The Bitter End

04. oktober 2018

I sommerferien var Rasmus i New York. Her besøgte han det legendariske spillested The Bitter End, hvor mange af hans musikalske idoler i tidens løb har begyndt deres karrierer. Han har skrevet en tekst om stedet, om at opleve dets nutid med den konstante bevidsthed om dets ikoniske fortid i tankerne og om den stort set ukendte sangerinde Fantine, der måske en dag vil kunne nævnes som endnu et navn på listen over de mange musikere, der i tidens løb har taget deres første skridt mod anerkendelse og berømmelse på The Bitter End.

Illustation af Mia Burrett

Det første, jeg bemærkede, da jeg trådte ind under den blå baldakin over trædøren til The Bitter End, var en mindeplade, der fortalte, at New York Citys byråd – i anerkendelse af stedets mangeårige bidrag til byens kulturliv – havde udnævnt den 23. juli til Bitter End Day. Jeg studsede over det sjove tilfælde, da jeg – udvidende om denne mærkedag – netop havde valgt d. 23. juli til at besøge stedet. Jeg glemte det dog hurtigt, da jeg trådte indenfor, for der ikke var noget, der indikerede, at den her aften var anderledes end andre aftener på The Bitter End. Uanset hvad grunden til, at stedet tilsyneladende havde glemt sin egen mærkedag, var, lod det ikke til hverken at være mangel på bevidsthed eller interesse for egen historie. Barområdets vægge var fyldt med malerier og fotografier af de mange stjerner, der i tidens løb har optrådt på stedet – fra Woody Allen til Lady Gaga – og resten af spillestedet var dækket af plakater, der blandt andet afslørede, at Joni Mitchell og Neil Young spillede der hver aften fra den 23. til den 28. oktober 1968. Hvis man gik hen og fik den uheldige mistanke, at stedet hang fast i fortiden, behøvede man dog ikke kigge længere end til de to toiletter, som etablissementet – måske i et halvhjertet forsøg på at lave et tidstypisk kønspolitisk statement – havde valgt at inddele under kategorierne ‘kvinder’ og ‘intetkøn’. Det er dog selvfølgelig musikken og ikke inddelingen af toiletterne – som amerikanere ellers tilsyneladende er enormt optagede af – det hele handler om.

I 1968 sang Joni Mitchell: “In a Bleecker Street cáfe / I found someone to love today“. Caféen, hun sang om, var The Tin Angel, der lå lige ved siden af The Bitter End, og når jeg ser hendes navn på plakaten fra 1968, er det de ord, jeg forestiller mig hende synge. I dag er The Tin Angel lukket, og det samme gælder steder som Café Au Go Go, der lå på den anden side af gaden fra The Bitter End, og hvor Mitchell spillede sin allerførste New York City koncert i 1967. Ja, faktisk er størstedelen af de steder, der dannede rammerne for 60’ernes legendariske Greenwich Village folkscene – regeret af kongen Bob Dylan og dronningen Joan Baez – i dag lukkede.

Da jeg på en brændende varm juliaften tog metroen til Bleecker Street for at undersøge stedets nutidige tilstand, var det med denne bevidsthed om stedets stjernespækkede fortid i mine tanker.

Et af de få steder, der endnu holder fanen højt, er The Bitter End, som stadig aften efter aften lægger scene til sommetider kendte, men heldigvis oftest fuldstændigt ukendte, musikere. Senest har stjerner som Lady Gaga – under navnet Stefani Germanotta Band – og Lana Del Rey – som dengang kaldte sig Lizzy Grant – begyndt deres karriere på stedet. Da jeg på en brændende varm juliaften tog metroen til Bleecker Street for at undersøge stedets nutidige tilstand, var det med denne bevidsthed om stedets stjernespækkede fortid i mine tanker.

Jeg ankom til The Bitter End lige i tide til at se aftenens anden optrædende – en ung kvinde ved navn Fantine og hendes band. Fantine, der er af russisk og dominikansk oprindelse, beskriver sin musik som New-Soul, men mens soulelementerne bestemt er tydelige, kan hendes musik nok bedst betegnes som en Kali Uchis-lignende blanding af genrer, der udover soul også indbefatter R&B, poprock, funk og synthpop. Åbningsnummeret ‘Don’t Come Around’ ledte også mine tanker tilbage til 70’ernes New Wave med en simpel og repeterende keyboardmelodi og et reggaeinspireret guitarriff, der godt kunne minde lidt om The Police. Fra det øjeblik Fantine åbnede munden med linjerne “Down I go to dance on the basement floor / Now I know myself to the very core” stod det klart, at hun er født til at stå på en scene. Hun bevægede sig med en forbløffende naturlighed og en selvsikkerhed, der gjorde det svært at tro hende, da hun efter første nummer sympatisk betroede publikum, hvor nervøs hun var. Sangen ‘My Kryptonite’, som hun sang i midten af sin otte sange lange koncert, var det tætteste hun kom på en ballade, og den ville kunne danne et ikke helt ueffent bagtæppe til en kinddans til et highschool prom. Sangen blev særligt velmodtaget af et enkelt par, der sad i et hjørne og gav sig til at kysse aggressivt gennem størstedelen af sangen uden tilsyneladende at lægge mærke til servitricen, der ihærdigt forsøgte at gøre dem opmærksomme på stedets ‘to drinks pr koncert’-politik (en politik, der i øvrigt er lidt voldsom, koncerternes længde taget i betragtning). Personligt fandt jeg sangen en anelse for klichéfuld, selvom jeg måtte erklære mig enig med Fantine, da hun ved sangens afslutning fortalte, at sangen handler om en person, der er som kryptonit for hende og konkluderede, at alle nok har sådan en person. Langt bedre fandt jeg den dystre og lidt Lana Del Rey-agtige ‘Who Are You’ samt sangen ‘Eleven’, som hun indledte med ordene ‘He’s gonna kill this’ henvendt til sin bassist. I det hele taget var det kendetegnende for koncerten, at Fantine – mens hun hele tiden forblev i centrum – i høj grad gav sit band lov til at shine. Det var især tydeligt i afslutningsnummeret ‘Get With Me’, hvor alle fire bandmedlemmer fik en solo. Særligt trommesoloen var et festligt indslag, idet trommeslageren formåede at knække sin ene trommestik, hvorefter Fantine samlede de to halvdele op fra gulvet og stak dem ned i sine bukser, mens hun lavede en form for twerkende dans for måske at gøre opmærksom på trommestikkens falliske kvaliteter. Så sluttede koncerten – temmelig pludseligt – og mens Michael Jackson lød over anlægget, forsvandt Fantine og hendes band (samt halvdelen af gæsterne) hastigt.

Hun begyndte af synge, og det slog mig, hvor tydelig inspirationen fra den musik, der kendetegnede de tidelige dage på The Bitter End, var. Den gang stedet husede Joni Mitchell, der sang om kærligheden, hun fandt på caféen lige ved siden af.

Det næste band var – ifølge den forvarslede tidsplan – The Oz Noy Trio. Der var dog noget umiskendeligt u-trio-agtigt ved antallet af musikere på scenen, der vidnede om, at noget andet måske var tilfældet. Ikke desto mindre leverede bandet en legende jamsession, der godt nok passede glimrende ind i New Yorks free jazz-tradition, der havde sin storhedstid nogenlunde samtidig med, at The Bitter End havde sin, men – som det ofte gælder for jamsessions – nok var sjovere for musikerne end for publikum. Der gik ikke længe, før jeg forsvandt samme vej som de mange publikummer, der kun var der for at se Fantine. Da jeg trådte ned på Broadway-Lafayette metrostationen for at tage toget tilbage til Williamsburg, blev jeg mødt af lyden af akustisk guitarfingerspil og sporede lyden til en ung kvinde i en hvid kjole, der stod på perronen på den anden side af togskinnerne. Hun begyndte af synge, og det slog mig, hvor tydelig inspirationen fra den musik, der kendetegnede de tidelige dage på The Bitter End, var. Den gang stedet husede Joni Mitchell, der sang om kærligheden, hun fandt på caféen lige ved siden af.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *