Når cykelhistorien skrives…

Inden cykelhistorien bliver skrevet ned, kan man starte med at undre sig over, hvorfor i alverden det er så interessant, hvad der bliver skrevet. For handler det ikke bare om et sæt træstamme-tykke ben, der tramper pedalerne helt flade på en alt for dyr cykel? Selvom svaret er “jo, naturligvis”, så har jeg en helt særlig fascination af de helt spinkle overkroppe med solbrune arme, der tonser op ad et bjerg. Særligt når det er Tour de France, der bliver cyklet, er magien for mig allerstørst, for det er mit barndomsløb. Det er mindet om campingture og regnvåde eftermiddage med min far inde i campingpladsens tv-stue med andre lignende par. At juble stort, når yndlings-danskeren kørte først over stregen. At slukke tv’et i bitter forargelse over, at det modsatte, noget mere sandsynlige, skete – at det var en helt forkert, der vandt etapen. 

Men den store fest kommer ikke til at gå over i historiebogen. Jovist vil nogle cykelfans kunne huske tilbage på dengang rytterne kørte over Amalienborg Slotsplads, eller dengang et af de mindste ‘bjerge’ i Tour de France, Côte d’Høve Stræde, var pakket til bristepunktet med cykelfanatiske tilskuere. Det vil nok også blive husket, at rytterne vistnok kørte over en eller anden enormt lang bro i stiv modvind og fyldte jyske landeveje. Men det, der for alvor kommer til at blive husket, er resultaterne. Hvem kørte hurtigst på den københavnske enkeltstart, og hvem kunne sprinte sig til triumferne i henholdsvis Nyborg og Sønderborg? Den danske Tour-historiker Joakim V. Jakobsen vil nok tilegne de første tre etaper lidt flere spalter i sit tour-leksikon end sædvanligt, men ellers er de helt overraskende resultater udeblevet. Dermed ikke sagt, at Tour-starten i Danmark går i glemmebogen. For selvom der for de mange udenlandske sportsjournalister ikke har været noget spektakulært at skrive hjem om, er der nok et par millioner danske cykelfans, der aldrig vil glemme de sidste par dage. 

Her på hviledagen, som af en eller anden grund altid er en mandag, er det nok ikke rytterne, der har mest brug for at slappe af. Så strabadserende har de første cirka 400 kilometer på dansk grund heller ikke været. Men for de omrejsende cykelfans er det vist rimeligt, at der lige bliver holdt en lille pause. For det har været fem dages cykelfest i Danmark uden lige. 

Allerede fra holdpræsentationerne i Tivoli kunne man mærke, at den store cykelfest ulmede, og stilheden før stormen blev afløst af en massiv lydmur fra publikum, så snart nye ryttere trådte på scenen. Ikke overraskende blev de danske ryttere taget imod med skrål og pift og sang, men selv de mindre hold fik lov til at mærke danskernes cykelglæde i Tivoli. Den moderne danske nationalsang, shå-lå-lå, blev kastet efter ryttere, der lige i en kæk sidebemærkning fik noteret, hvor glade de var for Danmark. Et shå-lå, der hev mundvigene opad på de fleste ryttere og også afkrævede et par enkelte danske tårer. En sitrende stemning, jeg ikke kunne have forestillet mig, da jeg som barn sad i en mørk tv-stue på campingpladsen. Og cykelløbet var endnu ikke engang gået i gang.

To dage senere satte rytterne sig på enkelstartscyklerne i København. Tidligt på formiddagen gik vi et lille hold venner ud til Langelinie for at få lov til at opleve rytterne køre forbi sent på eftermiddagen. Heldigvis sad spændingen oppe i halsen sammen med vores medbragte krydderboller, og ventetiden var det hele værd. Hver eneste rytter mødte på hver centimeter af ruten en lydmur af tilråb og koklokker, skrig og hujen, der kunne have hylet selv de mest fokuserede ud af den. Der var larm og fest, selvom hver rytter kørte forbi Langelinie hurtigere end man kunne sige “Den Lille Havfrue”. Ude på ruten kunne vi ikke rigtig følge med i, hvem der vandt, men så snart nogen fik oplysninger, bredte de sig som en steppebrand mellem publikum. “Bissegger er styrtet,” blev hvisket i krogene, og “MADS P. ER FANDME NUMMER TO” blev brølt, da han krydsede stregen. Belgiske Yves Lampaert endte med at tage sejren og blev hyldet på podiet i Rådhuspladsen. For os kunne det have været hvem som helst, der tog sejren. Hver eneste rytter var fantastisk at se stryge forbi med 50 i timen. 

Et propfyldt morgentog til Nyborg dagen efter lod os forstå, at det ikke skulle være så nemt at få en plads på ruten. Der blev ikke givet ved dørene ved målstregen i Nyborg – der var fyldt op i både første, anden og tredje række, så vores plan om at se rytterne brage ind med 70 km/t var allerede en tabt sag. I stedet kunne vi bruge dagen på at dalre rundt på en græsplæne med storskærm, der føltes som en gammeldags messe. Der var ikke mange meter mellem, at der blev stukket os solbriller, hatte og kuglepenne i hænderne, og græsplænen blev langsomt fyldt mere og mere op, mens vi spillede hacky-sack med en lille bold fra Dansk Metal. Da det blev en realitet, at danske Magnus Cort fik skrabet nok bjergpoint sammen til at komme i den prikkede bjergtrøje, løftede plænen sig og hævede sine stemmer til et jubelbrøl, der kun blev overgået af, da Cort trådte op på podiet et par timer senere for at lade sig hylde i trøjen. På stregen blev Mads Pedersen slået af Fabio Jakobsen, der havde dagens absolut stærkeste ben. Det tog toppen af stemningen, inden folk huskede, at de fik lov til at se Cort på podiet et kvarters tid senere. 

Mellem anden og tredje etape fik vi et velfortjent hvil, inden de fyldte toge på ny var vores morgens virkelighed. Som de mest hardcore festivalgæster ved, er det essentielt at stå foran, og vi fik os langsomt møvet gennem menneskemængden hen til hegnet i startområdet. Her blev rytterne hevet op på scenen og præsenteret én for én til stor fornøjelse for det fremmødte publikum. De højtråbende og ihærdige kunne også tilrave sig en autograf eller et billede. Da starten tidligt på eftermiddagen gik, var der folkevandring fra starten i Vejle Havn op til Côte de Koldingvej, hvor Magnus Cort igen kunne lade sig hylde af de cykelglade danskere. Der findes snart ikke flere måder at sige det på, men stemningen var sublim, og den tynde bornholmer smilede under overskægget hele vejen op ad “bjerget”. Man kunne høre, at han kom på flere hundrede meters afstand. En lydbølge fra bunden af Koldingvej gik som den klassiske publikumsbølge hele vejen op og nåede sit klimaks, lige da han kørte forbi. Vi stod bag ved de først fremmødte på et autoværn. Både Cort og feltet så vi kun i glimt, men det var rigeligt, vi havde alligevel fået sat ansigt på dem alle tidligere til præsentationen.

Og for vores vedkommende var der ikke mere cykelløb i Danmark i denne omgang. Helt smadrede og med bentøjet i uorden drog vi hver til sit. Selvom vi på hviledagen skal smide benene op, kan det være svært at få armene ned. For sikke et vanvittigt arrangement. Sikke en energi fra publikum. Selvom det ikke er det danske Tour-publikum i sig selv, der går over i verdenshistorien, er jeg alligevel overbevist om, at oplevelserne fra vejene vil blive en del af vores egen historie. Og det vil jeg til enhver tid betale for ved at sidde og vente på den københavnske asfalt i seks timer.