Når din livsfilosofi er en fixiebike

24. juni 2021

Livet er så ufatteligt langt, at det nogle gange kan være uoverskueligt, især når vi i en tid rammet ind af præstationskultur og FOMO ikke helt har overskuddet til at tage den med ro. Vores nutid er blevet vores fremtid. Hvad er det egentlig for nogle følelser, der rumsterer under overfladen, og hvordan får det os til at tænke og opføre os? Måske burde vi lige stoppe op en gang og sætte fødderne på jorden.

Kære dagbog

Så mødes vi igen. Sidste gang var d. 23. maj 2008 hjemme hos Cecilie. Hende fra Magnus’ klasse. Det var der, hvor vi så Kung Fu Panda, og hendes far forstuvede anklen, fordi han faldt over deres hund. Jeg kan næsten ikke engang huske det, eller hvordan det føles at være barn faktisk. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst gik tidligt i seng.

Det er over ti år siden, jeg sidst så Kung Fu Panda, og jeg synes, det føles, som det var februar i sidste uge, og nu er det juni lige om hjørnet. Min påskeferie forsvandt ud i den blå luft, og jeg har det, som om jeg bliver kvalt i alle mulige planer. Magnus bliver student, Janne skal giftes, de gamle har sølvbryllup, og Emilys lille ny skal døbes – mega stress.

Begge mine kusiner er lige blevet kandidater, og de snakker ikke om andet end penge og flyrejser, som om klimaet er lige meget. Jeg synes, det er vildt stressende at tænke på deres liv – jeg har det, som om jeg bare piller navle og slet ikke kommer nogen steder. Jeg ved ikke, hvad jeg gør forkert. De har bare styr på deres lort, og jeg kører i cirkler i en gokart! Jeg magter slet ikke at sætte mig ind i, hvad jeg skal resten af mit liv, jeg aner ikke, hvordan man træffer sådan en beslutning. Er det bare at vælge et eller andet eller hva’? Jeg tror snarere, jeg ved, hvad jeg ikke vil, end hvad jeg vil. Magnus har sagt flere gange, at han gerne vil være ingeniør, bortset fra sidste år hvor han gerne ville være dyrlæge, men så fandt han ud af, at hans snit aldrig ville blive højt nok (hvis han altså nogensinde får taget sin eksamen). Han har været sygemeldt så længe, at han sikkert skal tage et år om … Hvis det sker, kommer vi til at gå på samme årgang. Det tror jeg, ville blive ret underligt.

Marie slog op med ham i sidste uge, og jeg kunne have revet hovedet af hende, hun syntes åbenbart, at han var kedelig. Magnus har bare siddet og gloet ud i luften siden, hvis det var et job at se på maling tørre, så tror jeg, han ville have haft en masse overarbejde, lad os bare sige det sådan.

Hvem slår lige op med nogen, fordi man synes de er kedelige? Sådan noget pis! Hun er en fed idiot. En ting er at synes, at en situation eller dynamik er kedelig, noget andet er at sige, at nogen er kedelig. Han fortjener også bedre end en, der konstant søger lykkefix i ting, der kan glasere hendes richkid status. Selvom vi alle går op i image, var Maries image måske også lidt større, end hvad var godt.

På pænt fransk så får jeg bare spat af egoistiske mennesker, der ikke opfører sig ordentligt. Hvorfor lærer man ikke det i skolen? Lige nu bliver vi bare spyttet ud som grå legoklodser, nul dannelse whatsoever. Man skulle ikke tro The Wall var fra 79 … Folk kunne godt tage at blive lidt voksne og tage noget ansvar i stedet for mentalt stadig at aflevere sig selv i vuggestuen hver morgen. Det siger jeg måske også kun, fordi jeg ikke dyrker de samme ting som de andre, de virker bare så overfladiske og hormonstyrede. Det er ret ekskluderende.

Det virker bare, som om det eneste, andre vil have, er konstant opmærksomhed for de ting, de laver, og det er til at brække sig over. Se mig her, se mig der. Det er ligesom at gå i klasse med 20 influencere, der alle sammen promoter den samme opvaskebørste (egentlig en brugbar genstand, men det er jo ikke den dybe tallerken), Nyt, størst, dyrest, bedst, blablabla. Det er fuldstændig som at se små børn råbe om, hvis far er stærkest, eller hvem der er bedst til stikbold. Hvis de nu til gengæld kunne få lidt ydmyghed og en stopknap – det ville ren idyl. Logik for burhøns er det da at holde bøtte, medmindre man har noget klogt på sinde. Det er en kæmpe blærkultur i den her klasse, kunne folk ikke bare være lidt mere stille og rolige. I det mindste har jeg kun et år tilbage, det kan jo være jeg får en åbenbaring, og alt lige pludselig giver mening. Kærligst mig

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN