Mødet med tilværelsens klaustrofobi

Livet giver ingen pauser. Det fortsætter med samme fart, hvad end vi står over for. Det afkræver os svar, selv når vi ikke har dem.

Insisterer på, at vi kan tage slagene, der kommer vores vej.

Fylder os med frygt, der giver os trang til at flygte, uden at give os et sted at søge hen.

Om, vi ønsker at vende tilbage, er ikke sikkert.

Denne indelukkethed i livet skaber en intensitet, som stiger, når livet er sværest. Når indelukketheden er størst, kan den blive til dét, jeg vil kalde “tilværelsens klaustrofobi”.

Når den gør det, risikerer man at blive fyldt op med en urovækkende angst: Hvem er man, når man presses til det yderste af sine grænser?

Hvad kan man finde på, når man for alvor føler sig fanget?

Den skærpede opmærksomhed på tilværelsens klaustrofobi er en, jeg de seneste seks år er blevet mere bevidst om.

Fra jeg som 18-årig blev operereret i halsen og kort tid efter blev behandlet for Borellia, til jeg i årene, der fulgte frem til i dag, har kæmpet en daglig kamp mod svære psykiske og psykosomatiske symptomer foranlediget af generaliseret angst og OCD.

Det har til tider vækket en følelse af at stå med frosne fødder på springbrættet til livet som voksen; alt imens dem omkring mig tog springet videre. I den forbindelse har jeg ofte tænkt, at det ikke kan være normalt med al den smerte og angst, som har fulgt mig ind i livet som voksen. Og nej, mange af de faktorer, der har spillet ind i mit tilfælde, har ikke været ”normale”.

I dag ser jeg i højere grad, hvor meget der – under mine unikke omstændigheder – har gemt sig, som har været fuldstændig almindeligt. Hvor meget alles unikke overgang ind i livet som voksen har tilfælles med hinanden. Her tænker jeg især på at lære at leve med det føromtalte pres fra livet, som til tider kan glide over i en tilværelsens klaustrofobi.

Et pres, der utvivlsomt kan eksistere i alle livets faser, men som, jeg er overbevist om, gør sig særligt gældende i springet ind i voksenlivet. Her bliver det i højere grad ens eget ansvar at udholde og håndtere sit liv, hvilket kan indebære udfordringer, man ingen erfaring har med og dermed intet bevis har på, at man kan håndtere.

Man bliver fyldt med tanker og følelser. Man bliver stillet over for valg og begrænsninger, der kan være overvældende, og som kan få en til at ønske, om ikke man kunne sætte livet på pause – eller i det mindste skrue ned for tempoet.

At lære at håndtere dét pres, der følger med denne overvældelse, og at forsøge at forhindre det i at skvulpe over i en tilværelsens klaustrofobi, tror jeg om noget, er, hvad overgangen til livet som voksen handler om.

Selvom hver enkeltes forudsætninger er forskellige, så mener jeg, at der er noget smukt ved, at vi har det tilfælles. Særligt i dag hvor selv ældre generationer, der ynder at fortælle om, hvordan livet som ung var sværere i deres tid, må erkende, at hastigheden i dag er skruet gevaldigt op, og at tilværelsens kompleksitet er blevet større.

Personligt har jeg endnu ikke nogen endelige svar på, hvordan jeg bedst håndterer de udfordringer, der præger min hverdag, hvor især de psykiske og psykosomatiske udfordringer giver mig problemer.

Trods mine daglige forsøg på at finde fodfæste i tilværelsen som voksen, så vakler jeg fortsat.

Alligevel har jeg gjort mig nogle erfaringer og fundet nogle strategier, jeg tror på, kan hjælpe i mødet med overgangen, overvældelsen og kampen for at holde tilværelsens klaustrofobi på afstand.

Først og fremmest er det essentielt at have folk, man holder af og stoler på, nær sig. Selv når man ikke ønsker at blive set i sin sårbarhed. De både være med til at møde en i mørket og vise vej ud derfra. De kan bibringe ens liv den nødvendige kontinuitet og være den konstant, der er brug for, når livet viser sig fra sine barske sider.

Derudover har jeg fundet frem til, at man ikke må negligere værdien af det eskapistiske, når livet overvælder. Menneskets livsnødvendige og vidunderlige evne til at søge væk. Til at give sig hen i skabelsen af egne verdner og værker eller at forsvinde ind i andres universer gennem serier og film, musik og kunst. Med andre ord evnen til at skabe et frirum, en selvskabt pause i et liv, der ingen pauser giver.

Jeg har erfaret en anden måde at holde tilværelsens klaustrofobi på afstand, som jeg vil ønske, at jeg selv oftere gjorde brug af: At flytte sig rent fysisk i sit liv er et greb. Ofte tror jeg, at livet bliver for meget, når vi bliver det samme sted og i den samme stemning i for lang tid. Når presset og stressen er højest, og hvor vi har det med at tro, at verden står (og falder) med os.

Dét at flytte sig fysisk, når livet er svært, er ikke nødvendigvis det samme som at flygte. Uanset hvad, så kan oplevelsen af at være sig selv udenfor de vante omgivelser være med til at klargøre hovedet og vigtigst af alt bekræfte en i, at man ikke er så fanget, som man måske føler sig.

Bekræfte, at tilværelsen ikke er så fastlagt, som den kan forekomme.

Nogle gange vil tilværelsens klaustrofobi overmande dig trods alle forsøg på det modsatte. Til tider vil du føle dig kvalt, fanget og overvældet af det hele, mens du mærker et brændende behov for at lade tiden gå i stå, alt imens den mod din vilje tikker videre.

Her er det, at du vil blive stillet over for spørgsmålene om, hvem du er, når du presses til det yderste af dine grænser – og om, hvordan du reagerer, når du føler dig fanget i dit liv.

Hver gang du formår at holde ud, når du konfronteres med disse spørgsmål, vil du opnå en dybere tiltro til din egen styrke. Denne tiltro er dit stærkeste våben i mødet med tilværelsens klaustrofobi.

Tekst: Peter Bitsch Hjortshøj
Visuelt: Katrine Frimor
Redaktør: Emma Johanne Holmen Christensen