Måske skal jeg ikke have børn. Men hvad skal jeg så?

Jeg ved ikke, om jeg vil have børn. Det har aldrig været en drøm for mig, og når jeg tænker på børn, tænker jeg først og fremmest på andre menneskers børn, ikke mine egne, hypotetiske børn.

Jeg skærer tænder ved tanken om at føde – Rachel Cusks ‘A Life’s Work’, siger det meget rammende: “Den forestilling, jeg har om at føde, er hverken mere munter eller rationel, end den, jeg har om at blive myrdet” (egen oversættelse).

For ikke at tale om det efterfølgende arbejde som at smøre madpakker og børste to sæt tænder – opgaver, som formentlig blegner ved siden af lysten til at få børn, hvis man altså har den.

Det, der trækker mest i mig, er muligheden for at give gode babynavne (som jeg ikke vil dele ud af her, hvis jeg alligevel en dag skal bruge dem) og at se, hvordan en blanding af en selv og en anden vil se ud.

Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt retfærdiggøre at få børn, ligesom jeg ikke kan retfærdiggøre at købe noget meget dyrt. Vil jeg overhovedet have det nok, og kan jeg passe ordentligt på det?

Navngivningstrangen kan jeg måske få stillet ved at anskaffe mig kæledyr, eventuelt fisk, så man kan have mange at navngive, og hvad det angår at se ens mulige afkom, findes der mange smarte hjemmesider til netop det formål (se billede).

Så hvordan skal jeg bruge al den tid, som følger med livet, hvis jeg ikke skal opfostre et barn? Det oplagte svar har ofte ladet til at være at arbejde mere.

Dikotomien mellem karrieren og børnefamilien er velkendt, og det er også den typiske grund blandt mine venner, der overvejer ikke at få børn – at de hellere vil fokusere på deres karriere. Hvor jeg engang har sat lighedstegn mellem passion og arbejde, gør jeg det ikke længere, og i mit forholdsvist ufokuserede liv har jeg heller ikke en lederstilling i kikkerten. 

Fra mit synspunkt tilbyder livet med karrieren og livet med børnene nogle af de samme kvaliteter. Begge tilværelser kan have en ret lineær indretning og er ret konventionelle, så man nemmere kan orientere sig om, hvilke mål, man skal sigte imod.

Man stiger i løn og anciennitet, eller ens barn bliver ældre, tager de første skridt og former de første ord. Jeg er klar over, at det er en udtalelse, der nok kan lyde forsmående, og selvom jeg ikke kan påstå fuldstændigt at begribe kompleksiteten af andres liv, ved jeg godt, at tingene ikke er så simple.

Men for en udenforstående er det en af de store appeller for mig. Jeg ville netop ønske, at jeg ønskede at få børn eller karriere, fordi jeg har en muligt naiv forestilling om, at det giver en sans af retning.

For når først der er svaret nej til både karriere og familie, skal jeg svare på det åbne spørgsmål: Hvad skal jeg så?

 

Internettet er ofte den redning, jeg søger mod, når jeg kommer i tvivl, og denne gang er ingen undtagelse. Men som mange andre gange ender mine fingre i en endeløs scrollen, som om jeg skøjter uden at finde fodfæste.

Nogle af svarene er øjebliksbundne og overdrevet konkrete. En hjemmeside foreslår mig eksempelvis, at jeg kan danse nøgen rundt og spise pizza(?), hvilket lyder mere som en kåd hetero-teenagers fantasi om et girl sleepover end noget, nogen reelt skulle have lyst til.

Omvendt er der andre bud, der strækker sig længere ud over livsbuen, men til gengæld er meget vage, som eksempelvis disse fra thoughtcatalog.com: “Create the life you’ve always imagined, with your dream home, in the town you love most” og “Set out on a lifelong journey of self discovery and improvement”.

Det symptomatiske for mange af forslagene er, at de peger tilbage mod én selv: Jeg leder efter svar, men jeg finder kun tomme pladser, hvor jeg selv skal indsætte, hvad jeg vil.

I min rundrejse på internettet – med tankerumstering som bagage i baghovedet – støder jeg også på en Reddit-tråd, specifikt henvendt til kvinder, der spørger, hvad de gjorde i stedet for at få børn.

Og her har de besvarende kvinder nemlig udfyldt de tomme pladser. “I do whatever I want”, lyder et af svarene, og resten af dem resonerer nogenlunde det samme.

En anden skriver, at hun udnytter muligheden for at bo i alle mulige forskellige lande, og som en person med meget lidt wanderlust, tænker jeg, at jeg jo ikke kan bruge det svar til noget, inden jeg igen indser, at det er svært at følge råd, når det er sin lyst, man skal følge.

Og at hvis jeg spørger “hvad skal jeg gøre med mit liv, hvis jeg ikke får børn?”, har jeg allerede deri stillet det umulige spørgsmål: “hvad skal jeg gøre med mit liv?”, som jeg ikke kan kræve en one size fits all løsning på.

Jeg står stadig uforløst tilbage, og måske gør du som læser det samme. Men selvom, jeg stadig ikke ved, hvad jeg skal – have børn eller ej, og i så fald, hvad jeg da ellers skal – så kan jeg mærke, at min grublen alligevel har ændret noget i mig. Nemlig, at min uvished om, hvordan et barnløst liv ser ud, ikke har noget at gøre med, hvorvidt det er det rigtige valg eller ej.

Bare fordi, jeg lige nu ikke ved, hvordan mine omstændigheder ville se ud, betyder det ikke, at der ikke er nogen.

Og i virkeligheden er tilværelsen nok ikke så anderledes, end den, jeg lever nu, hvor mine krav til mig selv og mit liv også i nogen udstrækning handler om at gøre, hvad jeg har lyst til. Og når jeg tænker sådan på det, skræmmer det mig ikke bare at fortsætte med det.