Løbende tanker

Fælledparken, mandag d. 16. marts 2020

Jeg mærker efter en sidste gang inden min første tur. På trods af at mine kors- og snørebånd sidder, som de skal, er mit knæbind ved at ætse af angst for at lande lige så forkert som i Valby Idrætspark 2018. Minder om ydmygende snakke med sagsbehandlere fra jobcentre og forsikringsselskaber springer frem på nethinden, derefter min mor, der af afmagt råber af personalet på sengeliggende afdeling på Hvidovre. Jeg tænker over, hvis man nu kunne råbe stafylokokker ud af et knæ. Jeg tænker på, hvor meget man i det hele taget kan råbe sig til i den her verden. “EN, TO, TRE …” En mand kommer gående og tæller højlydt, hvor mange der står ved træningspælene, hvor jeg laver mine udstrækninger. “11” konkluderer han, inden han går over for at lave dips, og jeg rækker tunge af ham bag min halsedisse. Et salatfad kommer kørende på cykelstien og standser foran os. “Man må kun være 10 samlet,” siger han indebrændt, som om han næsten ønskede, at der var mere bandekriminalitet end corona i København. Men at corona er her, er en kendsgerning, lige såvel som vand kan blive til is (og omvendt), og at jeg må se at løbe. 

Les Arceau, Montpellier, lørdag d. 18. september 2020 

Det er lørdag, og jeg er ved at være fuldstændig ædt op af ensomheden. 

Jeg har været her i en måned, og jeg forstår intet af, hvad nogen siger, og ingen gider at forstå, hvad jeg siger. I Danmark bliver det set som en styrke at kunne være åben om sin skrøbelighed. I Frankrig er det en svaghed. Jeg føler mig mindst ensom, når jeg er alene. Jeg føler mig allermest ensom, når jeg står i køkkenet med mine roomies og spiller nogen, jeg ikke vil være. 

Jeg mistede kontakten til Eduard. Han er fransk, men vil gerne lære dansk, og han vil gerne hjælpe mig med fransk. Jeg drak mig fuld, og vi mistede kontakten. 

Jeg løber langs Avenue D’assas og ser to bænke lige foran en rundkørsel og tænker på, hvor man ville placere sig, hvis nu man var en bænk i stedet for et menneske med moralske tømmermænd.

Søerne, lørdag d. 5. december 2020 

Hjemkomsten har været nedslående. Alle forventninger er blevet opfyldt. Alle mennesker, jeg har savnet, er set, og nu står jeg på mit barndomsværelse og kigger ud ad vinduet til min baggård, som består af 5 parkeringspladser, 3 pulterkamre, 1 cykelhalvtag og 1 halvhjertet affaldssortering. Min telefon er lige så stille som en ugle uden et træ. Jeg tænker på alle de steder, jeg kunne stå og glo, som ikke var på mit barndomsværelse. Jeg føler, at der fosser mening ud af mig, imens jeg bare fucking står her og er 22 år gammel. Jeg ringer til min far. Han siger “Løb, knægt. Der er pandekager i morgen” 

Kalvebod Brygge, tirsdag d. 29. december 2020

Det er med tunge ben og dårlig mave, at jeg lader jeg min tunge krop snuble ned ad trappen. Jeg er ingen maskine, og det er ikke længere et spørgsmål om højre og venstre. Jeg når Kalvebod Brygge og bliver fuldstændig knust over, hvordan rigdom og magt ødelægger min by. Jeg får lyst til at råbe ad alle de pæne folk i Aller Media og Marriott som en storebror, der prøver at beskytte sine mindre søskende i skolegården. I afmagt vil jeg hoppe i vandet, for København, for at vælge side, for at gemme mig fra de frygtelige konsekvenser ved at fortsætte med at løbe.

Nevrestien, 11 januar 2021

Jeg er flygtet til min vens sommerhus på Ærø. Jeg sad fast i storbyen. Storbyen kan let forekomme som en stor og sulten maskine, som aldrig bliver mæt. Jeg løber langs Nevrestien og ser det Sydfynske Øhav skabe sig. Mit i det rasende Sydfynske Øhav ligger der en ø ved navn Lilleø. Jeg forsøger at holde øjnene på den sjappede grussti, men kan ikke slippe mine øjne fra Lilleø. Jeg tænker på, at jeg engang stødte på frasen “Intet menneske er en ø”. Jeg kan huske, at det irriterede mig helt ekstremt. Jeg følte mig nok mest bare ensom over virkelig at være en ø. Jeg tænker på, at man jo godt kan være en ø med en bro. Måske er jeg en ø med en lille bro, men jeg er for fanden ikke noget kontinent. 

Nevrestien er en simpel grussti, der strækker sig fra Ærøskøbing til Lille Rise. Der er noget trygt ved Nevrestien. Der er så meget skønhed i det begrænsede. Jeg får lyst til at dræbe lysten til at løbe mod noget hele tiden. Et forkvaklet storbyutopi sidder fast i mig som en udkørt nerve. 

Volden, fredag d. 29. januar 2021

Jeg er som en maskine. Mit højre ben rammer gruset, lårmusklen spænder sig og tager imod stødet med kyshånd, imens mit venstre ben forbereder sig på at gøre nøjagtig det samme. Jeg er maskinen, der bærer sin skygge med en kynisk lethed. Så let og kynisk, at jeg overhaler samtlige forbipasserende ved Volden. Jeg er maskinen, som jeg kun kan betjene. Ikke engang snørebåndene tager en fridag i dag. Maskinen ejer denne grussti. Alle kan se maskinen, og alle kan se, at maskinen skal forbi.

Amager Fælled, 26. februar 2021 

Det er årets første løbetur uden skiundertøj. Jeg er som en velsmurt maskine. Symbolsk lytter jeg til Eric Claptons “Travelling Light”, mens jeg overhaler alle og enhver. Jeg mærker mine fødder akkurat rammer gruset.

Jeg løber forbi en demonstration, hvor der demonstreres mod byggeriet på Amager Fælled. Her stod jeg og havde det dejligt over at løbe uden skiundertøj og føler mig god i min egen lille verden, mens der sidder en gruppe og kæmper for noget større, noget grønnere. Skammen overmandede mig, og jeg måtte løbe fra de ubekvemme kendsgerninger.

Hørve, d. 18 april

Jeg har aldrig før følt, at jeg løb fra noget, når jeg løb. Men i dag turde jeg ikke at løbe tilbage.