Mathilde kan ikke leve uden Sofus

28. maj 2021

Ligesom så mange andre unge går Mathilde i øjeblikket på højskole. Men alligevel er hun ikke som de fleste. Mathilde har nemlig sin servicehund Sofus med for at gøre livet lettere. Med Sofus har Mathilde fået selvtillid, og uden ham var hun aldrig kommet på højskole.

Sofus står pænt i vest og snor på græsset foran Hadsten Højskole. Hvis ikke ordet ‘SERVICEHUND’ var skrevet med store bogstaver på ryggen, ville man nok have forvekslet Sofus med en helt almindelig dansk-svensk familie-skovhund. Men man skal ikke tage fejl. Han er på arbejde som servicehund for sin ejer, 19-årige Mathilde Struck Jürgensen, der i øjeblikket fylder tilværelsen ud som højskoleelev. Sofus hjælper Mathilde med at leve et nemmere liv. Et ungdomsliv, der tidligere har været præget af hyppige krampeanfald og lange perioder med depression og sygefravær.

Mathilde lider af PNES, som står for psykogene ikke-epileptiske anfald. PNES er krampeanfald, der udløses af stress og påvirker Mathilde i sådan grad, at hun er sengeliggende resten af dagen efter et anfald. Mathildes PNES er ikke kommet helt tilfældigt. Gennem stort set hele folkeskolen har Mathilde været udsat for grov mobning. Det er traumer som dét, kroppen reagerer på. Mathilde mister al tidsfornemmelse og aner ikke, hvor længe anfaldene varer. Men det er altid voldsomt.

“Det føles lidt som at blive bedøvet. Jeg kan ikke rigtig mærke noget, men jeg tror, det er helt forfærdeligt at se mig få et anfald udefra. Mange fremmede tror jo, at jeg er ved at dø, når jeg vender øjne, falder om og ligger på gulvet og ryster. Min storebror har også grædt flere gange,” fortæller Mathilde.

Mathilde kan have alt fra tre anfald om ugen til ét om måneden. Det handler for Mathilde om at udsætte sig selv for så lidt stress som overhovedet muligt. Det er hverken godt at blive for ked af det, bange eller for glad. Målet er at leve så afdæmpet som muligt.

Men for at livet ikke skal blive helt kedeligt, har Mathilde Sofus ved sin side som sin trofaste hjælper. Sofus hjælper Mathilde med at opfange stresssignaler i tide, så hun kan nå at undgå et anfald ved at lave afstressende øvelser. For eksempel slikker Sofus Mathilde på håndleddet, hvis hendes puls stiger. Han kan også gø, kradse Mathilde med poterne eller hoppe op ad hende. Sofus kan typisk opdage, hvornår et anfald er på vej, før Mathilde selv kan.

“Han har givet mig livet tilbage på en helt anden måde.”

Sofus har officielt været Mathildes servicehund i et halvt år og er med hende overalt hele tiden, selv når hun sover. Når han har sin vest på, ved han, at han er på arbejde som servicehund, og når Mathilde tager den af, kan de andre højskoleelever også få lov til at lege med Sofus ude på det grønne græsareal. Så får han lov til at være familiehund et kort øjeblik.

“Sofus har også brug for pauser, men i virkeligheden er han aldrig ikke på arbejde. Han mærker konstant efter, hvordan jeg har det. Det er han trænet til,” fortæller Mathilde.

Med Sofus’ hjælp er Mathilde i stand til at lave noget alle ugens syv dage. Hun kan have undervisning en hel dag, handle alene, tage til fest eller gå i biffen. Sådan har det ikke altid været. Før livet med Sofus tog Mathilde hjem fra skole, når hun fik et anfald og satte typisk hele weekenden af til at sove, fordi anfaldene var så drænende for hendes krop.

Det er ikke hver gang, at Sofus kan stoppe et anfald, men de kommer sjældnere. Den længste tid, Mathilde er gået uden anfald, er 2,5 måned.

“Han har givet mig livet tilbage på en helt anden måde,” siger Mathilde og smiler til Sofus.

Mathilde skal tilbage til undervisningen på Hadsten Højskole, hvor hun bl.a. har amerikanske studier, seksuel dannelse og pædagogik som fag. Det er indenfor det sidste år med Sofus ved sin side, at hun har fået selvtillid og mod på livet.

“Jeg havde ikke noget socialt liv før. For bare halvandet år siden havde jeg ikke turdet drømme om at komme på højskole. Men jeg elsker det, folk er så søde. Og så er dét at have en servicehund jo en fantastisk ice-breaker,” fortæller Mathilde grinende.

Til sommer skal hun flytte til København og starte på Københavns Universitet for at læse historie – og Sofus skal selvfølgelig med.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her