Mor, min mor

13. maj 2024

I går var Mors Dag. I dag deler tekstgruppen minder, de hver især har om eller med deres egne mødre. Med inspiration fra børnebogen ‘Mio, min Mio’, der blandt andet behandler den familiære kærlighed mellem Mios far og Mio, er følgende digte blevet til.

Klik her og Støt SEIN

Anette, min mor

At rejse er at leve, at rejse er at ringe hjem til mor og sludre, snakke, græde lidt – få svar på spørgsmål, få orden på spekulationer

At rejse er at finde ud af, hvor stort et savn, jeg kan have til min mor: Og finde ud af, hvor meget dét kan fylde

At rejse er at savne sin mor, længes efter hendes kram, hendes stemme, hendes råd, hendes energi i et rum

Jeg savner måden, hun er min mor på

Charlotte, min mor

Min mor siger, se nu solen, lyset

Hun ser ud ad vinduet, og der er erantis og vintergækker i haven

Min mor siger, det vi ikke bare lige ser også findes

Min mor siger, vi er heldige

Ellen, min mor

Der står et bilde av oss på pappa sin pult, det er kanskje 17 år eller mer siden det ble tatt

Vi har begge pannelugg – håret ditt var og er brunt og krøllete, som mitt også siden har blitt, men den gang var det rett og blondt

Vi har klatret opp i et tre og smiler ned på den som tar bildet

Jeg fryder meg over å bli tatt bilde av og du holder rundt meg og er glad

Lea, min mor

Jeg får tit at vide, at jeg ligner dig, men jeg har aldrig kunnet se det selv

Nu, når jeg kigger på dit billede, er det mit eget blik, jeg møder

Nu er dit klædeskab blevet mit, jeg låner dine interesser, og vi deler vores humor

Nu bliver jeg ældre, og det gør du også: Nu bliver jeg endnu mere som dig, og dig som mig – måske det nu ikke gør så meget

Abelone, min mor

Jeg sidder ved spisebordet igen og læser avisen og trækker vejret med hånden under hagen og skipper halvdelen af artiklen, fordi jeg vil læse den næste

Hun sidder ved spisebordet igen og læser og trækker vejret med hånden under hagen og skipper halvdelen af artiklen, fordi hun vil læse den næste

Hun ser op på mig, der kommer gående ud fra køkkenet, og hun rækker hånden frem mod mig – og jeg lægger hagen på hendes hoved og siger:

“Godmorgen, mor,” og hun lægger hånden på min kind og læser en overskrift op

Annemette, min mor

Jeg har aldrig tvivlet på min plads i dit hjerte, men da mit eget sagde *grrrr*, mærkede jeg den tydeligst

Jeg lå svøbt i dine arme hver aften den næste uge – selvom jeg ved, at du hverken bryder dig om at dele seng eller sove tæt

Du blev hjemme næste dag – holdt “barnets første sygedag”, selvom jeg både var for gammel til det og ikke syg

Du puslede stykkerne af mit hjerte sammen, hverken med hast eller pres, bare med rolig hånd og kærlighed præcis som du, Annemette, min mor

Dorte, min mor

Med fast rute i skramlende, oftest overfyldte bybusser, hele vejen mod endestationen

På et sæt sæder et par rækker frem for de midterste skydedøre, hende på det yderste sæde, mig ved vinduet, mens takter og trin udfoldede sig for mit indre blik

Som fast rutine hver mandag, onsdag og om søndagen; dansetræningen skulle passes, plejes, en prioritering for os begge

I bussen, seks gange på samme uge, 312 gange på et år: tur/retur-ture med mild køresyge og megen kærlighed, ved siden af min mor, min støtte og (forstår jeg nu) største supporter

Sabine, min mor

Sagde, Calle, smut i haven, der hvor alferne bor / Sagde,

hæng nøgler i træet for forårets komme / Sagde,

pluk sol-, stikkels-, hindbær, ribs og blomme,

Mor, min Sabine, bor hver en time, inde i min have

Vicki, min mor

Jeg husker dengang, du kaldte far my husband, selvom I var skilt: Vi var på ferie sammen, bare os fem, alt var, som det plejede, udover dig og far nu ikke boede sammen længere

Jeg husker også den dag, I blev gift igen

Det er mærkeligt, at jeg først er begyndt at sige “jeg elsker dig” nu, men jeg er glad for, at jeg er begyndt

Ikke bare at tænke det, men også udtrykke det

Gitte, min mor

Jeg så hende ikke som noget vildere end en mor, hun skal være, fordi hun fødte mig

Men da min far sluttede ægteskabet med hende, og fandt kærligheden et andet sted, og jeg så hendes sind for første gang, skrøbeligt og menneskeligt, lærte jeg hendes person at kende

Og nu fylder mor-rollen på smukkeste vis, fordi hun stadig er den mor, hun altid har været, men pyntet og forstærket af en ren og omsorgsfuld personlighed, jeg nu ser

Og med et liv levet, og ovenpå stærkere end før, leves livet videre; og nu er min mor min veninde

Marie, min mor

Hvis ikke det var du, som lærte meg å svømme, har du lært meg å holde det ved like

Til saltvannet drar vi, når saltvannet renner nedover kinnene: En, to, tre svømmetak ut i det åpne hav og salte tårer blir til dråper i havet

Våte kropper etter kveldsbad, pakket inn i håndklær

“Ein angrar aldri på et bad,” sier du


Tekst: Pauline, Jonas, Tilde, Elida, Calle, Hannah, Clara, Céline, Amanda Oline, Johanne & Emma Johanne
Visuelt:
Lærke Thers Karlshøj
Redaktører: Johanne Ringøen & Emma Johanne Holmen Christensen

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her