Mød Den Grønne Studenterbevægelse

Jeg har læst utallige digte og artikler, der skildrer menneskets afmagt og fortvivlelse over klimakrisen ved at dvæle ved en mulig apokalypse frembragt af vores egen grådige civilisation, og et avisindlæg har endda diagnosticeret mig som klimadeprimeret. Men det ændrede sig en eftermiddag i slutningen af februar, hvor solen stod højt på en klar vinterhimmel og kastede sit lys igennem ruderne på Studenterhusets kaffebar i Aarhus, da jeg mødte Niels og Alma fra Den Grønne Studenterbevægelse (DGSB) til en snak om klima, ungdom og oprør. ”Tro på os!” lyder deres slogan. Og det er der måske god grund til…

Bevægelsen afholder demonstrationer kendt som Klimapåmindelsen, og så sender de bunkevis af breve til klimaministeren, Venstres Lars Christian Lilleholt. ”Brevet er et medie, der giver den tid til refleksion, som der er behov for. Det at sætte sig ned og give sig tid til at skrive et brev er en investering, og vi har brug for langt mere investering i vores fremtid. Brevene til ministeren kobler den personlige bekymring og vrede på noget politisk,” forklarer Alma. ”Og de mange breve viser, at folk ikke er alene med deres tanker,” fortsætter Niels.

Niels er 29 år og er nyligt færdiguddannet pædagog med kandidat i pædagogisk filosofi. Han har skrevet speciale i den antropocæne epoke, som er den tidsalder, hvor det moderne menneske sætter sig selv som den planetbestemmende faktor, hvilket ifølge Niels netop er det, vi har brug for et opgør med. I stedet har vi brug for et mere cirkulært og gensidigt forhold til naturen. ”Vi er afhængige af naturen,” siger han. ”Hvis vi ødelægger naturen, ødelægger vi os selv. Mennesket er selv natur”.

Alma er 24 år og er i gang med 4. semester på antropologi, hvilket hun pointerer baserer sig på en kritisk og undrende tilgang til betragtningen af det sociale i al dets mangfoldighed. Hun mødte Niels og mange andre unge i DGSB i oktober, da bevægelsen bredte sig til Aarhus efter at være startet i København for et år siden. Alle var de fælles om et grundlæggende behov for at gribe til handling på baggrund af den viden, de efterhånden havde tilegnet sig om den økologiske krise i form af det øgede pres på økosystemer og Jordens planetære grænser. De manglede et sted at gå hen med deres engagement, og deraf opstod DGSB som et handlingsrum, hvor det var muligt at bruge sin viden aktivistisk.

Den Grønne Studenterbevægelse er altså så at sige en kritisk masse, der har valgt at konstituere sig med det mål at vække en politisk bevidsthed blandt befolkningen og tvinge magthavere til at gribe til handling. Dertil kommer bevægelsen som en reaktion på en oplevelse af, at politikerne ikke tager deres demokratiske ansvar på sig, lytter og handler, som er deres pligt.

Under solen har en cementvæg af tunge skyer lagt sig, og februar giver sit genkendelige lette og triste smil igen. ”Er det her et oprør?” spørger jeg entusiastisk. ”JA,” svarer Niels prompte med en selvfølgelighed i stemmen, ”ellers havde vi jo bare sat os ned og ladet tingene sejle”. Der går et par sekunder, hvorefter han med en mærkbar alvor i stemmen siger ”Det er jo et oprør mod udryddelse,” og Alma tilføjer: ”Eller måske mere et oprør for liv”.

Men er klimakampen så udelukkende ung? Ikke ifølge Niels og Alma, der er enige om, at der ikke ønskes generationsskel eller skel mellem folket og politikerne. Vi er jo alle sammen fucked, som Niels siger. ”Bevægelsen kæmper en kamp, der ikke udelukkende er vores”. Men at den starter som en studenterbevægelse kommer måske som en naturlighed, idet man næppe kan uddanne sig uden at stille sig selv spørgsmål som ”Hvorfor uddanner vi os?” og ”Hvad er det for et arbejdsmarked og en fremtid, vi skal forholde os til?”. Alma forklarer, at det er smart at engagere de studerende på fx Aarhus Universitet, da de op mod 60.000 studerende udgør en stor gruppe af indbyggerne, som bliver et vigtigt talerør ud til arbejdsmarkedet. Ifølge Niels får man på uni en viden og dermed også et ansvar for at stille sig kritisk. Men det gælder sådan set også de professions- og teknisk uddannede. Bevægelsen udspringer fra universitetsmiljøet, men er for alle, der ikke har givet op på håbet for fremtiden.

”Hvad så med civil ulydighed, kunne det blive noget?” spørger jeg og kan høre, at jeg lyder lidt for tændt på ideen. ”Kommer an på, hvad der menes med ulydighed,” er det reflekterede svar, jeg får tilbage. ”Der findes jo mange grader af det, eksempelvis ved ikke at dukke op til sin undervisning (en reference til klimaets nye unge forkæmper, Greta Thunberg). Det, vi gør, er jo, at vi kommer med et modtryk. Vi ønsker omvendt mere lydhørhed end ulydighed. Vi ønsker, at folk begynder at lytte. Det er den demokratiske dialogsøgende løsning, vi ønsker. Den individuelle løsning findes ikke. Den skal findes i fællesskab”.

Det er begyndt at trække op til regn udenfor, og det ser ud, som om himlen har pakket sig ind i sin bedstemors grå og bløde vattæppe, da jeg spørger til deres drømme for fremtiden. Svaret er handling! At vi generelt tager udfordringer mere seriøst end i dag! Bredere dialog uden for Danmark! En større miljøbevægelse uden for Europa! Kollektiv omlægning! Lovmæssige ændringer! At vi accepterer at gå ned i levestandard, så kloden kan opretholde sit eget eksistensgrundlag! En ændring i mentaliteten i forhold til vækst og progression! En omtænkning af, hvad ”det gode” er.

Da vi skilles ad, og jeg går ned ad Langelandsgade, mens regnen falder stille, langsomt fra en himmel, der ligner en hund, som har fået lidt for meget sol og er begyndt at trævle, ser jeg, at de mennesker, jeg går forbi, smiler på samme lidt forvirrede måde over februars skizofrene omskiftelighed. Et oprør for liv, tænker jeg. Det vil jeg gerne tro på. Den lette friske regn og den skarpe insisterende sol.

DGSB afholder Klimapåmindelse hver torsdag i København og hver tredje onsdag i Aarhus. Desuden er der d. 15. marts global klimastrejke. Læs mere her.