Når nederlag bliver til sejr

En mørk morgen i december stod jeg på en scene og kiggede ud over 90 ansigter, der alle havde deres blik rettet mod netop mig. Jeg havde meldt mig til at holde oplæg til dagens morgensang på højskolen, og jeg skulle fortælle om noget, jeg det meste af mit liv havde opfattet som min største svaghed. Nemlig det at være følsom. Mere følsom, end hvad der måske er normalt. Dét, som for et par år siden blev alment kendt som “særligt sensitiv”, og som medier hurtigt fik travlt med at omtale som et opdigtet fænomen af curlingforældre, der overpylrer og overbeskytter deres børn, men som for mig havde haft afgørende betydning for mit forhold til mig selv.

Siden jeg var lille – og også knap så lille, ja, faktisk hele mit liv – har jeg været meget følsom. I folkeskoleklassens mindste trin blev jeg kendt som hende, der let blev ked af det, og da jeg den første dag i 7. klasse blev mødt med kommentaren “Ej, har du nu grædt igen?”, besluttede jeg mig for, at jeg aldrig skulle lade andre se min følsomhed igen. For den var – i min erfaring – kun en belastende og hæmmende størrelse, som i mødet med andre kun medførte skam.

Og pludselig stod jeg så der på et podium i en gammel højskolesal og fortalte om noget, jeg havde brugt størstedelen af mit liv på at undertrykke og skjule for omverdenen. Det føltes lidt, som om jeg skar en lang sprække ned gennem min mave og lod alle kigge ind på alt det, jeg tidligere havde gjort mig så store anstrengelser for at skjule. For bare fem år siden havde det været et utåleligt nederlag. Og nu var det pludselig en sejr.

Da jeg som 17-årig første gang læste beskrivelser af de cirka 15% af befolkningen, der er udstyret med dette særligt sensitive nervesystem, var det, som om en brik, jeg havde båret rundt på, men aldrig havde kunnet identificere, faldt på plads. Som om jeg godt havde vidst, at noget var anderledes, men aldrig havde kunnet finde ud af præcis, hvad var og hvorfor. Som jeg derfor havde pakket ind i vat og gemt væk, så godt jeg nu kunne – i hvert fald overfor alle dem, der helt sikkert (ligesom jeg selv) ikke ville kunne forstå det.

Jeg har lært meget, siden puslespilsbrikken endelig faldt på plads, og jeg for første gang rigtigt kunne se billedet af mig. Jeg har lært, hvordan mit nervesystem – på et helt håndgribeligt, fysisk niveau – er mere modtageligt overfor impulser. Jeg har lært, at følsomhed ikke er synonymt med at være svag, men ligesom alt andet er en meget mere kompleks størrelse. Jeg har lært, at nogle af de egenskaber, jeg er allermest stolt af ved mig selv, alle er blevet forstærket af, at jeg også er sensitiv. Og jeg har lært at bruge følsomhedens bedste kvaliteter aktivt og er blevet bedre til at identificere og give slip på nogle af dem, som ikke gavner mig.

Men vigtigst af alt lærte jeg den dag på talerstolen, at grænsen mellem nederlag og sejr er illusorisk. Den eksisterer simpelthen ikke. Det kan godt være, det vil være svært at indse, det kan godt være, det vil tage noget tid, og det bliver helt sikkert ikke altid nemt. Men det er sandheden.
For nederlag er i bund og grund kun nederlag, så længe vi gør dem til det.