Maries fem vigtigste nyheder

05. september 2017

Jeg, Marie, har udvalgt de nyheder, der har optaget mig mest i de seneste to uger. Og Freya har illustreret dem.
Tragedier må være nøgleordet for det her første nyhedsbrev på SEIN. Særligt opløftende er det måske ikke i denne omgang – men forhåbentlig både oplysende og tankevækkende.

Af Freya Lind Jeppesen

TEXAS OG DELE AF ASIEN STÅR UNDER VAND

Mens vi herhjemme har gået og brokket os over den ikke-eksisterende danske sommer, er der andre steder i verden, hvor der i langt højere grad har været vejr at tale om.
I de amerikanske stater Texas og Louisiana har stormen ’Harvey’ forårsaget enorme oversvømmelser. I Texas er alene mindst 150.000 ejendomme påvirket af stormvejret, og hele byer har stået fuldstændig under vand. Dødstallet er foreløbigt omkring 50 i Texas.
Samtidig … i en helt anden del af verdenen lider befolkningerne i Nepal, Bangladesh og Indien også under enorme oversvømmelser forårsaget af en voldsom monsunregn. Knap 1 million huse er ødelagte i lande, hvor levestandard, forsikring og genopbyggelse har helt andre vilkår end i USA. Det er tragiske tilstande.
Situationen i Asien var jeg ikke bekendt med før, Politiken bragte en artikel, hvor de to naturkatastrofer sammenlignes og sættes i perspektiv. Begge er fuldstændig forfærdelige, men opmærksomheden omkring den ene fremfor den anden er ret tankevækkende. Dødstallet i Asien anslås af Røde Kors til at være omkring 1200.

 

Af Freya Lind Jeppesen

PENGE, PENGE, PENGE

Den danske regering har haft god fart på i denne uge, hvor de har fremlagt intet mindre end både et skatteudspil, en vækstpakke og deres bud på finansloven til 2018. Der er blevet råbt op, kritiseret, regnet og forsvaret. Så meget, at man nærmest er ved at have helt glemt, hvad de blå, jakkesætsklædte mænd egentlig havde af planer. Så jeg prøver lige at få et par af de vigtigste punkter fra planerne på plads.
Regeringen vil:

  • Sende flere penge efter et nyt skattevæsen, end der allerede var besluttet at bruge
  • Bruge flere penge på forsvaret
  • Spare penge på DSB
  • Gøre det billigere at køre over Storebælt
  • Afskaffe afgiften på nødder
  • Give skattelettelser. Det nok mest centrale og senere omdiskuterede punkt. Regeringen vil sænke skatter af forskellige slags blandt andet på aktieindtægter

Regeringen er blandt andet blevet kritiseret for ikke at have finansiering til skattelettelserne, og at skatteudspillet vil øge uligheden mellem de rigeste og fattigste.

 

Af Freya Lind Jeppesen

SURREALISTISK UBÅDSSAG

Jeg tror nærmest ikke, at jeg er mødtes med venner, siden ubådssagen startede, uden at vi på et eller andet tidspunkt har snakket om, hvor syg/mærkelig/klam/forfærdelig/tragisk sagen er.
Det hele startede med en forlist ubåd og senere en forsvundet svensker. Siden da er historien om journalisten Kim Wall og opfinderen Peter Madsen eskaleret heftigt. Kim Wall er død på Peter Madsens ubåd, og dele af hendes lig er fundet ved Amagers kyst. Hvert nyt i sagen siden ubåden sank har fodret følelsen af at være vidne til en krimiromans handling, der udspiller sig live i København. Det her er bare desværre det virkelig liv, og det har jeg sagt til mig selv flere gange med væmmelse. Status på sagen er, at Peter Madsen er sigtet for drab og usømmeligt omgang med lig, men at han nægter sig skyldig. Peter Madsen forklarer hændelsen med, at der skete en ulykke på ubåden, og at han begravede den svenske journalist til søs.

 

Af Freya Lind Jeppesen

ANTI-DEMOKRATI I POLEN

Polen er et demokrati – det står der også på Wikipedia. Men i øjeblikket har den polske regering gang i anti-demokratiske tiltag.
I den seneste uge har Polen afvist at følge et krav fra EU om at ændre en stærk kritiseret retsreform, der går mod princippet om magtens tredeling. Reformen giver regeringen magt til at fyre polske dommere og blander altså den dømmende og den lovgivende magt. Retsreformen er blot en af flere tiltag, der har skabt sammenligninger mellem politiske tendenser i Polen og eksempelvis Tyrkiet.
Et stærkt kendetegn for EU er, at det er en forening af frie demokratier, så hvad der sker i Polen stikker ret meget ud.

 

Af Freya Lind Jeppesen

EN PRINSESSE MED ALT ANDET END EN EVENTYRHISTORIE

31. august for 20 år siden døde den britiske prinsesse Diana i en bilulykke i Paris.
Jeg var et år, da det skete. Så naturligt nok kan jeg intet huske af det eller af hende. Men hun er en karakter, der stadig har kult-status selv så mange år efter.
Den her nyhed/anbefaling tænkte jeg at dele med jer, fordi jeg selv er blevet fuldkommen fanget af hendes historie, som jeg kun vidste meget lidt om. DR kører et lille tema med hende, hvor to dokumentarer – en hvor hun selv fortæller, og en hvor hendes pårørende fortæller – giver et billede af en virkelig sørgelig skæbne. Jeg synes, det er en fascinerende, skræmmende historie om et ekstraordinært liv i blitz-lysene, som der helt klart ikke er blevet færre af siden Dianas død.
I den ene af dokumentarene bliver hun kaldt en Disney-land prinsesse, men hendes historie som kongelig blev alt andet end eventyrlig, og det har optaget mig en del den seneste uge.

Hvad tænker du?

  1. Julie siger:

    Meget velskevet, summeret oplæg. Det giver et nemt overblik over, hvad der foregår i vores samfund. Tegningerne understøtter teksten rigtig fint.

  2. clara siger:

    jeg elsker det!

  3. Olivia Sidibe-Christensen siger:

    Mega sejt freya!!!! Torben ville være stolt

  4. Cecilie siger:

    Vil have alle mine nyheder sådan her.

  5. Amalie Munk siger:

    Velskrevne og vedkommende nyheder i en skribenten-taler-direkte-til-mig-tone. Og fedt med både natur, politik, krimi og kultur. SEJT MAND!!

  6. Christian siger:

    Hun er jo genial hende der. Hvis i bliver ved, dropper jeg mit Føljeton abo.

    Rock on!

    1. Amalie Munk siger:

      Hov, hov. Jeg synes nu nok, man både kan have SEIN og Føljeton, Christian.

  7. lea sisi fast siger:

    smuk kunst <3
    god artikel

  8. Villy Larsen siger:

    Mega flot og velskrevet. I det hele taget synes jeg Sein er et dejligt frisk pust.
    Men jeg synes også sagtens at man kan læse både Sein og Føljeton. Der er fornyelse på begge fronter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her