Maude har ikke migræne

Når jeg skriver, kan jeg generelt godt lide at skrive på en måde, jeg synes er lidt morsom, så jeg får glæden af at sidde derhjemme og klukke af mig selv på en farhumor-agtig måde. Jeg har længe gerne villet skrive en tekst om migræne, men det har i sandhed været svært for mig. Jeg synes nemlig ikke, at der er så meget at klukke af.

Det eneste sjove billede, jeg kan komme i tanke om, når jeg tænker på migræne, er, at det i mange år har været den gængse opfattelse, at Maude fra tv-serien ‘Matador’ led af migræne, når hun gik op for at lægge sig. Så kan jeg godt lide at forestille mig, at hver 5. dansker er Maude. Det er nemlig så mange danskere, der vil opleve at få et migræneanfald i løbet af deres liv; og det ville immervæk være et fjollet samfund.

Maude har ikke migræne. For at forklare dig, hvad migræne er, når det nu ikke er det samme, som Maude har, når hun skal op og ligge lidt ned, har jeg oplistet nogle fakta nedenfor.

Hvad er migræne?

• Migræne er anfald af kraftig og pulserende hovedpine, der ofte rammer den ene side af hovedet.
• Anfald kan vare mellem fire timer og tre døgn.
• I forbindelse med et migræneanfald ses hyppigt kvalme og/eller opkastning og lys- samt lydoverfølsomhed.
• Smerten forværres ofte ved fysisk aktivitet.
• Smerter, symptomer og triggere kan variere meget fra individ til individ, men intensiteten af hovedpinen eller ledsagesymptomer vil for mange have en væsentlig påvirkning af deres daglige funktion og aktiviteter.
• Man kan desuden opleve at få migræne med aura, der ses som en række visuelle eller sensoriske forstyrrelser.

Kilde: Hemi, ‘Hvad er migræne? Få svaret af en af Danmarks førende specialister’

Test om du har migræne HER.

Klik her og Støt SEIN

Jeg led selv meget af migræne i lange perioder, fra da jeg var 18 til jeg var 21 år gammel. Jeg vil ikke gå så meget i dybden med min egen sygdomsperiode, men ofte havde jeg anfald flere gange om ugen og næsten altid hovedpine.

Da det var værst i 2019, var der en måned, hvor jeg gik omkring 20 dage med migræne. Når jeg gik til undervisning, fik jeg ofte ikke meget ud af at møde op, for mine øjne blev hurtigt smalle og kommaformede, og derfor gemte jeg mig nede bagerst i lokalet, når jeg ikke måtte give op og gå hjem. 

Fra den dag, jeg fik mit første anfald, var jeg indhyllet i konstant tåge af at være bange for at få anfald. Anfald, som pludselig kunne angribe mig og gøre, at jeg ikke længere kunne se ud af øjnene. Frygten var som en jakke, jeg pludselig og ufrivilligt havde fået på en dag, men nu ikke længere kunne tage af. Migrænen var meget invaliderende.

Det giver sig selv, at migrænen, den tunge jakke, jeg slæbte efter mig, tyngede mine unge skuldre. Dens slæb skabte et spor efter sig som virkede fremmed, når jeg vendte mig om og kiggede på det.

Migræne er mere end bare hovedpine, det er frygten for at blive syg og derfor en generel utryghed, det er store smerter, og det er en kvalme. Og ikke mindst er det misforståelser fra folk, som tror at migræne er lig med hovedpine, hvilket må siges at være en forkert løsning på en ligning, der efterlader mig jordbærdrød i hovedet af frustration.

Migrænen kom som en listig tyv i natten. Den ene dag levede jeg et liv, hvor jeg gik i gymnasiet og havde fart på, trivedes både socialt og fagligt og oven i det arbejdede som model.

Den næste befandt jeg mig selv på shoot for Mads Nørgaard, ligbleg og liggende på et bjerg af SS17-tøj, jeg havde lyst til at gemme mit ansigt i for at skærme mig selv for lyset. Men det siger sig selv, at dét skal man passe på med, når nogen har brugt to timer på at lægge ens make-up.

Senere tog jeg en uge til Tyskland for at skyde billeder til en webshop, men blev lettet da jeg fandt ud af, at de kun skulle bruge min underdel – så kunne jeg beholde mine solbriller på. Det var svært at forklare, at det ikke var, fordi jeg spillede arrogant.

Migrænen bragte mig i mange situationer, som jeg ikke forstod, og når jeg kiggede rundt, manglede jeg i den grad nogle at spejle mig i. For eksempel når jeg skulle forstå, hvordan jeg var havnet oven på et tøjbjerg på et fotoshoot og ikke længere kunne stå på de stiletter, jeg havde kunnet stå på dagen forinden.

I sig selv er det pudsigt, at jeg manglede nogen at spejle mig i, når man tænker på, at migræne er en af de hyppigste neurologiske lidelser, omend det ikke er hyppigt at have det flere gange om ugen og i samme invaliderende grad, som jeg havde. 

Men jeg følte mig meget alene med min hovedpine, når jeg befandt mig selv i stilhed i et mørkt værelse, kun afbrudt af sitren fra to Treo brusetabletter, helst med citron.

Men nu skal jeg fortælle om en sej kvinde, jeg har mødt, der hedder Anna. Havde jeg stiftet bekendtskab med Anna noget før, tror jeg ikke, at unge Marie havde følt sig helt så alene med sin migræne.

Anna er 27 år gammel, og har siden hun var 22 lidt af kronisk migræne. Hun har anfald cirka 15 dage om måneden og en hovedpine, der aldrig går væk. Når hun har anfald, kan hun ofte ingenting og må blot håbe på, at anfaldet kun varer seks timer og ikke et helt døgn.

Anna fortæller om sin migræne i podcasten ‘Hjernesorger’, og jeg kan kun beundre hende for at turde dele ud om sin sygdom. Jeg forsøger jo selv lidt her. Jeg stikker forsigtigt min storetå, jeg lige har lakeret med en hidsig rød neglelak (hidsig, for det er det, jeg bliver, når jeg tænker på mængden af timer, jeg har mistet til et dunkende hoved) i vandet, for at se hvordan det føles.

Men er der flere som Anna, der tør fortælle om det, de bøvler med. Om det enten er migræne eller noget andet, er det mit håb, at der kommer til at være færre 18-årige, der ligger derhjemme og tror, at de i nattens mulm og mørke er blevet til Maude.

Jeg mødte Anna for første gang i efteråret over en gåtur på Nørrebro, en dag hvor bladene netop var begyndt at skifte farve til okkergul. Vi snakkede lidt, og da jeg kom hjem, opdagede jeg, at mine øjne var blevet let våde, men på den gode måde som sommerdug på græs.

Hun var den første, jeg havde mødt med migræne i en grad, der ikke blot kom et par gange om året, men faktisk havde bidt sig fast. Selvom jeg selv ikke længere har anfald oftere end et par gange om året, har migrænen sat sit spor. Jeg har fået den tunge migrænejakke af, men beholdt underjakken på, der har lommer fyldt med ting, som jeg godt kan vise frem, men få helt forstår.

Anna forstår dem.

Til trods for at Anna har kæmpet med sin sygdom i flere år, har hun fundet overskuddet til at dele ud om sin migræne i sin podcast, ‘Hjernesorger’.

Dertil er hun medstifter af Hemi Hovedpineklinik, et nyt privat initiativ til hovedpine- og migræneramte, for at skabe den hjælp og de behandlingsmuligheder, hun selv har manglet. Hun har flere gange stillet sig op i medierne for at sætte fokus på migræne og deler ud om sin dagligdag på sin Instagram, som man i øvrigt kan følge her.
Anna sagde ja til at møde mig til en kop kaffe. En kop kaffe, jeg drak med hende en lys vinterdag, der gav mig forårsfornemmelser og fik mig til at smile, på trods af at vi skulle snakke om noget, jeg synes, er svært.

Når jeg snakker om min migræne, er det nemlig ofte med lidt rystende hænder. Til trods for at min kroniske migræne er på efterhånden mange års afstand, er det en speciel oplevelse for mig at snakke om en periode, hvor jeg har været i kamp – og tænk sig så at snakke med en, der står midt på slagmarken.

Men hvor mine hænder kan ryste, kan Anna fortælle om sin migræne med hvad der – for mig –forekommer som en stoisk ro. For hun er vant til at fortælle.

Anna deler ud af sit liv på sin Instagram, Hjernesorger, og giver dermed andre et indblik i, hvad det vil sige, at have en migrænefyldt hverdag. Det, som Anna manglede, da hun blev syg, var nemlig ligesom mig andre at spejle sig i.

Sådan fortæller Anna.

Dét Anna oplever, at mange migræneramte mangler, er nemlig ofte at kunne genkende sig selv i de små ting, der fylder i en hverdag med migræne. Hverdagsudfordringer såsom at måtte aflyse en aftale for fjerde gang på en uge eller at tage sine sko forkert på, fordi man er hvirvlet ind i en sky af lige dele ondt i hovedet og sorg over ikke at kunne det samme, som man har kunnet engang.

Men uanset hvor sårbart det bliver, fortæller Anna, at hun får det indhold, hun deler, tifoldigt igen. Og hun oplever ikke bare at få gode tilbagemeldinger, men også at have fået en dybde i flere af sine relationer, som hun ellers ikke tror, at hun ville have fået, hvis ikke hun havde delt ud.

Migræne beskrives af Anna som en sygdom, der er langt mere end bare dunkende hovedpine og smerter. Selv hvis man fjernede smerten ved at have anfald men beholdte alt andet, herunder bekymringer, utilstrækkelighed, uforudsigelighed og kvalme (og ja, også efterveer længe efter et anfald), så er migræne stadigvæk invaliderende.

Migræne kan synes usynlig. Måske fordi mange gemmer deres migræne væk, fordi det stadig er tabubelagt. For at gå tilbage til metaforen om jakken, der var tung på mine unge skuldre, kan den vel kaldes en slags usynlighedskappe.

Jeg har nu migræne så sjældent, at det efterhånden er længe siden, at siderne i min hovedpinedagbog blev blanke og kedelige. Jeg drikker stadig brusetabletter, men nu med c-vitamin – ikke Treo, der smager af fake-citron og støv.

Når jeg skriver om min migræne, vinker jeg mest til den på afstand, men jeg ved også, at mange stadig lider af migræne, en sygdom med mange ansigter, som kun ses, hvis usynlighedskapperne lægges, og vi beskriver dens skøre, skæve ansigtstræk.

Migræne er både en ting og mange ting på samme tid, og det skal vi blive bedre til at kommunikere, så de, der lider af migræne, ikke forsvinder i florerende misforståelser og reduceres til de sarte Maude’er, de ikke er. 

Det, at vi øver os i at fortælle om de ting, vi oplever, som er svære, er en nødvendighed, hvis vi vil forstås af andre. Desuden har Anna lært mig i dag, over en kop kaffe, at det kun kommer godt tilbage til en selv igen, når man deler ud.

Det er Anna (og Marie), der får migræne, ikke kun Maude. 

Det håber jeg, at flere kan spejle sig i.

Tekst: Marie Falkner
Visuelt: Emma Hjortkjær
Redaktører: Johanne Ringøen & Emma Johanne Holmen Christensen