Maries fem vigtigste nyheder

13. november 2017

Jeg, Marie, har udvalgt de nyheder, der har optaget mig mest i de seneste to uger. Freya har illustreret dem.
Skandale indkapsler de sidste to uger meget godt. Skandaler af både krænkende, tragisk og bekymrende karakterer fra ind- og udland. I dette nyhedsbrev kan du blandt andet læse om skattesvindel i paradis og stærkt kontroversielle arbejdsvilkår på en anerkendt dansk arbejdsplads.

Vanvittige arbejdsforhold på filmselskabet Zentropa 

Som praktikant eller såkaldt ”småtte” på produktionsselskabet Zentropa har man to valgmuligheder, hvis man begår en fejl, der efter tidligere direktør Peter Aalbæks mening skal straffes. Man kan vælge mellem at blive sendt til Peter Aalbæks gård i Herfølge for at muge ud eller at få smæk i røven.
Zentropa er et internationalt anerkendt filmselskab, der er startet af Lars Von Trier og Peter Aalbæk i 1992. Historien kom frem i Radio 24Syv i oktober, men er blevet taget op igen af Information, der har skrevet en artikel i denne uge med beretninger fra tidligere ”småttere”. Det har skabt en masse ballade, som har fået Zentropa til at sætte en stopper for numseklaskeriet. Efter det har Peter Aalbæk udtalt, at han simpelthen ikke er sikker på, at han kan styre sine dyriske lyster og lade vær med at uddele klask til de ansatte.

Det er svært at forestille sig noget mere ydmygende end at skulle lægge sig over sin chefs lår og få afstraffende klap i numsen som voksen kvinde eller mand. Det bliver forsøgt forsvaret med, at Zentropa er en arbejdsplads i den kuriøse, kreative og frisindede afdeling. På den slags arbejdspladser er det åbenbart chefens ret at udnytte unge menneskers drømme om filmbranchen til at overskride deres grænser for at opfylde egne magtliderlige lyster.
”Det handler om valget mellem arbejdsopgaven eller smæk. Jeg synes, at det er nødvendig for deres professionelle virke og modningsproces, at de står med sådanne dilemmaer,” siger han i Information.
Revselsretten må simpelthen nødvendigvis genindføres for at danne professionelle og modne mennesker. Den synes jeg bare, vi lader stå.

Afsløringer af problematiske forretningsforbindelser og skattesnyd 

Trumps handelsminister har forretningsforbindelser tæt på Putin. Den britiske Dronning Elizabeth har penge i skattely. Det har Facebook, Nike og Apple også ligesom en hel række andre store firmaer og kendis-personligheder.
Det er alt sammen afsløringer, der er kommet ud af et enormt læk af fortrolige dokumenter. Lækket bliver kaldt Paradise Papers og indeholder intet mindre en 13,4 millioner dokumenter fra to advokatfirmaer, Appleby og Asiaciti, og fra 19 andre selskabsregistre. Fra de dokumenter har 94 medier i det internationale samarbejde for undersøgende journalister ICIJ i den seneste uge kunne bringe en række afsløringer om store internationale personligheder og firmaer.
At omgås skatteregler som firmaerne gør er ikke direkte ulovligt – men ”bare” en stærkt usympatisk måde at drive forretning på. Derfor bliver det også virkelig spændende at se, hvilke konsekvenser det her får. Jeg kan ikke rigtigt bære, hvis alle de afsløringer og skandalesager bare bliver til forargede kommentarer for derefter at blive til træk på skulderen, og så var det det. Personligt har jeg selv lige kastet penge efter et par nye Nike-sneaks. Jeg må indrømme, at de på en måde ikke er helt ligeså flotte nu, som de var, da jeg levede i lykkelig uvidenhed.

 USA ramt af terror 

Otte mennesker blev i forrige uge dræbt af en 29-årig mand fra Usbekistan, der styrede sin bil direkte ind i dem på en cykelsti på Manhattan, New York.
Sidste søndag blev 26 mennesker dræbt, da en amerikansk mand begyndte at skyde løs under en gudstjeneste i den lille by Sutherland Springs, Texas.
Der har efterhånden været en del terrorangreb udført på samme måde som det i New York med den bindegal chauffør, der styrer et køretøj direkte ind i en menneskemængde. Trods terrorsikring kan vi tydeligvis ikke sikres mod galninge. Heller ikke når det kommer til masseskyderierne i USA. Enkelte tager debatten, om der skal en strammere våbenlovgivning til, op, men især i Texas har den slags forslag svære levevilkår.
Måske skal vi leve med risikoen. Det virker næsten også bare for håbløst at acceptere.

Overblik: Bandekonflikt i København er eskaleret

Bandekonflikten raser stadig i København. I løbet af de sidste to uger er skyderierne taget til, og flere af dem har været med dødelig udgang. Sagerne bliver dækket intenst, men jeg synes godt alle nyheder kan mudre lidt sammen, så her får du et overblik over de seneste to ugers episoder. Fra konfliktens begyndelse i juni har der været 42 skudepisoder i København:

31. oktober – Skudepisode ved Tagensvej på Nørrebro koster den første person livet i bandekonflikten, der har stået på siden juni. Tre bandemedlemmer fra banden Brothas blev ramt ved denne skudepisode.

2. november – Rigsadvokaten vurderer, at banden Loyal To Familia kan gøres ulovlig. Det er første gang nogensinde, at rigsadvokaten er kommet til den konklusion, at en dansk forening kan gøres ulovlig. Hvis Loyal To Familia skal gøres ulovlig skal det kunne bevises, at foreningen i sig selv er voldelig og ikke kun enkeltpersoner, der er en del af den. Om et forbud reelt vil have nogen effekt er tvivlsomt.

3. november – Endnu et skuddrab. Denne gang i Tingbjerg i København. Den 20-årige mand, der døde, havde tilknytning til den anden bande i konflikten: Loyal to Familia.

8. november – En 25-årig mand med relation til bandemiljøet blev ramt af et skud på Nørrebro.

9. november – Ved højlys dag på Nørrebro blev en 22-årig mand dræbt af skud. Han var ikke selv medlem af en bande men kendte flere i bandemiljøet. Manden boede i Mjølnerparken, som er det område, hvor banden Brothas holder til.

Præst kendt skyldig i seksuelt misbrug af børn 

En præst fra den lille by Tømmerup på Sjælland er blevet kendt skyldig i seksuelt misbrug af otte børn. Hvordan straffen lyder bliver slået fast i rette i Holbæk i dag.
Hele historien bliver gennemgået i en virkelig fremragende, forargende podcast lavet af P1, der hedder: ‘Man stoler vel på præsten’. Her bliver man som lytter bekendt med historien om en meget vellidt præst, der underholder landsbyens børn med computerspil og fællesskab i hans præstegård. Han bliver mange drenges voksen-fortrolige og flere af drengene overnatter hos ham – også alene. Det er en helt vild historie om misbrug af forældre og børns blinde tillid til præsten.

Hvad tænker du?

  1. Bah siger:

    Super fedt koncept med visuel opsamling på ugen! Jeg er en glad læser hver gang.
    Jeg må dog sige, at det ærgrer mig, at man har valgt at afbillede episoden i NYC med The Big Apple og en bil (skriger terror), men ikke har gjort det samme med Texas-episoden. Sammen med den tilhørende tekst, mener jeg, at det støtter opfattelsen af, at den UZBEKISTAN-fødte TERRORIST (der har boet de sidste 7 år i landet) kræver mere forargelse end den AMERIKANSKE-fødte “mand”, der i Texas udførte et af de værste skyderier i USAs historie – med mere end 3 gange så mange ofre som førstnævnte.
    Jeg overvejer dog også om det er handlingernes tidspunkt, der har afgjort hvilket bliver tegnet, i.e. hvad der kunne nåes/kom først. Vil I uddybe jeres valg?

    1. Freya J. siger:

      Hej Bah!
      Hvor er det fedt at du forholder dig til både tekst og billede, og tænker over billedet budskab (eller hvad man nu lige kan sige). Jeg er faktisk enig i din betragtning, om at det ene angreb er ligeså væsentligt som det andet. Men du har også ret i at tidslinjen for produktionen af billeder og tekst, gør at jeg ikke altid får alle detaljer med. Jeg får nogle stikord (ofte om fredagen) fra Marie (nyhedernes forfatter), om indholdet, hvorefter jeg tegner mens hun skriver færdigt. I det her tilfælde fik jeg stikordene “Terrorangreb i New York”, så det var det jeg forholdte mig til. Selvfølgelig udvikler Marie videre og fylder mere tekst på stikordene, men af hensyn til deadlinen lørdag/søndag, er vi nødt til at arbejde simultant.
      Jeg håber at det giver mening!
      Knus Freya

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her