Maries fem vigtigste nyheder

30. oktober 2017

Jeg Marie, har udvalgt de nyheder, der har optaget mig mest i de seneste to uger. Og Freya har illustreret dem.
I de sidste par uger har der været valg af vidt forskellige slags spredt ud over hele verden. Nyhedsbrevet handler om konfliktfyldte, frie valg og kontrollerede, diktatoriske tilstande. Og så handler det om krig. I Irak og i København.

Demokratiets kamp i Kenya

Der har været omvalg i Kenya, efter at det tidligere valg i august blev kendt ugyldigt af landets højesteret på grund af tvivl om snyd ved afstemningen. Ligesom det oprindelige valg har denne uges præsidentvalg været fulgt af uroligheder, hvor oppositionskandidaten Raila Odinga har trukket sig, fordi han ikke har tillid til, at afstemningen vil forløbe efter bogen. Resultatet er blevet et omvalg med meget lav stemmedeltagelse og et knæk i den demokratiske udvikling, der har stået på i Kenya i de seneste årtier.
Det er tankevækkende at følge, hvordan der nogen steder skal kæmpes for et demokrati, som vi ofte tager helt forgivet. Kun lidt over halvdelen af de 19-25 årige stemte ved det seneste kommunalvalg her i Danmark, og der bliver sat massive kampagner i gang for at få alle til at sætte sit kryds, når der snart er valg igen. Demokrati er en selvfølgelighed for os på mange måder, fordi vi er vokset op med det. Når vi har politiske møgsager, så handler det om, hvordan nogen har misbrugt en magtposition til at få billige festlokaler eller har fløjet på første klasse. Der er selvfølgelig også værre eksempler end det, men der er immervæk uendeligt langt fra det til valgsvindel og ugyldige afstemninger. Vi er så sindssygt privilegerede, at vi nogen gange glemmer at værdsætte det.

IS mister magt

Islamisk Stat har mistet magten over byen Raqqa, der tidligere har været kalifatets højborg, og hvor der er fundet mange henrettelser sted – blandt andet i byens stadion, der har været brugt som fængsel og ”torturcenter” for terrorbevægelsen. Tabet af byen er et stort knæk for Islamisk Stat, og det kommer efter, at de i sommer også mistede magten over den store irakiske by Mosul. Mulighed for at rekruttere nye islamistiske krigere til organisationen er nu svækket og forestillinger om et paradisisk kalifat smuldrer.

I en verden af meget elendighed er det her en dejlig nyhed. Spørgsmålet er så nu, hvad der skal ske med byer som Raqqa og Mosul, der er totalsmadret, og som vil tage mange år at genopbygge.

Catalonien

Siden en uafhængighedsafstemning i Catalonien, som jeg skrev om for et par uger siden her på SEIN, er uenighederne mellem den spanske regering i Madrid og Cataloniens regering spidset til. Så meget at den spanske regering nu har inddraget den catalanske regerings magt og sat regionens selvstyret ud af spil. Helt konkret betyder det for eksempel, at lederen af politiet i regionen er blevet afskediget, og så er der udskrevet valg til den catalanske regering d. 21. december. Det er svært at se en god løsning på den her konflikt, hvor det virker som om, det hele er gået i hårdknude. DR har lavet et lille overblik over, hvad der kan påvirke, hvordan konflikten udvikler sig. Det kan du læse, hvis du, ligesom jeg gjorde, sidder med spørgsmålet: Hvad så nu?

Skyderi på Østerbro

De sidste mange uger har der været bandekonflikt og utallige skyderier i København. Forrige mandag var der endnu et, hvor en bare 16-årig dreng blev skudt og dræbt på Østerbro. Umiddelbart skulle det ikke være et banderelateret drab, men det kommer i forlængelse af en lang række episoder, der tegner et billede af et voldspræget miljø, der eksisterer i København. Politikerne stiller sig i kø med forslag til, hvordan de skal komme den her konflikt til livs, og det er et meget varmt emne op til det kommende kommunalvalg d. 21. november. Bandekonflikt i København er absolut ikke noget nyt fænomen – tidligere har der også været rockerkrige. Men det er tydeligvis ikke lykkes at forhindre, at nogen finder banderne tiltrækkende og bliver en del af et miljø, der for mig og måske også dig er ekstremt fjernt og svært at forholde sig til.

Xi Jinping er fortsat i front for Kina 

Der har været valg i Kina og sejrherren blev Xi Jinping. Kinesisk valg er ikke demokratisk som vi kender det, men Xi Jinping er derimod blevet genvalgt til det kommunistiske partis partikongres. Ikke nok med pladsen som Kinas absolutte overhoved – Xi Jinping bliver også skrevet ind i den kinesiske forfatning. Til kongressen hold han tale i intet mindre end 3,5 time (!), hvor han gjorde det klart, at Kina skal være mere internationalt orienteret i fremtiden, men samtidig lagde han også en linje for et mere diktatorisk styre i landet. Xi Jinping er en af verdens mest magtfulde mænd, men jeg aner forsvindende lidt om ham. Det gør du måske også, så til din og min nysgerrighed har jeg fundet et par fakta om Xi Jinping, der nu er en af Kinas mest magtfulde ledere, nogensinde:

– Xi Jinping er 64 år og gift med den kinesiske sangerinde Peng Liyuan. Hun er en vaskeægte kendis og en ret atypisk førstedame i Kina, hvor de fleste af hendes forgængere har været langt mere anonyme. Du må ikke snyde dig selv for at nyde en performance med den kinesiske førstedame.

– Kinas nuværende præsident bliver sammenlignet med den tidligere kinesiske leder Mao i beskrivelser af, hvor magtfuldkommen han er.

– Kina er blevet et rigere og tryggere land i hans regeringsperiode, og derfor er hans styre også forholdsvist populært i befolkningen, der ser eksempelvis demokrati som et usikkert og potentielt kaotisk alternativ.

Hvad tænker du?

  1. Juliane siger:

    Jeg er vild med disse små nyheds artikler! Det er meget rart lige at få det hele forklaret, på en mere simpel og let forstålig måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her