Jeg rydder op, når jeg skal sove

18. december 2017

I øjeblikket bliver Oskar holdt vågen af sine egne tanker – og af rodet på sit værelset. Det roder nemlig, når man er ved at afslutte gymnasiet. Når man er stresset uden at have travlt. Og når man noglegange er lidt for alene. Oskar har skrevet en tekst om at rydde op midt om natten, og Astrid har fanget mørket med sit kamera.

Fotos af Astrid Lund Johansen

1

Jeg sidder vågen mandag nat. Jeg har holdt fri fra skole for at få ro på mit liv og på min krop, som har været forkølet hele weekenden. Få overblik. Så jeg igen vil kunne glide ind i en hverdag, hvor jeg skal få det hele til at fungere. Jeg er ikke stresset, men jeg har travlt for tiden, og jeg mister overblik. Jeg ser mig omkring og ser folk lave dobbelt så meget som mig. Jeg ser dem balancere skole, tre jobs, fester hver weekend, opretholde venskaber, pleje deres hud og deres Instagram. Jeg tænker, at jeg har travlt, måske fordi jeg bruger så meget af min tid på at tænke alting igennem. Sidde her lammet og tænke.

Jeg er ikke stresset. Men i aften summer min krop af stress og tanker. Braser min krop sammen, hvis jeg kaster den ud i nye projekter? Kan folk lide mig? Der er tusind ting, jeg er bange for eller glæder mig til. Jeg har så meget drivkraft i mig, jeg vil opnå så meget. Men jeg sidder stille, rører mig ikke, opnår intet.

Mit værelse roder i aften. Jeg hader rod. Jeg har bare kastet tingene fra mig, hvor jeg stod, og sat mig foran computeren med summende fingre. Jeg kan ikke samle mig om rodet, jeg kan ikke samle mig om sproget. Når jeg tænker en sætning, er min hjerne allerede ved den næste.

Det har været mandag. Hverdage uden skole er mærkelige. Jeg gik for sent i seng i går også, min hjerne tænkte og tænkte, indtil den udmattede sig selv, og jeg faldt i søvn. Nu er vi her igen.

2

Hver morgen står jeg op og går i skole. Før det har jeg ligget, begravet i dyner og overvejet at pjække, forsøgt at falde i søvn igen, så jeg kunne sige, at jeg sov over mig. Så længe jeg kan huske, har mit liv været formet af en række institutioner, jeg er kommet i næsten hver dag: vuggestue, børnehave, folkeskole, gymnasie. Den ene institution tog over, hvor den anden slap, men nu slipper de snart op. Om lidt er gymnasiet slut, jeg skal holde pause. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om mit liv falder sammen og bliver formløst?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på mit liv som en avanceret fletning, der nemt kan gå op. Trådene, jeg nænsomt binder sammen, den højere enhed, der aldrig holder særligt længe.

Hvidt computerlys i mørket. Jeg burde have sovet for længst. Jeg bliver stresset af at tælle de få timer, før at jeg skal op. Så lægger jeg mig og mærker minutterne forsvinde, og stressen bremse søvnen. På et tidspunkt vil jeg falde i søvn, fordi stressen bliver distraheret midt i en tankerække. Når vækkeuret ringer, vil jeg rejse mig og slukke det, prøve at falde i søvn igen. Den søvnløses rutine.

3

Nogle dage trækker jeg et ubehag fra skoledagen med mig hjem. Det hænger ved og gør, at jeg føler mig fedtet og beskidt. Nu ligger jeg i dynerne, her har jeg ligget, siden jeg kom hjem. En følelse af ensomhed og frustration har lagt sig her med mig. Som en ubuden gæst.

Timerne er forsvundne, stearinlysene er brændt ned. Jeg ligger her, helt energiforladt og føler mig smurt ind i fedt. Det er dage som disse, jeg burde sove væk. I stedet ligger jeg vågen og spoler mig gennem Netflix-serier, jeg ikke gider se. Natten er ubehageligt påtrængende, jeg bliver klaustrofobisk mellem dyner, lommetørklæder og tilfældigt tøj. Jeg veksler hele tiden mellem at lufte ud, fryse, tænde radiatoren, have det varmt.

Intet, jeg gør, hjælper.

4

Lejligheden er anderledes om natten. Lydene af mine egne skridt og de andres søvn i mørket. Jeg er den eneste vågne. Jeg lister rundt, fylder glas med vand, smider det skrald ud, der har hobet sig op på værelset i løbet af dagen. Jeg rydder op nu i nat. Jeg rydder som regel op på mit værelse inden søvnen. Det gør mig mere rolig: så kan jeg vågne og starte forfra.

I natten står tankerne fra dagen tydeligere frem. Det føles som et natligt arbejde at skulle kende dem, sortere dem og lægge dem fra sig.

 

Billeder af Astrid Lund Johansen

Hvad tænker du?

  1. Cille siger:

    Jeg elsker det her, Oskar, og relaterer så meget.
    Du skriver så fint!

    1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

      Tak Cille!! <3

  2. En anden søvnløs siger:

    Vildt flot skrevet – og alt for relaterbart. Jeg oplever det lige nu

    1. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

      Tusind tak <3 Håber du falder i søvn snart! Nogle gange hjælper det at skrive det hele ned;)) x

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *