Jeg vil fortælle et venskab
Hvad har en vennegruppe brug for udover hinanden og et sted at mødes? I dette indlæg beskriver Sigrid en typisk forsamling bestående af hendes bedste venner i et ønske om at hylde det samvær, der er skrællet ned til noget meget basalt.
Kaffen er ikke klar endnu, for man ved ikke, hvornår der kommer nogen til at drikke den. Vi har aftalt klokken fire. Den første kommer ti over, den anden tyve. Forklaringer, der bærer præg af undskyldninger, bliver mumlet ind i kraven på jakken, mens den tages af. Tilgivelse bliver sendt ud af fingerspidserne, når værten løfter en flad, afværgende hånd: ikke tænk på det. Vi venter stadig på den sidste. Vi bliver enige om, at vi nok godt kan lave kaffen nu. Hun svarer nok bare ikke, fordi hun er på cykel, og havde hun ikke også haft en dårlig dag, eller hvad var det, hun skrev i gruppechatten?
Samværet har ikke en fælles opstart ved bordet. Vi glider rundt i lejlighedens rum: Én henter mælk i køkkenet, en anden skal lige på toilettet, hvilket onde tunger ville sige, man kunne have gjort hjemmefra. Jokes bliver opfundet, mens vi passerer hinanden, og når man er klar til at levere dem, er modtageren for langt væk. Det sjoveste ved dem bliver, hvordan vi bliver insisterende, gentager dem højere og højere for at få et “nåååårgh.” Det mest organiserede, vi gør, er, når vi skal ryge. Så stimler vi sammen for at rulle og skyller ned ad spiraltrappen i ét ryk.
Klik her og Støt SEIN
Jeg skal tisse. Jeg gjorde det ikke hjemmefra, fordi jeg allerede var ved at komme for sent – så vil jeg hellere gøre det hjemme hos Esther, det er hyggeligere. Så gør man det nærmest sammen, siger jeg til mig selv og de andre, og de bekræfter mig fra køkkenet. Jeg dufter til mine hænder, efter jeg har vasket lavendel-skummet af, tænker over, hvordan hjem udarter sig forskelligt af tilfældigheder. Esthers sæbe, der er bedre end min, fordi hun bor tættere på et andet supermarked, og vores kaffer smager forskelligt. Men de har alle det tilfælles, at de er billige. Elkedlen rumler, indtil den slukker i et suk. Det ringer på dørtelefonen, og den, der er tættest på, lukker Kaja ind.
På vej ind ad døren stønner hun højt, før hun siger andet, og begynder at hale sit lange tørklæde af. Det løber hen over hendes skosnuder og bag om hendes hoved igen; Det ligner, at hun pakker en industri-støvsuger sammen. Vi kigger afventende på hende, mens hun bliver færdig med sin ugidelige strip-tease. Hun går hen mod bordet og rykker en stol ud, sætter sig på den med benene spredt i fuldt vingefang, puster håret væk fra panden, siger “jeg har haft en fucking lortedag.”
En gang imellem går det op for os, at vi har det samme som dem i 'Venner' - altså venner
Esther sætter kopper på bordet. Vi griber alle til, fylder dem med kaffe, og de bliver til vægte, der lader vores albuer synke ned i bordet. Kaja fortæller om sit lort – det er noget med arbejdet. Synne har prøvet noget lignende lort før, fortæller hun, og det hjælper lidt på det hele. Vi drøfter ikke verdens-situationen, vi drøfter person-situationen. Det er ikke problemer, som nogen komité eller arbejdsgruppe skal løse. Det er erfarings-udveksling og kærlige spark i røven. Vi er en afdanket udgave af ‘Sex and the City’: Vores liv er mindre spændende, og ikke nok med at vi alle har pandehår, så er det også hjemmeklippet. En gang imellem går det op for os, at vi har det samme som dem i ‘Venner’ – altså venner. At vi er hinandens holdepunkt, som vi altid vender tilbage til, selvom vi konstant er ude at flagre.
Kassen med maling bliver hevet frem, og vi taper papir fast på bordet foran os. Til højre for bordet har Esther lavet en opstilling til stilleben af frugt, glas og porcelæn, som vi maler efter. Hver vores pensel er vores egen talepind: Vi løfter dem fra papiret og kigger op, når vi gerne vil sige noget. Vi snakker om, at ingen af os har nogle penge. Vi snakker om, hvilke ting man kan lave, når man ikke har nogle penge, hvilket jo i sig selv er en gratis ting, man kan gøre. Vi snakker om, hvad vi vil gøre, når vi engang har penge. Vi snakker om, hvad vi skal male: Hvad maler du? Vi snakker om, at vi gerne vil se hinanden mere, end vores skemaer tager hensyn til, knytter vores hænder om penslerne og banker forstilt i bordet. Det er et tilbagevendende problem.
Vi skaber ikke vilde historier her. Vi fortæller vores egne, hvad der skete i byen, efter de andre gik hjem. Hvis du har en bussemand eller generelt tager dårlige valg i livet, skal du nok få det at vide. Med en kaffekop i hånden, som du kan gemme dig lidt bag.
Skribent & redaktør: Sigrid Langgaard
Hvad tænker du?