyb, svensk sø, dansk kyst eller de norske fjelde. Det er genkendeligt selv i sin fremmedhed, og det tvinger os til at lægge mærke til vores omgivelser. Generelt læser jeg meget litteratur, som handler om livsverdener, der minder om min egen. Hovedpersonerne (og historiernes forfattere) er oftest hvide, heteroseksuelle, uddannede europæere, hvis økonomi ikke er det mest presserende problem. Det er som sagt ikke et problem, at man kan identificere med en roman; men før litteraturen virkelig kan leve op til sit potentiale, skal man også tillade sig selv at være uvidende og måske endda kulturelt inkompetent.

Indenfor de sidste par år har jeg derfor forsøgt at læse flere bøger, som behandler emner, jeg ikke forstår. Målet er ikke, at forståelsen kommer bagefter, men i stedet at finde intuitionens ydre grænse. Vi skal stoppe med at forlange af os selv og andre, at vi hele tiden skal kunne relatere til hinanden og assimilere os, indtil vi bliver til én stor, farveløs, homogen masse —destinationen er sammenhold på trods af forskelligheder, ikke en verden uden diversitet.

Visuelt af Johanne Sørensen

Et par steder at starte — den røde skræk og frygten for den fremmede

Det er nemt at sige, at alle burde udfordre sig selv gennem læsning, men det kan være svært at finde ud af, hvor man skal starte. Derfor vil jeg nu præsentere to kinesisk-amerikanske forfatterskaber, som begge har gjort stort indtryk på mig gennem deres skildring af en verden, hvor man skal navigere blandt andet racisme, homofobi og frygten for at stå uden hjem på grund af ens etnicitet. Forfatterne skriver om vidt forskellige skæbner på vidt forskellige tidspunkter i historien, men de har det tilfælles, at de skriver ud fra deres egne unikke oplevelser af at bo i fremmedfjendske samfund. Bøgerne giver os indblik i livet hos kinesiske immigranter og deres familier, først i 1950’erne og så i 1970’erne, årtier som i Vesten var domineret af frygten for kommunismen og kulturel revolution.

... det er et privilegium at kunne stå frem med sin kærlighed.

Koldkrigsminder, kønsroller og forbudt kærlighed

Den første bog, som jeg stærkt vil anbefale, hedder Last Night at the Telegraph Club og er skrevet af Malinda Lo. Bogen omhandler teenageårene hos pigen Lily Hu, som er datter af kinesiske immigranter i 1950’erne. Hu-familien bor i Chinatown i San Francisco på et tidspunkt i vestlig historie, hvor kommunismens spøgelse hjemsøgte alle hjørner af samfundet. Beboerne i Chinatown lever med konstant mistænkeliggørelse, og enhver handling kan føre til tvangsforflytning. Lily drømmer om at blive ingeniør for en rumfartsorganisation, men bliver holdt tilbage af det offentliges syn på hendes etnicitet og køn. Identitetsmarkører, som hun har svært ved at affinde sig med. En dag tager Lilys nye veninde Kathleen hende med til en lesbisk bar, som bliver pigernes tilflugtssted, et sted hvor kønsnormer og seksualitet vendes på hovedet. Bogen handler om den første storslåede forelskelse, men minder også hele tiden læseren om, at det er et privilegium at kunne stå frem med sin kærlighed. Bagerst i bogen præsenterer Lo den research, hun har foretaget for at kunne beskrive tiden autentisk, blandt andet hvordan man i 50’erne talte om LGBT-personer, kvinder og folk med anden etnisk herkomst. Udover at være øjenåbnende er bogen utroligt smukt skrevet, og Lo beskriver teenageårernes følelsesmæssige tumult perfekt; visse vidner hævder, at en enkelt tåre undslap min øjenkrog, da jeg læste bogen færdig.

Det er en gave at få indsigt i andres virkelighed

Familieforhold og oplevelsen af ikke at passe ind

Den anden bog, jeg vil anbefale, er skrevet af Celeste Ng (udtalt –ing) og hedder Alt det jeg aldrig fortalte dig. Bogens egentlige handlingsforløb begynder i slutningen af 70’erne, men store dele af historien finder sted i flashbacks, som går tilbage til midt-50’erne. Bogen følger Lee-familien, der består af faren James, som er søn af kinesiske immigranter og professor på et hovedsageligt hvidt universitet i Ohio, moren Marilyn, som måtte opgive medicinstudet for at blive hjemmegående mor, og deres tre børn Jack, Lydia og Hannah. Historien udfolder sig efter Lydia bliver fundet død i den lokale sø, og familiemedlemmerne føler hver især, at de alene forstår, hvad der er sket med hende. Bogen behandler et væld af temaer, såsom racistisk stigmatisering, ensomhed og sorg, men handler overordnet om det enormt komplekse ved familieforhold og nedarvede traumer. Gennem de forskellige karakterers minder lærer man retrospektivt Lydia bedre at kende, og langsomt afsløres den egentlige årsag til hendes død. Selvom bogen har mørke undertoner, er den skrevet på en måde, der ikke er deprimerende — Ng fortæller skiftevis om fantastiske og frygtelige øjeblikke, og det gør fortællingen meget menneskelig. Karaktererne er dybt humane, og man kan let følge den indre rationalisering, som ligger til grund for de valg, de træffer. Det er en virkelig rørende bog, som fik mig til at glemme, at jeg ikke rent faktisk sad inde i hjernen på familiemedlemmerne. Jeg læste straks efter Små påsatte brande, som også er skrevet af Ng, og den foregår i modsætning til de to andre bøger tættere på nutiden.

Jeg håber, at nogen vil tage anbefalingerne til sig. Det er en gave at få indsigt i andres virkelighed — så hvis du har læst en bog, som har udvidet din horisont, og du vil anbefale den til andre, så skriv endelig i kommentarfeltet!

Hvilke bøger har ændret dit syn på verden?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN