Med stjernelys i blodet

05. juni 2020

Rasmus har skrevet om Marianne Faithfulls album ‘Give My Love To London’ fra 2014. Et album, der for ham er lyden af forår. Samtidig er det en tekst om at føle, at man går glip af foråret. Om ensomhed og isolation i coronatiden. Og om at kigge på stjerner.

Dette er syvende del i en tekstserie om albums, der ifølge Rasmus ikke har fået den anerkendelse, de fortjener.

Illustration af Helena Hollænder

Da jeg var femten, faldt jeg. Jeg havde kvalificeret mig til verdensmesterskaberne i fægtning i en by i Frankrig ikke langt fra Paris, og lige pludseligt, mens jeg stod og fægtede, faldt jeg. Da jeg faldt, rev jeg min knæskal af led, brækkede stykker af min lårbensknogle og knuste noget af den brusk, der forbinder knæskallen til knoglerne. Det var april. En usædvanlig varm og solrig april, så vidt jeg husker. Det meste af det forår tilbragte jeg på hospitaler, hos fysioterapeuter eller liggende i min seng. På Rigshospitalet, hvor mit knæ i løbet af en syv timer lang operation blev sat sammen igen, delte jeg stue med en meget irriterende dreng, der brokkede sig hele tiden. Ham – og hans absurd pylrede forældre – hadede jeg. Når jeg ikke fik besøg af mine forældre – min far brugte meget af tiden på at fotografere de, ifølge ham, meget fascinerende kraner, der svajede mod himlen uden for mit vindue – eller læste i Jørgen Leths ‘Det uperfekte menneske‘, brugte jeg tiden i min hospitalsseng på at lytte til Marianne Faithfull. Jeg lyttede til hende om natten på hospitalet, hvor jeg ikke kunne sove, fordi den irriterende dreng i sengen ved siden af snorkede, og jeg lyttede til hende, når jeg lå og kedede mig på mit værelse, mens alle andre var i skole, og når jeg på krykker humpede frem og tilbage fra genoptræning. Hendes dybe, hæse stemme, der vidnede om et langt, levet liv, herunder mange års kampe med blandt andet stofmisbrug, hjemløshed og anoreksi, og som fik alting til at lyde, som om det var taget direkte ud af Weimarrepublikken, dannede lydtæppet for hele det forår. Jeg var især glad for hendes på det tidspunkt seneste album, 2014’s ‘Give My Love To London‘. Meget lidt musik minder mig så meget om forår, som det album gør, og dét på trods af at netop dét forår føltes som mit livs allermest forsømte. Når jeg lytter til ‘Give My Love To London‘, kan jeg dufte synenerne, der vokser i parken overfor min lejlighed. Den duft, der om foråret hænger tungt i hele gaden, og som strømmer ind i mit værelse gennem det åbne vindue. Der er noget nærmest bedøvende ved den duft.

Som stjerner på nattehimlen betragter vi foråret fra oven.

Siden da har jeg ofte lyttet til albummet, men da jeg lyttede til det for nyligt, gik det op for mig, at foråret i år minder om dengang. Følelsen af rastløshed og ensomhed er den samme. Følelsen af at gå glip af det hele, af foråret. Foråret, der i år føles mere som et objekt, vi betragter, end det føles som noget, vi interagerer med, noget, vi bevæger os rundt i. “We are like a starry night / We gaze at the world through a thousand eyes“, synger Faithfull i sangen Mother Wolf, måske den bedste sang, hun nogensinde har skrevet. Som stjerner på nattehimlen betragter vi foråret fra oven. Holder afstand til det på samme måde, som vi holder afstand til hinanden. Se med øjnene, ikke med hænderne, som mange af os sikkert har fået at vide som børn på diverse museumsbesøg. Som stjerner på nattehimlen holder vi os i vores eget lille solsystem. En trist tanke, måske, men på den anden side: Er der noget smukkere end stjernerne?

Stjernelys i blodet er et helt fantastisk billede på den sitrende og elektriske følelse af ungdom og forelskelse

Mother Wolf’ er ikke den eneste gang, Marianne Faithfull synger om stjernerne på ‘Give My Love To London’. På den melankolske guitarballade ‘Love More or Less’ synger hun om at rejse på må og få i lyset fra stjernerne med kærligheden som sit eneste kompas. Og på ‘Late Victorian Holocaust’ – skrevet til hende af ingen ringere end selveste Nick Cave – er hun og hendes følgesvend “star-babies” med stjernelys i blodet, der kaster op i Meanwhile Park og sover i hinandens arme. Sangen – har jeg senere erfaret – handler om to narkomaner, der vandrer desperat og hjemløst rundt i Londons gader, men da jeg var femten år, var sangen uden tvivl den mest romantiske, jeg nogensinde havde hørt. Det er den på sin vis stadig. Stjernelys i blodet er et helt fantastisk billede på den sitrende og elektriske følelse af ungdom og forelskelse, synes jeg – også selvom jeg mistænker det for i virkeligheden at være en metafor for heroin. For som sagt: Er der noget smukkere end stjernerne? Jeg kommer til at tænke på et citat fra Laurie Anderson, der er en anden af mine helte: “And you know the reason I really love the stars is that we cannot hurt them. We can’t burn them or melt them or make them overflow. We can’t flood them or blow them up or turn them out. But we are reaching for them. We are reaching for them.”, siger hun.

Adskillelse og ensomhed føles særligt hårdt om foråret, hvor alting ligner en kulisse, der bare venter på, at kærligheden vil udspille sig foran den.

En aften for ikke så længe siden mødtes jeg med to venner på en kæmpe græsplæne i en forstad til København. Man skal ikke rejse særligt langt væk fra storbyens lyshav, for at stjernerne bliver tydelige. Vi lå på græsplænen og stirrede op på himlen, hvor stjernerne mindede mig om lysene fra byer, når man ser dem fra en flyvemaskine om natten. Jeg blev overvældet af følelsen af, at himlen i virkeligheden var et hul, jeg kunne falde ned i, drukne i, hvis bare jeg gav slip på jorden, jeg lå på. Vi lyttede til ‘Deep Water’ fra ‘Give My Love To London’, en sang om at holde fast i en elsket trods uoverstigelige forhindringer og svimlende afstande: “Your face is hidden from me / But your love is not / I will not reach for other things / Till I know what I have got / I’m walking through deep water / Trying to get to you”. Sangen føles mere relevant end nogensinde nu, hvor landets grænser er lukkede, og så mange er adskilt fra deres elskede. Det er en trist sang, men også dén forekom mig som femtenårig utroligt romantisk: Tænk at elske nogen så meget, tænkte jeg. Som med junkie-fortællingen i ‘Late Victorian Holocaust’ kunne jeg ikke forestille mig noget smukkere. Jeg har altid været til fals for forfaldsromantik. Måske er det derfor, jég elsker stjernerne så meget: fordi stort set alle er enige om, at de er smukkest, når de brænder ud, når de dør.

Min kæreste sagde for nyligt til mig, at det her forår godt kan give ham en følelse af at være bagud og at skulle indhente et eller andet på den ‘anden side’. Sådan havde jeg det dengang, jeg var femten og brugte hele foråret på at genoptræne mit knæ, og sådan har jeg det til dels også nu. Men kun til dels: Der er jo en grund til, at det er ‘Give My Love To London’, der for mig er forårets soundtrack, selvom jeg forbinder albummet med mit livs mest forsømte og mest isolerede forår. Måske er det ligesom, at det altid er de ferier, der gik galt, man husker bedst: de ferier, hvor flyet var forsinket, bagagen forsvandt, hotellet lugtede mærkeligt, og det regnede hele tiden. ‘Give My Love To London’ slutter med en gåsehudsfremkaldende udgave af standarden I Get Along Without You Very Well’ med linjerne: “I get along without you very well / of course I do / Except perhaps in spring but I should never think of spring / For that would surely break my heart in two”. Adskillelse og ensomhed føles særligt hårdt om foråret, hvor alting ligner en kulisse, der bare venter på, at kærligheden vil udspille sig foran den. Men der er også noget smukt ved, at foråret kommer, selv når vi er adskilte og ensomme. I parken overfor min lejlighed er syrenerne endnu engang sprunget ud. Duften er kraftig og overvældende og fantastisk. Som altid. 

 

Hvad tænker du?

  1. Christine siger:

    Hej Rasmus. Ville bare lige hilse og fortælle dig, at jeg simpelthen synes du skriver så smukt. Fiona og jeg sidder og lytter til Late Victorian Holocaust på Ærø lige nu. Kh Christine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN