Når frugt rådner

19. marts 2019

Det er svært at sætte ord på tanker efter et break-up. Nogle gange er det nemmere at beskrive det gennem noget andet. Derfor har Rasmus skrevet om rådden frugt og halverede granatæbler. Maya har taget fotos til teksten.

Min mor boede i en kort periode i Japan. Hun studerede japansk, og da jeg var lille, elskede jeg at kigge på hendes mange bøger fyldt med helt uforståelige tegn. Jeg elskede at høre hendes malende beskrivelser af bjergsider, der om foråret var dækket af lyserøde kirsebærblomster, og om efteråret af flammende røde momijiblade. Jeg kan huske, hun engang havde købt en Nashi, en slags japansk pære, og jeg kan huske, hvordan hun skrællede den og skar den i både, ligesom hun fortalte, hun havde gjort det i Japan. Jeg har også minder om en have i Rom, hvor duften fra appelsin- og citrontræerne var så kraftig, at det var utroligt, at luften kunne indeholde andet end den, og jeg kan næsten ikke spise en nektarin uden at tænke på solbeskinnede sommerdage i Sydfrankrig.

Og så har jeg minder om dig. Jeg kan huske vores første dag i Bruxelles, da du gik ned i receptionen for at klage over en mistænkelig vindrue på gulvet i vores hotelværelse, der vidnede om en meget minimalistisk form for rengøring. Og den sidste dag, da vi sad i solen udenfor banegården. Det var en tidlig morgen, og vi spiste frugt skåret ud i små stykker. Jeg drak friskpresset appelsinjuice.

Det ville jeg have skrevet en tekst om, men i dag slog vi op. Vi slog op i dag, og det er ved at være forår, men det er, som om alle blomsterne visner, før de er sprunget ud. Som om alle frugterne er faldet af træerne og er gået i forrådnelse, før de er blevet modne. Jeg tænker på dengang i Bruxelles. Det er snart et år siden, og vi kommer aldrig til at sidde der udenfor banegården igen. Jeg forestiller mig, at jeg en eller anden dag kommer til at spise et stykke frugt, der smager eller dufter fuldstændigt som den morgen, og at den uforudsete konfrontation med minderne hurtigt vil få mig til at gå i stykker. Jeg forestiller mig, at jeg vil ligne en af de der karakterer på film, der bliver skudt, hvorefter man i få sekunder kan se chokket malet i deres ansigter, inden de falder om.

Jeg forestiller mig, hvordan hele gaden duftede sødt af gæret frugt.

Jeg kan huske, der var en veninde, der fortalte mig, at hun havde set en kvinde tabe sin indkøbspose på jorden. Alle hendes frugter trillede ud af den og blev ødelagt på den hårde asfalt. Jeg forestiller mig frugterne ligge der på gaden i solen. Hvordan de blev mere og mere rynkede og slatne, indtil hvid og blålig mug langsomt begyndte at indkapsle dem, mens fluer sværmede omkring dem, og myrer fortærede dem lidt efter lidt. Jeg forestiller mig, hvordan hele gaden duftede sødt af gæret frugt, og hvordan hver eneste fiber i frugternes kød langsomt blev opløst, indtil der ikke var andet tilbage end små klistermærker af plastik. Fyffes eller Chiquita kunne der stå på dem.

Lige nu har jeg det, som om jeg er i en slags følelsesmæssig forrådnelse. Som om jeg venter på, at al smerten og frustrationen og bitterheden og forvirringen bliver opløst. Også selvom jeg godt ved, at der måske altid vil være et lille klistermærke af følelser og minder, som tiden ikke kan nedbryde, ligesom naturen ikke kan nedbryde frugternes klistermærker af plastik. Det minder mig om Lana Del Rey-sangen ‘Cherry’, hvor hun synger om at elske nogen så meget, at man selv – og alt andet – falder fra hinanden og bliver ødelagt. “My cherries and wine, rosemary and thyme, and all of my peaches are ruined” synger hun. Det forekommer mig lige nu at være en ret fin måde at håndgribeliggøre følelsen af at blive ødelagt indeni. Lidt ligesom det der meme, hvor der er et billede af et halveret granatæble med teksten “This is a real human heart after heartbreak. So sad :(“.

Det er en meget rar måde at forestille sig et knust hjerte på: fyldt med skinnende, små, røde perler.

Hvad tænker du?

  1. Gry Sofie Johansen siger:

    virkelig relaterbart, tak for det

  2. Sofie Hoppe Søe siger:

    Sikke en fin metafor kærlighedens facetter. Det søde, der også kan rådne. Det hårde ved kærlighed er at det er kærlighed – ikke had. Ingen ønsker at gøre en ondt. Og at blive bekræftet i om at kærligheden var og er der – fordi det er kærligheden man mærker i sorgen – er nu alligevel en smuk tanke, synes jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *