Mens man venter på noget

Mens man venter på Lesbos.
Man kan gå der på brostenene. Synes, at himlen er det mest blå, den har været hele året. Og pludselig føle at det hele er så romantisk. Ikke på grund af nogen man har mødt eller noget, men bare fordi himlen er så blå. Og man skal helt ærligt stoppe med at sige man. For man mener jeg.
Jeg er så smuk i dag, at himlen har gjort sig til for mig. Lyset falder så flot i dag, at det ligner det guldaldermaleri, man – jeg mener, jeg – igen så på Glyptoteket i sidste uge. I går talte vi om, hvor fint det kunne være at tage én måned, måske et par uger, eller måske bare én uge, ned og gøre en forskel. Vi slog CPH-Lesbos op på Momondo. Og nu går jeg her og kigger på mine negle, der blegner og flækker i solen og tænker, hvorfor er jeg ikke på Lesbos?
Hvorfor er jeg ikke på Lesbos eller hjemme igen, så jeg kan fortælle om det over en kop kaffe og sige: “Det er helt forfærdeligt. Man forstår det ikke, før man har været der selv. Det er helt ubegribeligt.” Og så tænker jeg – stik mig nogle afrikanske børn, jeg kan give omsorg. Redde dem, hvor de er, inden de skyller i land på Lesbos. Det må være vores næste projekt.
Så kommer jeg i tanke om malaria, og at jeg ikke vil dø, og at jeg jo lige har købt et hårbånd med afrikansk print, og det var fairtrade, så det går jo nok.

Mens man ser på politiet.
Jeg cykler på Tagensvej. Ser over på den røde plads. Jeg spejder efter en mobil politistation. Jeg kigger mig mange gange over skulderen. Så tænker jeg på, om der mon er nogle (eller mange) i det her kvarter, der synes min kjole er for kort. Den kryber altså også ekstra meget op, når man cykler. Jeg ser ud i natten med mine lysende blå øjne, jeg slår håret ud, så det blæser. Det hvirvler rundt og skriger, at jeg er så arisk, som man kan blive. Ved busstoppestedet står den samme somaliske mor som i går. Hendes to små piger smiler til mig. Gad vide om hun også har en søn, der går i hættetrøje? I så fald skal han være forsigtig med at gå ude om aftenen, har jeg hørt – måske tage en bus eller en taxa.
Vi har lige snakket om, at der snart er kommunalvalg. At man burde stemme på nogen, der kan gøre noget. Nogen, der kan få folk til at stoppe med at skyde. Men det må endelig heller ikke være nogle, der stigmatiserer indvandrere. Det skal man ikke associere sig med. Jeg fortæller til alle dem, jeg har aftaler med, at man bare kan være helt rolig. Alt er stadig, som det plejer. Man kan sidde og drikke ægte arabica på Blågårds Plads, kigge på LTF og så køre hjem, høre sirenerne og falde trygt i søvn.