Når du rejser

04. januar 2018

Om lidt rejser du måske selv – langt væk. Eller også er der snart nogen, der rejser fra dig – endnu længere væk. Barbara og Olivia har selv prøvet at været i henholdsvis den ene og anden situation. Sammen har de lavet en huskeliste til de rejsende. Ting. Mennesker. Oplevelser. Alt det, man skal huske, så man ikke glemmer hinanden.

Illustration af Thit Thyrring

Det kan være svært at rejse alene i et fremmed land – eller måske endda på et fremmed kontinent. Det kan være skræmmende og spændende. Fantastisk og ensomt.
Og så er der alle dem derhjemme. Hvad laver de mon? Tænker de på mig? Eller har de allerede glemt mig? Hvordan holder man fokus på nuet og på ens oplevelser? Og hvordan undgår man den typiske FOMO, når man kan se, at alle ens venner er samlet hjemme i trygge Danmark?

Samtidig kan det også være svært bare at være derhjemme, hvis ens venner er på den anden side af jorden. Når man ikke længere kan kontrollere, om de passer på sig selv eller være med, når de dummer sig. Hvor tit må man egentlig ringe og tjekke op? Og må man gerne være misundelig, når det føles, som om alle andre er ude at realisere sig selv på fremmede kontinenter, og man måske er en lille smule bange for at blive glemt?

Når man rejser ud i længere tid, føles det, som om den gamle verden derhjemme med venner, familie, arbejde osv, erstattes fuldstændigt af en ny. Den indeholder måske palmer og mærkelige madretter, vandreture i bjerge eller kaotiske og forurenede megabyer. Den indeholder også hjemve, tvivl og savn. Men den er den nye virkelighed, og det kan være virkelig svært at forstå, at verden fortsætter som hidtil hjemme i Danmark. Man tænker lidt, at alting må være sat på pause. Især når man så kommer hjem igen, og det faktisk virker til, at der ikke er sket en pind. Man kan tænke, at verden måske faktisk har stået stille? Folk taler om det samme, ser det samme i fjernsynet og drikker øl de samme steder, og så føles det så tomt og mærkeligt at dumpe ned i den gamle verden efter at have levet i en helt fremmed og kaotisk én for en stund…

Olivia

Når du rejser, så husk at trække vejret. Sug alting ind, der er, lige nu og her i den anderledes tropiske luft. Træk også vejret og mærk, at du stadig er dig.
Tænk på alt det, du har, og dem, du er rejst fra. Måske trækker du vejret samtidig med en af dem lige netop nu?
Husk, at der er nogle, der elsker dig.
Husk at være i kontakt med dem, bare en gang i mellem.
Husk at dele dine oplevelser med dem, men ikke hele tiden.
Husk, at rejsen er din.
Husk at være modig, men ikke at overskride dine grænser.
Husk at savne på den gode måde, hvor længslen ligger som en tryg baggrund, du på et tidspunkt skal hjem til, men ikke noget du går og tænker på hele tiden.
Husk, at alting nærmest altid løser sig.
Husk, at tiden faktisk også er gået i Danmark, selvom det ikke føles sådan.
Og husk, at det er okay at have det svært med at vende hjem igen.

Barbara

Når du rejser fra mig, så husk mig.
Husk at ringe, når du når frem. Husk dit pas og husk at passe på dig selv.
Nu går vi hver vores vej, men jeg lover at være her, når du kommer hjem.
Hvis du altså lover at huske på, at tiden ikke har stået stille, mens du var væk.
Husk at have din taske på maven, så der ikke er nogen, der kan stjæle dine ting.
Husk ikke at gå med fremmede, husk at pakke ekstra rene underbukser.
Og husk din madpakke.
Husk ikke at gå alene gennem mørke gyder om natten.
Husk, at jeg elsker dig.
Husk ikke at tænke for meget på os herhjemme, der går og fryser.
Husk at være til stede, hvor du er, og sug alt, hvad du har, til dig.
Husk ikke at glemme mig.

Hvad tænker du?

  1. Anne-Dorthe Juel siger:

    Hej Olivia og Barbara. Det er fine tanker om at skulle ud og rejse og vende hjem igen samt at være den forladte. ?. Jeg ved ikke hvad FOMO betyder. Det står ikke forklaret nogen steder synes jeg !!
    Kh Dorthe ( Anne’s kollega)

  2. Barbara siger:

    Hej Dorthe! Fomo står for Fear Of Missing Out, altså at man er bange for at gå glip af noget. Et meget yt begreb 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her