SEIN anbefaler
I staren af hver måned anbefaler kulturgruppen en række begivenheder, som vi går og glæder os til. Anbefalingerne tager udgangspunkt i alverdens kulturelle indslag, men tager mest af alt forbehold for en knap så tung pengepung.
Beate skal spise (vegetariske) kjöt- og kanelbullar
Den eneste grund, til at jeg endnu ikke er taget på date i IKEA, er, at cykelturen til Gentofte er for lang. Men snart behøver vi københavnere ikke længere valfarte til det nordsjællandske for at få verdens bedste hotdogs. Den 16. august starter den kulinariske fest, når IKEA åbner på Vesterbro. Mæsk dig i bullar af forskellige slags, tyttebær-marmelade og veganske pølser. Og skyl det så ned med en omgang billig kaffe eller mælk ad libitum. Velbekomme.
Dato og tid: 16. august
Sted: IKEA Vesterbro
Pris: 10 kr. for vegetarisk hotdog, 40 kr. for kjötbullar
Læs mere her
Astrid skal på litteratur-festival
Selvom programmet for litteratur-festivalen ‘Lyse Nætter’ ikke er offentliggjort endnu, så er det én af de begivenheder, jeg ser mest frem til i august. At være til et oplæsnings-arrangement er en intim og særegen oplevelse. Jeg har ofte haft en fornemmelse af at have fået massage indvendigt efter at have hørt en eller flere forfattere læse deres egne tekster op. En følelse af at have lukket forfatteren ind under hjerneskallen og ladet dem massere empatien, fantasien og inspirationen. Luka Holmegaard, Emma Holten og Nath Krause er bare nogle af dem, jeg glæder mig til at høre på festivalen, der arrangeres af Ark Books, Møllegades Boghandel og LiteraturHaus.
Dato og tid: Festivalen finder sted d. 26. august og d. 2. september
Sted: Møllegade, København N
Pris: Gratis
Læs mere her
Zaka jazzer på Søhesten
Hver onsdag aften på Søhesten er det Live Jazz, der fylder. Mellem kl. 20-22 bliver lokalet et hyggeligt og intimt sted, der tiltrækker både jazz-elskere og nysgerrige sjæle, der ønsker at udforske ny musik. Det kan være alt fra en date-night, en god aften med vennerne eller en solotur, hvor man kommer alene og møder andre musik-interesserede mennesker. Med en masse dygtige musikere, der hver uge går på scenen, får du en unik chance for at opleve jazz-musikken live. Så sæt kryds i kalenderen en onsdag aften i august og oplev Live Jazz på Søhesten.
Dato og tid: Hver onsdag mellem kl. 20-22
Sted: Søhesten, Sølvgade 103, København K
Pris: 50 kr.
Læs mere her
Martin skal snuse til upcoming kunst
Festivalen POP UP ARTS er en meget sympatisk københavnsk kunstfestival, der siden den første udgave i 2020 har arbejdet på at udbrede kendskabet til mestendels unge, upcoming nordiske kunstneres værker. Festivalen finder sted på tre pladser i byen og er en fantastisk og kærkommen mulighed for helt gratis at se, hvad der rører sig i kunstscenens vækstlag. Brug weekenden på at nå rundt til alle tre pladser. Men har du travlt så prioritér i hvert fald Silke Riis, Nina Sikkersoq og Morten Underbjerg.
Dato og tid: 5. og 6. august
Sted: Højbro Plads, Charlotte Ammundsens Plads og Israels Plads.
Pris: Gratis
Justus skal (også) ind og se Barbie
Den Barbenheimske pr-koldkrig er næppe gået nogens næse forbi. Det er nok lidt en åbenlys anbefaling som årets måske mest omtalte kulturfænomen, men den får lige et ekstra skud på stammen her. Barbie-filmen har allerede smadret flere box-office rekorder (inklusiv Oppenheimers… 🙂 ) takket være en af de mest gennemførte pr-kampagner, jeg længe har set. Oppenheimer virker ganske vist til at være (endnu) en ganske god Christopher Nolan film, men Barbie har cementeret sig som noget større. Jeg har ikke set filmen endnu, men det forlyder, at man kan se frem til en humoristisk, selvironisk og kulturpolitisk fortolkning af den ikoniske dukke og hendes venner – så det gør jeg.
Dato og tid: Hvornår du vil
Sted: Biografer rundt i landet
Pris: 100-130 kr.
Hvad tænker du?