Mød Jens-Jørgen

Inden i mig bor en mand. Han hedder Jens-Jørgen. Vi har fulgtes ad i mange år – nærmest hele mit liv – trods vores store aldersforskel. Jens-Jørgen er nemlig en tobaksrygende mand i sin gyldne alder. Han har helt hvidt hår og briller med glas så tykke som hinkesten. Hvis Jens-Jørgen var en karakter i en film, ville han være den gamle, sure mand i sit pæne, velholdte forstadshus, der råber “get off my lawn!” efter kvarterets børn – selv de gode af dem. Men egentlig holder han sig mest for sig selv, ham Jens-Jørgen. En gang imellem kvækker han op om livets uretfærdigheder eller om, at han er løbet tør for tobak. Der er altid bøvl med Jens-Jørgen, og det påvirker jo naturligvis mig. Vi lever trods alt i et slags symbiotisk forhold med hinanden.

Jens-Jørgen følger med mig, hvorend jeg går. Han er der konstant og udgør en massiv trussel mod min selvforherligende opfattelse af mig selv. Han sætter spørgsmålstegn ved min overbærenhed og lader mig indse, at min lunte faktisk slet ikke er så lang, som jeg havde håbet. Jeg har for eksempel måtte erkende min lave tolerancetærskel på cykelstierne (hvilket får mig til at frygte den dag, jeg – forhåbentlig – får mit kørekort). For der findes da intet mere stupidt end den gængse københavnske cyklist, plejer Jens-Jørgen at sige. Listen er lang over de små – egentlig ligegyldige – episoder, der kan sætte mit pis så godt i kog og ultimativt ødelægge en ellers god cykeltur. Jens-Jørgens kronede dage foregår som oftest på cykelstierne. Cyklister der cykler enten langsomt, ved siden af hinanden eller langsomt OG ved siden af hinanden, kan få ham til at hviske de værste bandeord i mine ører. Allerværst står det til, når Jens-Jørgen skimter en cyklist med en sadel, der er for høj, så hele kroppen vrikker i takt med deres ihærdige trampen i pedalerne. Det burde jo ikke irritere mig så meget, at nogen cykler rundt på en cykel, der er for høj til dem. Men et eller andet – noget kemisk, sikkert – får væmmelige følelser til at blusse op i mig. Og når først Jens-Jørgen rigtig har pustet til bålet og den opgivende attitude har sat sig fast, kan jeg godt love jer for, at det kun er nedad bakke derfra!

Uheldigvis er det ikke kun på cykelstierne, Jens-Jørgen spøger. Det er ligegyldigheder, jeg kan hidse mig op over. Når nogen går langsomt, taler lidt for højt i togkupéen eller stiller dumme spørgsmål (for ja, ifølge Jens-Jørgen findes der bestemt dumme spørgsmål). Det irriterer mig, at jeg bliver irriteret over småting. At jeg ikke er zen nok til ikke at lade det genere mig. At jeg har så mange holdninger til små ting, man ikke burde have holdninger til at det komprimerer min tålmodighed og tolerance. Men også at jeg ikke kan favne min smålighed og bare acceptere, at Jens-Jørgen er en del af mig.

Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg egentlig, at der bor en Jens-Jørgen indeni os alle. For vi bærer alle rundt på følelser, vi ikke rigtig vil kendes ved. Følelser, som jeg vil mene, er almenmenneskelige, men som vi hverken bryder os om eller snakker om, fordi de grundlæggende frembringer en følelse af skam. Det klæder jo ikke nogen at være jaloux eller vred, vel?
Det kan være svært at sætte ord på, hvad det er, der udløser den dårlige fornemmelse i maven eller det lille irritationsudbrud, som vi alle kan have i ny og næ. Nogle gange kan det være nemmere at skyde skylden på én, der ikke er lig en selv. Og præcis derfor opfandt jeg Jens-Jørgen.