LOADING NUUK: ”Om 50 år kan jeg ikke genkende mit Grønland”

Ordet “loading” strækker sig hen over en grå betonmur i det centrale Nuuk.

Som en buffering-skærm fra en gammel computer løber en sort tidslinje fra den ene ende af væggen til den anden. I den ene ende rejser mørke højhuse, byggekraner og fabriksrøg sig som en miniatureudgave af Manhattan dumpet ned midt i Arktis. “Nuuk-York,” som jeg har hørt nogle kalde det. I den anden ende ligger små farverige træhuse, som nok for de fleste af os står postkort-klart, når vi tænker på Grønland.

Foran muren står 24-årige Natuk Berthelsen. “Det traditionelle forsvinder jo lidt“, siger hun og kigger igen mod muren. “Og så ender vi bare med store bygninger”.

Natuk har boet i Nuuk hele sit liv. Hun er vokset op i blokkene på Radiofjeldet. Et område, der for mange udefra er et symbol på Grønlands koloniale fortid. Men for hende er det først og fremmest et hjem.

At hendes barndomshjem sættes i forbindelse med kolonitiden, skyldes især fortællingen om Blok P. En næsten 200 meter lang betonblok af moderne bekvemmeligheder, der blev støbt for at gøre inuitter til moderne samfundsborgere. Siden skød lignende boligblokke op flere steder i Nuuk, og mange af dem står også efter nedrivningen af Blok P i 2012. Med rindende vand, varme og moderne faciliteter var de, efter datidens standarder, et løfte om en bedre fremtid.

Et af de mest sejlivede udtryk for det løfte findes i det gamle motto: Til gavn for Grønland – til ære for Danmark. En sætning, der indkapsler forestillingen om, at den danske tilstedeværelse i Grønland først og fremmest var båret af gode intentioner.

Og lige præcis den fortælling er omdiskuteret. For mens nogle ser Blok P som et symbol på koloniale beslutninger truffet langt fra Grønland selv, peger andre på, at blokkene også var et produkt af deres tid. 

Arkitekt og byplanlægger, Carsten Maegaard, skriver i Dagbladet Information, at betonblokkene i Nuuk ikke var et stykke kolonialisme, men derimod rationel byggekunst fra 1960’erne.

I 1960’ernes Grønland skulle der bygges hurtigt. Og på de stejle, klippede fjeldsider gav det mening at bygge opad, ligesom man gjorde i resten af Europa. Og selvom han erkender, at resultat blev nogle triste boligblokke, så er de et stykke kulturhistorie, både i Danmark og Grønland.

Men for arkitekt, Jacob Exner, hører betonblokkene ikke kun fortiden til. De er en del af det Nuuk, grønlændere lever i dag. Derfor mener han heller ikke, at byen kan beskrives som postkolonial. Når han ser byen i dag, ser han stadig en kolonial by, bygget på ideerne fra 1960’ernes modernisering.

For selvom Grønland ofte forbindes med de små røde, blå og gule træhuse, ser virkeligheden anderledes ud. Størstedelen af befolkningen bor i dag i etagebyggeri og boligblokke i de største byer.

Netop derfor er Natuks bekymring ikke så enkel, som den måske lyder. For hun er ikke imod udviklingen. Hun er vokset op i den.

Kraner skærer sig gennem den lave himmel over Nuuk. Lyden af maskiner runger mellem bygningerne, mens nye boligkomplekser skyder op hurtigere, end mange kan nå at vænne sig til dem. Nuuk bygger sig større, stærkere og bedre?

Bygninger skyder op mellem byggepladser og kraner, og byen forandrer sig hurtigere end nogensinde før i en tid, hvor hele verden følger med. Forandringen handler ikke kun om mursten og beton. Den handler om politik. I de senere år er Grønland rykket ind i centrum af den internationale opmærksomhed. Særligt USA’s interesse for landet har sat spørgsmål om selvbestemmelse, udenrigspolitik og rigsfællesskab højt på dagsordenen. Landets politikere tegner grænser over for omverdenen og Danmark

Fortællingen om rigsfællesskabet er nemlig blevet udfordret. Hvor forholdet mellem Grønland og Danmark tidligere ofte er taget for givet, diskuteres det i dag langt mere åbnet, hvad det forhold egentlig er og skal være.

Og lige præcis derfor er jeg taget til Grønland.

For indenfor landets grænser vokser hovedstaden Nuuk sig bogstaveligt talt ud af fortidens skygge . I de centrale planstrategier bliver Nuuk tegnet som hele landets ”vækstmotor” . Byen skal ikke længere bare være et sted at bo, den skal være en ”arktisk hovedstad” og en ”international port til verden” . Men når politikere tegner fremtidens Grønland på talerstole og i internationale mødelokaler, hvordan mærkes forandringerne så blandt dem, der lever dem?

Jeg spørger Natuk hvad det er for et Grønland der står tilbage, og endnu vigtige, hvad der forsvinder med byggerodet. “Det er nok bare det mere traditionelle. At det ikke ligner så meget grønlandsk mere på grund af de nye bygninger, som ligner de danske bygninger”, siger hun.

“Hvad betyder tradition i Grønland?” spørger jeg.

Natuk fortæller, at tradition betyder meget for grønlændere. Hun oplever samtidig, hvordan flere traditioner igen er blevet synlige. For hende et tegn på, at mange forsøger at holde fast i det, der gør Grønland særligt.

Men for hende handler tradition ikke om at bevare alting, som det altid har været. Det handler om at kunne genkende sig selv i det Grønland, der rejser sig mellem byggepladserne.

Natuk er nemlig ikke bange for udviklingen, etagebyggerierne eller mere beton i byen. I stedet er hun bange for at kigge ud over Nuuk og ikke længere kunne se sig selv, sine forældre, sine bedsteforældre og sine forfædre.

”Om 50 år kan jeg ikke genkende mit Grønland”, siger hun.

Hør Natuk fortælle om sit Nuuk og frygten for at miste det Grønland, hun kender, i første afsnit af podcastserien LOADING NUUK.

På muren bag Natuk rejser højhusene sig over den sorte loading-bar. Nuuk-York. Men hvad er det egentlig, der adskiller Nuuk fra New York?

Bygningerne bliver højere, byen bliver tættere og verden kommer tættere på.

Natuk er ikke imod den udvikling. Men hun håber, at der stadig er plads til det Grønland, hun kender, når fremtidens Nuuk står færdigt.

For når loading-baren en dag rammer 100 procent, er spørgsmålet ikke kun, hvordan byen ser ud. Men hvem der kan genkende sig selv i den.

Dette er den første udgivelse i serien LOADING NUUK. Her møder Megan unge mennesker i Nuuk og undersøger, hvordan det er at vokse op i et Grønland, der forandrer sig, mens resten af verden følger med.

Serien er en del af Unge på Udebane, og det kan du læse mere om her.

Tekst: Megan Owen

Fotografi: Natalie Howkins Lange