Livets togrejse

Når tankerne begynder at rulle

Lige nu sidder jeg i et proppet søndagstog. Det er mørkt udenfor, og der er en søvnig stemning i hele den kupé, jeg sidder i. Der lurer en følelse i det rullende rum, en følelse, som også findes i mig. En følelse af at være træt, udmattet, udkørt. Jeg glæder mig til at komme hjem, mens jeg dagdrømmende glider hen over de gode ting, som de seneste dage har bragt.

Jeg er på vej hjem til Aarhus, hvor jeg bor, efter en weekendtur i hovedstaden. En tur, jeg så længe havde snakket om at tage på, og som jeg langt om længe så drog på. Endelig kunne jeg – og dem, jeg skulle besøge – få vores skemaer til at forenes.

Nu sidder jeg her i toget og tænker på, hvor rart det var at komme lidt væk fra de hjemlige rammer. Jeg tænker på, hvor dejligt det var at se mine skønne venner igen.

Imidlertid er jeg også opmærksom på selve toget, jeg sidder i: De sæder, jeg kender så godt, glæden i at få en god plads ved vinduet i køreretningen, mennesker, der går frem og tilbage på gangene (dem, der går frem og tilbage, og dem, som man kun spotter én gang).

Alle de her små ting, det går lige pludselig op for mig, hvor vante de er for mig. Det går op for mig, hvor meget jeg har kørt i tog gennem tiden, og hvor meget toget har været en del af min eksistens i alle mulige forskellige livsstadier. På godt og ondt.

Klik her og Støt SEIN

Den spæde ungdom

De år hvor man – selvom man har været teenager i et stykke tid – bliver rigtig teenager. Et kendetegn for disse år kan (karikeret) være, at man lever livet bekymringsfrit, som om der ikke var et “i morgen”.

Spontaniteten var en del af hverdagen. Jeg levede også denne livsstil, men måske lidt mere i skyggen deraf. Jeg vil i al fald ikke karakterisere mig selv som en bekymringsfri eller vild teenager. Ikke at jeg var en særlig slags teenager af den grund, for mange havde – og har – det sikkert, som jeg havde det dengang.

Men den følelse, jeg havde, var som at stå bag mine forældres ben, når jeg var lidt for genert til at vise mig frem. På præcis samme måde stod jeg bag mine venner, når der skulle ske ting, jeg ikke havde prøvet før.

I de år ville jeg med garanti ikke stige ind i et tog uden frygten for det uvisse. Jeg ville nok nærmere stige ind med en underliggende, gennemsyret frygt – ganske vist kombineret med en nysgerrighed. En slags paradoksalt gåpåmod, om man vil. 

Et gåpåmod, der ikke altid var så gennemtrængende og synligt, men det var der, altid. Frygten bundede i, at jeg aldrig helt stolede på mine egne evner til at ende det rigtige sted. Var jeg nu steget på det rigtige tog, sad jeg i den rigtige vogn og på den rigtige plads?

Ville jeg mon slutteligt ende dér, hvor jeg skulle? 

På trods af alt det her, selve frygten og den konstante følelse af at være på vagt, elskede jeg togturene. Jeg var, dengang, virkelig god til at sætte noget musik i ørene, lægge telefonen fra mig og bare kigge ud ad vinduet og nyde alt, som mine øjne kunne nå at fange. Et trillende trommerum. 

Så blev jeg ”voksen”

Og nu er jeg blevet nogle år ældre, og jeg lever et såkaldt ”voksent liv”, som jeg egentlig har mere lyst til at kalde et “mellemliv” eller et “sabbatårsliv”. Et liv, der findes midt imellem.

Ligesom Bølle Bob og de andre engang sang: “Vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn, vi er både og hverken enten eller”.

Noget, jeg mange gange i mit liv har kunnet sætte mig ind i.

Jeg føler, at livet sommetider lægger lænker på mig. Der er nogle ting, man bliver nødt til at tænke på – og nogle gange bekymre sig om – hvis man skal få det hele til at hænge sammen.

Ting såsom at betale husleje. At tjekke om der er mad i køleskabet. At huske at bestille en vasketid, inden der ikke er mere rent tøj tilbage. Alle disse ting, man bare ikke kan komme udenom i det voksne, selvstændige liv. 

Det værste er næsten, når de her ting bliver trukket ind i det, der skulle være sjovt. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er kommet til at tænke: ”Hov, jeg skal da egentlig lige huske at bestille vasketid, jeg har næsten ingen rene underbukser,” alt imens jeg sidder og griner over en øl med mine venner.

Desværre bliver det for mig tit en ond spiral. Når jeg først er kommet i tanke om vasketiden, kommer jeg i tanke om alt det andet, jeg også skal nå at have gjort inden dét og dét. Det ender tit med, at jeg zoner ud i et minut eller to, går glip af den samtale, der er i gang, og derefter slår mig selv i hovedet over, at jeg ikke bare kan nyde det, jeg er i.

Alt det gør sig også gældende, når jeg kører i tog. Hvor jeg før i tiden kunne sidde og kigge ud ad vinduet og nyde udsigten, bare være til og slappe af, sidder jeg nu oftest med min computer og ordner praktiske ting; alle de ting, jeg ikke lige har nået, og så er det jo oplagt at få det gjort på toget.

Det er egentlig ikke, fordi det gør mig noget bruge tiden i toget “fornuftigt”, men jeg savner at kunne sidde og nyde turen. At få slappet lidt af og bare være. 

Men en ting er sikkert: Jeg er kommet af med den underliggende frygt, der var i mig, da jeg rejste med tog før i tiden. Jeg kan stige ud på en togperron nu med en selvsikkerhed og et mål, i stedet for at lade mit mål finde mig.

Toget som symbol på livet

Togperronen er, set med mine øjne, et meget godt billede på livet. I hvert fald mit liv. Følelsen af at stå af et tog, som jeg i øvrigt skal ved et af de næste stop. En af de travle afgange, hvor mange skal af og mange skal på. Træde ud og blive mødt af en stime af mennesker.

At stå dér, mennesker, der suser forbi, alle på vej i hver deres retning – men ikke vide hvilken vej, jeg selv skal gå. At stå der og observere alle, der har en vej, en retning, et mål. Hele tiden at blive mødt af muligheder, forskellige veje at gå og spekulere over hvilken vej, jeg dog selv skal vælge. 

Heldigvis, når jeg har stået der i noget tid, vender jeg blikket og bliver mødt af en øjenkontakt. Mit blik møder dem, jeg leder efter, og dem, der venter mig. Det er min vej, det er min trygge ramme, og det er det, som giver mig tro på, at livet nok skal fortsætte i kørselsretningen for mig.

Tekst: Céline Vittrup Fasdal
Visuelt: Albert Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Emma Johanne Holmen Christensen