Mere end Okay Kaya
Hvad har Jon Bon Jovis roséproduktion, sangen ‘Bumpy Ride’ og middelmådig sex at gøre med musikeren, Okay Kaya? Læs med for at finde ud af det!
Det er 2020. Min roomie og jeg sidder og hører musik. Jeg sætter musik med Okay Kaya på. Mens vi sidder og drikker te, siger min roomie, at “det godt nok er noget sørgeligt musik, jeg hører”. Jeg bliver forarget. Jeg har lyttet mere til Okay Kaya end The Beatles og Beyoncé. Både i 2018 og 2019 var hun den kunstner, jeg lyttede allermest til. “KAN DU IKKE FORSTÅ, AT DET, DU SIGER, ER SOM AT SIGE TIL MIG, AT JEG HAR ET SØRGELIGT LIV” – sagde jeg ikke til min roomie.
Så nu, to år efter, tager jeg revanche ved at præsentere nogle af Okay Kayas værker og især sangtekster for jer – for at vise hvad det er, de kan. Hvis du har lyst, kan du evt. sætte hendes debutalbum ‘Both’ på, mens du læser.
Okay Kayas borgerlige navn er Kaya Wilkens og netop ‘Both’-albummet er fra 2018. Det samme år som jeg forelskede mig i hendes stemme og ikke mindst hendes tekster. For hvis man dykker ned i dem, findes der en skat af ordlege og temaer om sex og psykisk sårbarhed. Wilkens stemme er bakket op af et musikarrangement, der ofte er subtilt og skåret helt ind til benet. Det tvinger lytteren til at sætte tempoet ned og give teksternes historie opmærksomhed. Det næste uddrag afslører også en sårbarhed; spicet op med ironiske referencer til den udskældte typografi, Comic Sans, og selvhjælps-sloganet, ‘acceptance is key’. Et slogan der er så ukonkret, at jeg bare venter på låsesmeden med acceptnøglen.
“Since you’ve been gone
Everything’s in comic sans funny wrong
Since you been gone
Can’t go on
If acceptance is key
I’m here waiting for the locksmith”
– ‘Comic Sans’
Wilkens stemme har en naivitet i sig, som medfører, at hun kan synge om alt, uden det virker særlig stødende. Hun tager emner som sex og psykisk sårbarhed op på en iøjnefaldende måde – selvom det er 2022, og der næsten ikke er flere tabuer tilbage, vi ikke har prøvet at bryde med. Jeg’et i Wilkens tekster er ikke bange for at udpensle sine seksuelle erfaringer (eller mangel på samme). Fx i nummeret, ‘Asexual Wellbeing’ (aseksuel velvære):
“Netflix and yeast infection
I know sex with me is mediocre
But i can probably feel what you’re feeling”
– ‘Asexual Wellbeing’
“Sex med mig er middelmådigt,” står der formentlig ikke i mange Tinder-biografier. Men det kan være befriende at høre som en kontrast til mange andre sangtekster, der er hyperseksuelle, viljestærke og frigørende. Som eksempelvis Cardi B’s ‘WAP’ (Wet Ass Pussy): “I let him taste it, … I wanna gulp, I wanna gag, I wanna choke.” Eller John Mayers ultrafløde romantisering af sex i sangen ‘Your Body is a Wonderland’, hvor kvindens “perfekte krop” beskrives utrolig nøgternt i en ubesværet akt: “…discover me, discovering you, one mile to every inch of, your skin like porcelain, one pair of candy lips, your bubblegum tongue..” Et tredje eksempel på en overdrevet forenkling af sex (og noget, der faktisk lyder ret ubehageligt) finder man også i Mohombi’s sang, ‘Bumpy Ride’. Den kan du selv prøve at sætte på for at mærke, om du forstår, hvor jeg vil hen.
“Sex med mig er middelmådigt”, står der formentlig ikke i mange Tinder-biografier
Kaya Wilkens skriver tekster i stor kontrast til de forrige eksempler; til den gennemsnitlige seksualitet. Hun gør sit bedste for at fremelske: “I just want us to do well like Jon Bon Jovis Rosé!”. Musikeren, Jon Bon Jovi, begyndte at lave sin egen rosé i 2017. Her får han altså et shoutout af Wilkens som et symbol på noget, der måske starter lidt tvivlsomt, men som overraskende nok ender som en succes. Wilkens ekstroverte måde at behandle disse temaer på fortæller hun om i et interview til Femina i 2020: ”Jeg har valgt at være meget ærlig i mine tekster og vil gerne have, at min musik giver anledning til en åben samtale og er noget, vi kan samles om”.
“My heart is ponding
My heart is sweat
My hearts got ducklings
Swimming in it”
– ‘Popcorn Heart’
Det er netop denne ærlighed, der gør selvironien så prangende. Hun får også flettet små tabuer ind i teksterne som f.eks.: “what if the pills I take will stop me getting wet?”. En mulig reference til det dilemma, man kan stå i, hvis man f.eks. skal tage p-piller eller antidepressiva, hvor en bivirkning ofte er nedsat sexlyst. Sangen ‘La meg’ kunne godt handle om en creepy stalker, men det er gået op for mig, at den nok handler om angst. Angsten er en usynlig person, der følger med og ikke vil lade jeg’et være. Men sangen er med hendes klare, norske røst også en fin, lille melodi.
“Jeg vil ikke dele sengen min med en som ikke finnes,
Du er der uansett hvor jeg snur meg”
– ‘La Meg’
Kaya Wilkens bruger også humoren som en ramme for det melankolske
Der er noget lidt dystert over hendes univers, og efter jeg er gået mere i dybden med Kaya Wilkens tekster, kan jeg også mere se den tristesse eller klagesang, som min roomie opfangede. Men Kaya Wilkens bruger også humoren som en ramme for det melankolske. Hun underspiller dramaet med en breezy stemme og bruger syrede referencer som Jon Bon Jovi – og konstaterer, at middelmådig sex er virkeligheden. Lev med det.
Wilkens direkte og banale måde at fortælle om disse ting på leder mine tanker hen på bogen ‘Gift’ af Tove Ditlevsen og hendes konkrete (til tider kyniske) måde at fremstille sine sårbarheder på. Denne kan gøre det svære mere spiseligt.
Jeg var ikke helt klar til at indrømme det overfor min roomie, men Okay Kaya har været terapeutisk for mig ved at skabe så kort afstand mellem det triste og det sjove. Ved at turde synge om at ville være en “middelmådig sexpartner” eller om bare gerne at ville være dj.
Jaa!! Det var dig der introducerede mig til Okay Kaya, min yndlings er Ascend and try again, min go to-angstdæmper, antidote til katastrofetanker og tankemylder! At man altid kan trække sig og prøve igen er en så beroligende tanke. KNUS og tak for god artikel og tak for Okay Kaya fra Johanne