Mændenes internationale kampdag i en opbrudstid

19. november 2022

I anledning af mændenes internationale kampdag skriver Askild om maskulinitetsbegrebet. Et sommetider snævert begreb, der kan stramme og få en til at føle sig forkert, som bukser der er for små.

Mændenes internationale kampdag: Hvad betyder det egentlig for os mænd? Og kan alle mænd være med, uanset om man er født biologisk mand eller ej? Jeg blev bedt om at bidrage med mit take på dagen, som er lørdag d. 19 november, og min første indskydelse var egentlig at takke nej, da jeg ikke følte, at jeg kunne repræsentere mænd i en bredere forstand. Samtidig følte jeg slet ikke, at jeg kunne identificere mig med dagen, fordi der for mig allerede i ordene ligger en forestilling om, hvad en rigtig mand er, og hvem der i så fald kan udtale sig på vegne af mænd.

Skal jeg være helt ærlig, har jeg ingen anelse om, hvad dagen står for, eller hvilke problematikker der bliver italesat på dagen. Kvindernes kampdag har altid fyldt meget mere, og der er da også langt flere problematikker jeg kan komme i tanke om, når det kommer til rettigheder og ligestilling. For der er vel ikke de samme ting at kæmpe for hos mændene?

Hvis jeg opfører mig for maskulint, føler jeg ikke, at jeg er mig selv

Jeg er selv trådt trådt ret sent ind som mand i en mandekultur, som jeg stadig ikke føler mig helt tilpas i eller helt forstår. Jeg tror jeg har en forventning til, at jeg skal være på en bestemt måde, for at være en rigtig mand, især når jeg er sammen med andre mænd. Jeg gør bevidst min stemme dybere og jeg føler, at hvis jeg opfører mig for feminint, så passer jeg måske ikke ind, og hvis jeg opfører mig for maskulint, føler jeg ikke at jeg er mig selv. Jeg tror egentlig, at mange andre mænd har det på samme måde, der er for få som rent faktisk tør italesætte det. Og jeg tror faktisk de fleste har været gode til at undertrykke det, ellers ser de det bare ikke.

Vi er i en opbrudstid lige nu, hvor der pludselig er blevet åbnet for snakken om maskulinitet. Vi ser det især i musikken og pop kulturen, hvor flere og flere mænd udtrykker deres femininitet og sårbare sider. Harry Styles der poserer i kjole på forsiden af Vogue og Tobias Rahim, der synger om at mænd også græder, er blevet et godt billede på det kultur skifte vi har oplevet i de sidste par år. I grunden prøver de jo at rykke på nogle gamle ideer om, at det ikke er socialt acceptabelt at mænd viser følelser eller går “feminint” klædt. Jeg synes, at vi skal sætte mændene fri, og ikke lade os begrænse af en giftig maskulinitetskultur, som er med til at vedholde stereotyperne om, hvad en rigtig mand er.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her