Lost in Translation

21. november 2017

Caroline har været i Japan. Hun har altid drømt om at stå midt i en anden kultur og mærke en følelse af fortabthed ligsom i de smukke, melankolske scener i filmen ‘Lost in Translation‘. Mærke, at man bliver fortabt i et fremme land, både fordi man forelsker sig i det, og fordi man intet forstår. Alt det fik hun lov til at opleve, og hun har taget lilla-blå billeder og minder med hjem. Caroline har skrevet en hyldest til Japan, til at komme ud af sin comfort-zone og til at udleve sine små filmdrømme.

Illustration af Caroline Hjorth Lehmann

Jeg har været to uger i Japan. Et land, man ikke rigtig kan forestille sig eller forberede sig på, før man når dertil. Jeg har set det farverige Harajuku-område i Tokyo i en kraftig tyfon, oplevet den ellers altid on time Shinkansen forsinket, set Hiroshima, der på under 100 år har bygget en storby i et område, der blev jævnet med jorden af atombomben i 1945. Jeg er blevet jagtet og nappet i bagdelen af sultne sikahjorte i Nara, set geishaer og kimonoklædte lokale og turister i Kyoto, oplevet distræt japanerplanlægning og dyre sommerhuse i Karuizawa og igen været tilbage i det larmende og polerede Tokyo med pastelfarvede bygninger og høflighed, der overgår den danske til langt over skyerne. Det er gøjl og kawaii ved næsten hvert et gadehjørne blandet med systematik, struktur og traditioner. Jeg tror aldrig, at jeg har spist så mange risboller med tang før eller drukket så mange forskellige underlige soft drinks fra utallige vending machines. Og selv med jetlag, trætte ben og et kogt hoved fra alle indtrykkene, så har jeg elsket hvert et øjeblik.

Jeg har altid ønsket mig at have et øjeblik, som var jeg med i filmen ‘Lost in Translation’. Mærke en følelse af fortabthed i en helt anden kultur, på et helt anderledes sprog og i et fremmed land som Japan. Det viste sig ikke at være svært. Med en tidsforskel på først 7 timer og senere – på grund af den danske vintertid – 8 timer var kontakt med venner i Danmark begrænset. I to uger levede min familie og jeg i en skør boble af den ene efter den anden Lonely Planet-forside, ris, mochi og dagligt ømme ben fra at gå de japanske byer tynde. Min hjerne har haft en vild rutsjebanetur af indtryk og af at være SÅ langt væk hjemmefra.

Det er dét her, jeg værdsætter ved netop mit sabbatår. Jeg har fået mulighed for at opleve skønne ting og at komme ud af min comfort zone – og at dette blandt andet kan ske i mekka for kawaii ting og Studio Ghibli-skaberens hjemland er syret. Hello Kitty, One Piece-figurerne og Totoro pryder souvenirs ved næsten hvert et tempel og seværdighed, og har du nogensinde tænkt over, hvor længe du har manglet et iPhonecover med 3D plastiksushi på bagsiden? Det har jeg heller ikke. Men det findes. Og hvis du troede, at Danmark var slem til at pakke ind i for meget plastik, så vinder Japan helt klart også prisen for at bruge flest unødvendige materialer til at indpakke din sukkertrang individuelt. Dog finder du ikke ét eneste stykke affald, ubehagelige lugte eller gående rygere på gaden. De bliver placeret i få, små rygeområder, og man må holde på sit skrald, indtil man finder en af de få skraldespande i gadebilledet.
På kort tid kan man komme fra kosmos til kaos og fra traditionelt til high tech. Kontrasterne bliver tydelige, og uanset hvor poleret gaden ser ud, så ligger de hjemløse stadig skjult under broer eller sovende over natten og tidligt på dagen i græsset tæt på pomp og pragt ved det enorme kejserpalads’ haver i Tokyo.

Det er dét her, jeg værdsætter ved netop mit sabbatår.

Nogle gange kan man sætte spørgsmålstegn ved det, man ser. Lidt ligesom når man har trukket på smilebåndet over japaneres brug af engelsk, der nogle gange går en smule galt – som på vores andet hotel i Tokyo, hvor morgenmadsbuffetens “cereal” blev til “serial”. Og jeg har ihvertfald aldrig sagt ordet “wow” så meget før, men jeg tror, det er det eneste ord, jeg har kunne finde passende. Selv efter at jeg er kommet hjem, har jeg kun kunne forklare turen med wow. Allerede nu savner jeg de avancerede toiletter, solnedgange over højhusene, elektronisk fuglekvidder ved fodgængerovergange og undergrundsstationer og den japanske høflighed. Hvor er mit “arigatou gozaimasu” (tak) for at kigge i en butik uden at købe noget og togpersonalets buk, før de efterlader ens togvogn? Wow.

Jeg kunne blive ved med at remse oplevelser op. Det går nok ikke. Der er slået hul på boblen igen, og jeg er tilbage i Danmark. Men indtrykkene holder ved, billeder er der nok af, og det har kun givet mere blod på tanden at blive ved med at gense og møde nye kulturer. Alligevel har jeg en enkelt ting, jeg fortryder. For jeg mangler at synge karaoke i en lyserød paryk. Det bliver forhåbentligt en anden gang.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *