Manosfæren føles som noget fra en anden tid – men den er blevet mainstream

Mere end en Netflix-serie

Jeg havde aldrig hørt om “manosfæren”, før jeg for en måneds tid siden opdagede, at Netflix-serien ‘Adolescence’ var overalt. Det slog mig, at jeg måske går glip af noget vigtigt, fordi jeg ikke er på den platform, hvor meget af dette foregår, nemlig TikTok. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. 

Når jeg skriver ordet “manosfæren” i Word, bliver det understreget med rødt. Ikke fordi jeg staver det forkert – men fordi ordet ganske enkelt ikke eksisterer officielt endnu. Alligevel dukker det nu op i podcasts, Netflix-serier og i en strøm af artikler i danske medier – de fleste udgivet inden for det seneste halve år.

Det siger noget om, hvor nyt det er, at vi taler om dette fænomen i Danmark.

I en artikel publiceret af mediet Zetland den 31. marts forklarer journalisten Mads Bager Ganderup om at have blevet kaldet ”soy boy”, et udtryk, han aldrig havde hørt om før.

Mig selv inkluderet.

Efter at have researchet udtrykket, fandt han ud af, at det var et ord der hører til paraplybegrebet manosfæren.

Og det var ikke positivt ment. 

Da Zetlands artikel blev nævnt i DR’s podcast ‘Genstart’, blev det klart, at dette nok ikke bare er en ny amerikansk trend. Det er ikke bare en lingo, som os ”dødelige” uden TikTok ikke forstår.

Det blev klart for mig, at fænomenet ikke kun er godt materiale til en populær Netflix-serie. Det er måske noget, vi rent faktisk skal bekymre os over. Også i Danmark.

Et fænomen, der på mange måder hører en anden tid til.

Hvad er manosfæren – og hvorfor hører jeg først om det nu?

Det er svært at forklare hvad manosfæren er. DR-podcasten ‘Genstart’ beskriver manosfæren i deres episode ‘Velkommen til manosfæren’ som en ”mandesfære” – et univers af mænd, hvor der bliver talt om mandeproblemer og problemer med kvinder.

På overfladen kan det lyde uskyldigt, men tonen er kritisk. Kvinder bliver fremstillet som problemet, og som nogle, der vil mænd det ondt. Når kvinder får nye rettigheder, beskrives det som et tab for manden. Som om der er en form for krig mellem kønnene.

Det vigtigste begreb i manosfæren er teorien om ”den røde pille”. Når man har taget den, ser man ”sandheden” – at ligestilling er en løgn, og at kvinder i virkeligheden vil stjæle mænds rettigheder. Disse idéer er i dag blevet en del af mainstream-kulturen gennem blandt andet TikTok-trends. 

En anden central teori i manosfæren, der udspiller sig på TikTok, er denne emoji; ”💯”. Den henviser til teorien om, at 80 % af kvinder kun er interesserede i 20 % af mænd. Det bliver brugt som argument for, at de fleste mænd er uønskede.

Det tyder på, at dette er noget, der rodfæster sig blandt unge og ryger ind bag en lukket dør til teenageværelset, ligesom i Netflix-serien ‘Adolescence’.

Manosfæren er altså ikke bare endnu en TikTok-trend. Det er en samling af ideologier og fællesskaber, der i nogle tilfælde grænser til det radikaliserende. Og det foregår i høj grad uden for de voksnes synsfelt, pakket ind i memes, emojis og algoritmer, der kun forstærker budskabet.

Måske er det netop derfor, vi bør tage det alvorligt?

Jeg er ikke på TikTok – men kan jeg så overhovedet følge med?

Når vi taler om journalistik, bør vi ikke kun overveje, hvor nyheden opstår, men også, hvordan vi som samfund fanger  udviklingen. 

Jeg har selv bevidst valgt ikke at være på TikTok, da jeg ikke føler behovet for at være på platformen – men det betyder ikke, at jeg ikke bør forstå, hvad der sker dér. 

Jeg er langt fra alene om at holde mig fra platformen. Mange forældre forholder sig skeptiske til TikTok. Ofte fordi de ikke ønsker, at deres børn skal eksponeres for et medie, der kan rumme både positive og farlige tendenser. 

Det er et valg, der kan føre til en større afstand til de platforme, der i dag er med til at forme unges opfattelse af både verden og sig selv.

Men det er ikke kun forældre, der ikke ønsker at være på TikTok. Jeg ved, at flere journalistiske medier fraråder at være på TikTok.

DR fraråder for eksempel deres ansatte at bruge TikTok på deres arbejdstelefoner, blandt andet på grund af sikkerhedsrisici. Det er en fornuftig forholdsregel.

Desværre betyder det også, at journalistikken mister sin evne til at være til stede på de platforme, hvor store samfundsmæssige fænomener opstår og udvikler sig – ofte foran de unges øjne. For hvad sker der, når samfundets vagthunde –  journalisterne – ikke står vagt, der hvor tingene sker?  

Manosfæren, et fænomen, der har eksisteret siden begyndelsen af 00’erne, er et eksempel på dette. Det er først nu, vi ser opmærksomhed omkring det, men det er et fænomen, som har fået lov til at vokse sig stort uden særlig meget modspil.

For er journalistikkens opgave ikke at være dér, hvor nyhederne opstår? At være til stede, ikke kun på de etablerede medier, men også på de steder, hvor den næste store udvikling sker?

Hvis vi ikke er til stede der, vil vi altid opdage ting for sent. Og for mig, som ikke er på TikTok, står jeg måske i fare for at blive overhalet af en verden, jeg ikke er en del af, men som jeg alligevel har et ansvar for at forstå.

Hvor er feminismen på vej hen?

Som jeg nævnte tidligere, virker manosfæren, som noget, der hører en anden tid til. Det burde være et efterladenskab fra dengang “rigtige mænd” ikke græd, og kvinder kæmpede for helt basale rettigheder. Så hvordan kan det være, at netop disse idéer i 2025 er blevet så mainstream?

Jeg troede, vi var på vej et sted hen, hvor det var okay for mænd at tale om følelser. Hvor kønnede titler som “formand” blev omskrevet til “forperson”, og hvor samtalen om ligestilling var blevet mere nuanceret og inkluderende.

Det er vi måske også.

Men netop derfor er det så forvirrende – men måske også en forklaring på – at modreaktionen er blevet så massiv.

Måske handler manosfærens voksende tiltrækningskraft ikke kun om antifeminisme, men om en følelse af afmagt.

Om unge, især drenge, der føler sig hægtet af en samfundsudvikling, de ikke forstår sig på, og som oplever, at feminismen ikke taler til – eller med – dem.

Hvis feminismen fortsat skal være en drivkraft for ligestilling, skal den måske også turde række hånden ud til dem, der i dag vender den ryggen. Ikke for at gå på kompromis med grundværdierne, men for at insistere på, at ligeværd ikke kun er noget, vi taler om i teorien.

Det skal være noget, vi også udøver i praksis. Også på de platforme og i de fællesskaber, hvor de næste generationer formes.

Hvis ikke vi kender sproget, forstår vi heller ikke samtalen

Jeg ved ikke, om der findes et entydigt svar på, hvordan vi skal forholde os til manosfæren eller til de fællesskaber, der former unge i det skjulte. Men jeg ved, hvor mærkeligt og ubehageligt det føltes pludselig at opdage, at man var uden for en samtale, som alle andre allerede har været en del af længe.

For hvis ikke vi kender sproget, forstår vi heller ikke samtalen. Og hvis vi ikke forstår samtalen, opdager vi for sent, hvad der egentlig er på spil.

Og jeg er da begyndt at overveje, om jeg alligevel burde downloade TikTok.

Tekst: Ingrid Cæcilie Dam Lang

Visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen og Ragnhild Lassen

Redaktør: Rosa Bundgaard-Laursen