Min stjerneveninde

I sommer begyndte jeg at læse den italienske forfatter Elena Ferrantes meget populære romanserie Min geniale veninde, der nu også er blevet en TV-serie på HBO (Jeg vil virkelig anbefale begge dele!). Man følger veninderne Elena og Lila helt fra deres venskabs begyndelse, da de mødes i skolen og op igennem deres ungdom og voksenliv. Bøgerne fik mig til at tænke over, hvor komplekse venskaber ofte er. På alle de elementer, de indeholder, og alle de følelser, der hopper og ned og kan ændre sig gennem venskabet. De to små piger finder hurtigt en fælles interesse for det boglige, men Lila har helt usædvanlige evner. Hun er ganske enkelt genial og er hele tiden ved at overhale Elena indenom. Selvom de holder meget af hinanden, er deres venskab også fyldt med konkurrence, bitterhed og jalousi. Senere i deres liv (no spoilers) driver de længere og længere fra hinanden og begynder at have svært ved at forstå den andens verden, og dog opretholder de stadig et helt særligt bånd.

Bøgerne fik mig til at tænke på en veninde, jeg har. Vi har været veninder, siden vi mødte hinanden på en musikefterskole på Fyn i 2011. Vi mødtes om at hedde det samme, at være de to Oliviaer på skolen. Olivia og jeg mødtes også om at spille musik. Jeg var ny indenfor det med musik og er aldrig blevet specielt dygtig til det. Olivia, derimod, var rigtig dygtig til at spille bas og går nu på musikkonservatoriet i Oslo, hvor hun studerer komposition. Vi har gradvist bevæget os ind i to forskellige verdner: Olivia begyndte tidligt at kæmpe for sin drøm, at komme på konservatoriet, og arbejde hele sin teenagetid med at komme igennem nåleøjer, ind på et musikgymnasium, på en to-årig uddannelse på Gotland, og nu bor hun altså i Norge. Jeg gik i almindeligt gymnasium i København, holdt nogle meget klassiske sabbatår og bor nu stadig i København og går på universitetet. Vi er gode venner, vi taler tit sammen og ser hinanden meget, når Olivia er i byen, eller når jeg kommer på besøg hos hende. Vi danser, griner, ser film, drikker øl og laver mad og snakker – vi snakker begge to rigtig meget. Selvfølgelig snakker vi så også om det, der optager os, Olivia om sine kompositioner og den musik, hun er optaget af, og jeg om uni-livet og de bøger, jeg er begravet i. Men det er ofte, at jeg tænker, at hendes verden er en hel anden end min, hendes verden er en lille nicheverden, som hun har været dygtig nok til at komme ind i.

Så ikke nok med at vi i mange år af vores venskab havde været fysisk adskilte, er vi også gået i markant forskellige retninger, siden dengang vi mødtes over musikken og efterskolelivet. Nu er vi voksne, og Olivia er klart den af os, der har taget de mest utraditionelle valg. Hun gik benhårdt efter sin drøm, og det har ført hende væk fra mig og hendes andre venner og det almindelige ungdomsliv og ind i en verden, hvor man, selvom man er kommet igennem nåleøjerne, stadig aldrig er helt god nok.

Jeg tog alle mine tanker med hen til Olivia, da hun var hjemme på besøg, og vi talte om, hvordan det er at være venner på trods af afstande, forskellighed, undren, misundelse og ensomhed. Det er blevet til en podcast, der kan høres her:

Illustrationer af Astrid Lund Johansen