Må jeg godt grine, når jeg er i sorg?

Foto af Astrid Lund Johansen

At miste er som at finde en usynlig portal af en gennemsigtig masse, børn i sci-fi serier finder i skoven, og som fører til en anden dimension.
Min verden er vendt på hovedet,
og jeg befinder mig i mit eget upside-down,
hvor jeg lever i den hverdag, jeg hele tiden har gjort, men hvor jeg er gået gennem den usynlige portal og lever bag en usynlig mur, der adskiller mig fra andre.

Sorgen er usynlig, og jeg mangler et sprog.
Jeg ville ønske, at jeg og alle andre kendte det fucking sprog,
så jeg kunne sparke den her tårnhøje, tykke mur ned.
Men uden et sprog kan det sprogløse ikke komme ud,
og andre kan ikke spørge ind til det sprogløse.

Og jeg aner ikke, hvor jeg skal gøre af min sorg,
jeg bærer i mine arme.
Og sorgen er en sortgrå, tyk, sammenklistret masse, der på samme tid flyder ud af mine hænder og løber ud mellem mine fingre.
Og det bliver tungt og trættende, og min ryg krummer, og snart sidder jeg på hug.
Med hovedet,
hvilende,
snart begravet i den sorte masse,
fordi den fylder og vejer så meget.
Men jeg ikke kan lægge den et sted hen.
Jeg mangler et sprog, men det eksisterer ikke.
Og jeg har lyst til bare at græde hele sorgen ud, i stedet for lidt hver dag.
Og jeg vil have det, som før jeg fik den sorte onde opringning om din død, far,
og åbnede til den usynlige portal af sorg.

Og sorgen er en rutsjebane, jeg ufrivilligt er blevet sat på med bind for øjnene, så jeg ikke ved, hvornår det næste stejle dyk kommer,
men det kommer,
pludseligt,
og med en skræmmende kraft.
Og jeg råber tomhed ud, og der er stille, og det larmer.

Sorgen er et kæmpe fucking monster, der ødelægger alting.
Og jeg vil have lov til at grine og være i lykken, uden at mærke den dårlige samvittigheds lange tynde fingre stramme om min hals.
Og jeg vil have lov til at græde tykke våde tårer og være i sorgen, når jeg mærker den.
Og jeg vil have lov til at dele mine følelser og tanker om sorgen.
Og jeg vil have lov til at beholde dem dybt gemt for mig selv.
Og jeg ved,
at det jeg ønsker allermest er et sprog for sorgen, så jeg kan sparke den her usynlige mur, der bygger sig op imellem mig og alle andre ned.
Smadre den fuldstændig,
jævne den med jorden,
bryde ud af mit upside-down og bære sorgen med mig,
som man bærer livet med sig.
Så jeg prøver at give mig selv lov
til godt at måtte grine, selvom at jeg er i sorg.