Arbejderklasse-litteraturen er tilbage igen, og den er blevet endnu mere personlig
Arbejderklasse-litteraturen har historisk set altid eksisteret, men lige nu er den eksploderet og har indtaget almindelige menneskers hjem samt den litterære scene med storm. Hvad skyldes populariteten? Det reflekterer Jeppe over i denne tekst med hjælp fra Mathies Græsborg Aarhus, der er forsker i arbejderklasse-litteratur.
Arbejderklasse og litteratur. To ord, der intuitivt ikke falder i samme kategori, og hvis sammenhæng ikke nødvendigvis er krystalklar. Og det er sådan set både rigtigt og forkert. Litteratur har historisk altid haft en forbindelse til bourgeois: det bedre borgerskab, og har det stadig den dag i dag. De lærde læser jo litteratur. Men lige nu kan man øjne en litterær tendens. Det seneste årti og specielt de sidste to-tre år har der været en eksplosion med fortællinger fra, af eller om arbejdsklassen. Gyldendals bestseller Glenn Bech, stjernefrøet Thomas Korsgaard samt poetikere som afdøde Yahya Hassan og nyaktuelle Haidar Ansari. Oven i det har Annie Ernaux vundet nobelprisen i litteratur sidste år, mens Édouard Louis har manifesteret sig i toppen af den internationale litteraturscene. Arbejdeklasse-litteraturen lever i bedste velgående og snor sig mellem bestseller-listerne og eksklusive, litterære præmiepodier.
Selv er arbejderklasse-litteratur ikke noget nyt inden for den litterære verden. Som regel er den skrevet af, om eller for arbejderklassen. Den forsøger at iscenesætte sig selv og sine problemer i litteraturen, selvom gruppen sjældent betragtes som spændende nok til litteratur. For traditionelt set har litteraturen været et middel til dannelse og kultivering for og af borgerskabet. Modsat har litteraturen for arbejderklassen været en arena for klassekamp, som især fremgår eksplicit i titlen på Glen Bechs nye bog: ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’.
Ifølge Mathies Græsborg Aarhus, der forsker i arbejderklasse-litteratur og arbejder som postdoc ved Göteborgs Universitet, er arbejderklasse-litteratur blevet mere personlig. “Den nye arbejderklasse-litteratur adskiller sig dog også fra tidligere arbejderklasse-litteraturer ved at være skrevet fra et mere personligt sted. Forfattere som Glenn Bech og Édouard Louis bruger deres personlige historier til at forstå klassesamfundet og den magt, arbejderklassen er underlagt.”
Den velkendte og velbeskrevne individualisering i samfundet har nu også ramt den samfunds-debatterende litteratur. Nu kan vi ikke blot spejle os i ordene eller fortællingen, men også i forfatteren.
Tendenser er altid svære at spore og forklare. Utydeligt vokser de i periferien; lidt som en tsunami. Ifølge Græsborg er det svært at sige præcist, hvorfor arbejderklasse-litteraturen så pludseligt er skyllet ind på bestseller-listerne og i hjemmet hos mange. “Grundlæggende er der en efterspørgsel efter disse klassefortællinger, som ellers i mange år ikke er blevet fortalt. Det er svært at sige præcist, hvorfor arbejderklasse-litteratur er så populær lige nu, men jeg tror blandt andet, at det skyldes, at forbrugerne (red. læserne) jo stadig godt er klar over, at vi lever i et klassesamfund.”
Lige præcis klasse er svært at komme udenom, selvom magthaverne sjældent har på sinde at tale om det, mener Græsborg. “Selvom magthaverne sjældent vil snakke om klasse, så føler vi klasse-skel hele tiden i vores hverdag. Når vi snakker med folk fra andre klasser: f.eks. folk med andre dialekter. Klasse er indlejret i vores sprog, vores forbrugsmønstre, vores arbejde og vores nervesystemer.”
Og forklaringen på eksplosionen af arbejderklasse-litteratur ligger måske i denne modsætning, som Græsborg taler om. For selvom klasserne ikke er lige så tydelige som før, eksisterer de stadig. Ulighed bliver jo stadig reproduceret. En slags klasseløs konsensus har udbredt sig. Så måske skal litteraturen ses som et oprør mod det, at klasse stille og roligt er blevet muget ud i store dele af den politiske samtale de sidste to årtier. Det tyder det i hvert fald på.
Tilbage i 2001 sagde Anders Fogh Rasmussen i sin tiltrædelsestale i folketingssalen, at
“Valget var et opgør med den gammeldags opdeling af politik i højre og venstre. (..) Det var et opgør med den gammeldags opdeling af mennesker efter hvilken erhvervsgruppe, uddannelsesgruppe eller socialgruppe, de tilhører. Det var et opgør med opdelingen i «der er dem, og der er os». Det var et opgør med klassekampen.”
Fire år senere i 2005 erklærede Frank Jensen i en del af sin kampagne mod at blive formand for socialdemokratiet, at klassekampen ikke var død. Formand blev han ikke, men i stedet blev formanden for socialdemokratiet Helle Thorning. Hun sagde senere i en debat med Villy Søvndal i 2010: “Jeg accepterer ikke tanken om, at vi er modstridende klasser.” Lars Løkke fortsatte ad samme klasseløse spor under sin regeringsperiode. Med undtagelse af Mette Frederiksens første regeringsperiode, ligner hendes SVM-regering øjensynligt også en, som igennem sit arbejdsfællesskab vil ophøje sig over de politiske skel – herunder også klasse-skel.
Det fremkommer paradoksalt, at imens klasse aldrig har fyldt mindre i den politiske samtale, har arbejderklasse-litteraturen sjældent fyldt mere.
På den måde illustrerer litteraturen måske et politisk opgør med den etablerede konsensus, der hersker og har hersket inde på Borgen. Måske er det ligefrem derfor, at vi alle strømmer ned i boghandleren. Fordi litteraturen sætter dybere og mere personlige ord på temaer, som magthaverne ikke vil, og den offentlige debat ikke formår at sætte ord på. Det at føles glemt og nedprioriteret beskriver Louis eminent i sin nyaktuelle bog ‘Forvandlingens Metode’, hvori han skriver: “Jeg er ikke som dem. Jeg skrev for at eksistere.”
Og heri ligger litteraturens styrke også: nemlig at den udvider vores indsigt med sine konfronterende ord om vores (u)bevidste glemsler og fortrængninger. For de, der ejer sproget, har vel også magten til at eje historien og fortællingen.
Da Édouard Louis skulle udgive ‘Færdig med Eddy Bellegueule’ troede flere af forlagene ikke på, at det var en selvbiografi. Heldigvis blev den jo udgivet og har givet en unik indsigt i mennesker, følelser og oplevelser, som mange af os ellers aldrig før har haft eller ville komme til at møde. Det uforståelige kan pludseligt blive forståeligt. Og efter man har læst noget af Louis, giver de sidste års lammende strejker i Frankrig pludselig en smule bedre mening.
Om eksplosionen af arbejderklasse-litteratur vil føre til politiske forandringer, er svært at spå om. Generelt har litteraturen dog en særlig kraft til at kunne skabe eller anspore til politisk forandring. Allerede helt tilbage i 1904 under det moderne gennembrud skabte litteraturen forandringer. Her var f.eks. Jeppe Aakjærs roman ‘Vredens børn’ med til at sætte fokus på proletariatets hæslige forhold, hvorefter de daværende magthavere nedsatte en kommission, som skulle forbedre forholdene for de tyende. Litteraturen fungerer som en seismograf for vores samfund og for os selv som mennesker, der måler oprør og forandring.
Dog er det svært at forudsige, om Bech og Louis for alvor ændrer måden hvorpå, vi anskuer “klasse”. Måske snakker vi om noget helt andet om et år. Men det er forfriskende, at litteraturen bliver politisk, når politikken ikke er det, men i stedet bare er præget af en søvndyssende konsensus.
Hvad tænker du?