Logikken bag kaos

Under en rejse til Firenze i 1787 kan Goethe høre larm på gaden uden for den lejlighed, han har lejet, mens han befinder sig i byen. Da han stikker hovedet ud ad vinduet, mødes han af et mærkeligt syn: et karneval med mænd klædt ud som kvinder, kvinder iført mandetøj og andre udklædte skikkelser.

Samtidig samles hundreder af udklædte mennesker et andet sted i Firenze og vælger en konge, som de udstyrer med krone og bærer gennem karnevalets optog. Folkemængden kaster kridt og ler på præster og de rige familier, der er samlet i området omkring Palazzo Ruspoli.

Goethe skriver om karnevalet: ”Enhver kan opføre sig så tosset og tåbeligt, som han lyster, og bortset fra slagsmål og knivstikkerier er alt tilladt. En stund synes forskellen mellem høj og lav at være ophævet”.

Klik her og Støt SEIN

Som ærkeeuropæisk intellektuel starter Giuliano da Empoli selvfølgelig sin nyoversatte bog, Kaosingeniørerne, med beretningen af Goethe. Men det er et stærkt billede, Da Empoli tegner. For ham er karnevalet billedet på de moderne populistiske bevægelser.

I karnevalet, hvor det et kort øjeblik synes, som om forskellen mellem høj og lav er ophævet, og alt er tilladt, findes der ifølge Da Empoli også den samme grundessens af leg og grænseoverskridelse, der har drevet figurer som Trump frem.

I de populistiske bevægelser, fra USA til Italien, ligger løftet om en omvending, hvor vreden mod de magtfulde kan få et udløb. I karnevalet som i populismen er det vigtigste, at folkets vrede kanaliseres ind i en bevægelse, der kan vende om på magtforholdene og ydmyge de ledere, man mener, er korrupte og illegitime.

I Kaosingeniørerne beskriver Da Empoli de ingeniører, spindoktorer og ideologer, der har orkestreret den moderne udgave af karnevalet: højrepopulismen. 

Da Empoli, som til daglig er professor i politologi på Sciences Po i Paris og tidligere toprådgiver, er blevet en intellektuel superstjerne, ikke mindst med sin seneste bog, Rovdyrets tid, som er blevet et fast referencepunkt hos journalister og politikere.

Det er en gave, at det lange essay Kaosingeniørerne – som er skrevet tilbage i 2019 – nu er oversat til dansk. Den er for mig at se langt mere interessant end Rovdyrets tid, som er en intelligent, men også reduktionistisk og dystopi-fetischerende bog. Kaosingeniørerne er syv år efter sin tilblivelse utrolig relevant og gribende læsning.

Som frøer i en gryde med vand

En del af bogens aktualitet kan tilskrives, at bogen er skrevet i 2019. Her er Trump altså lige blevet præsident, og højrepopulismen, som vi kender den i dag, er stadig en ny politisk virkelighed.

I dag er vi blevet vant til Trumps udskejelser og fascistiske tendenser rundt omkring i Europa. Nogle gange kan det føles, som om vi er frøer, der sidder i en gryde med vand, der langsomt koges op, uden vi opdager noget. At vi med tiden er blevet vant til al galskaben og glemmer, hvor vanvittig virkeligheden er.

At læse Kaosingeniørerne er som at blive mindet om, hvordan vandet egentlig plejede at være. At få vasket sine øjne for det lag af accept og vanthed, man har fået over for Trump og co.

I bogen beskriver Da Empoli, hvordan vreden i de vestlige samfund er blevet udnyttet af det, han kalder for kaosingeniører. Spindoktorer og ideologer, der i en ny verden med sociale medier har skabt en ny logik i politik, hvor vrede og polarisering udnyttes, og hvor sandhed og løgn smeltes sammen.

En klike af mænd, der bag kulissen har bragt skikkelser som Trump, Orbán og Netanyahu til magten. På sin vis tegner Da Empoli billedet af en gruppe mørkemænd, der minder påfaldende meget om den magtfulde elite, populisterne selv mener at bekæmpe.

Her er der blandt andet tale om Steve Bannon, Dominic Cummings, Milo Yiannopoulos og Arthur Finkelstein – figurer, der alle har været med til at bringe en logik til politik med kampagner, der taler til had og splittelse, målrettet mod bestemte grupper på sociale medier. Der er tale om en grundlæggende strukturel ændring i, hvordan politik føres og formes. I kaosingeniørernes verden er sandhed ikke et mål, men en kampplads, og løgnen et middel til at sikre sig opbakning.

I dag virker det nærmest banalt at konkludere, at algoritmer styrer vælgere og borgere, men Da Empoli så udviklingen allerede dengang.

I Kaosingeniørerne gør Da Empoli primært populismens sejrsgang til et resultat af figurer som disse og lader dermed også de større strukturelle bevægelser i de vestlige samfund – ulighed, globalisering, indvandring – glide i baggrunden. I den forstand handler bogen ikke om, hvad der har skabt vreden, men hvem der har udnyttet, målrettet og forstærket den.

Kan man vinde over kaosset?

Fascinationen af disse figurer kan til tider også blive problematisk, fordi det forsimpler den brede populistiske bevægelse til enkelte individer. Samtidig risikerer man at undervurdere den rigtige vrede og uretfærdighed, der ligger til grund for bevægelser som MAGA, hvis man forstår dem som resultatet af en række spindoktorers værk.

Men Da Empoli’s bog er relevant, fordi den tegner et billede af udfordringer, vi i den grad stadig kæmper med i dag. Hvordan vinder demokratiske kræfter i kampen om folks opmærksomhed, når det altid er nemmere at puste til vreden og splittelsen? Med andre ord: Hvordan slår man kaosingeniørerne uden at blive som dem?

I den forbindelse bliver det ofte overset, også af den nutidige Da Empoli, at der i årene efter 2019 faktisk er opstået progressive kræfter, der kan vinde via de sociale mediers algoritmer. Ikke mindst New York borgmesteren Zohran Mamdani er et eksempel på en politisk figur, der har vundet på den nye politiks præmisser uden at overgive sig til splittelse og had.

En af kaosingeniørerne i bogen er Arthur Finkelstein, som blandt andet har været med til at bringe Viktor Orbán til magten i Ungarn. Selvsamme Orbán, der forleden tabte magten til den også højreorienterede, men EU-venlige Péter Magyar.

Måske er der alligevel ved at tegne sig konturerne af en progressiv bevægelse, der kan overleve i rovdyrenes tid. Uanset om den vinder igennem eller ej, er Kaosingeniørerne en bog, der er værd at læse for alle, der vil forstå, hvilke logikker der ligger bag højrepopulismens sejr, og for alle, der vil prøve at forstå, hvordan man kan slå dem.

Tekst: Nicolai la cour
Redaktør: Laura Rye Bislev