Når ret bliver til uret, bliver modstand til en pligt

Blokerede broer, spærrede indgangsporte til Aalborg Portland, afbrudte partileder-debatter på landsdækkende TV og forsøg på at lime sig fast til et Picasso-maleri.

De seneste år har klimabevægelsen, Extinction Rebellion (også kaldt XR), haft travlt. XR er en bevægelse, som arbejder med ikke-voldelig civil ulydighed. Kort sagt er civil ulydighed en metode, som borgere kan udøve, hvis de føler sig svigtede af magthaverne og vil gøre dem opmærksomme på det. Se det som en slags mellemregning for historien. Mange af de demokratiske rettigheder, som i dag betragtes som selvfølgelige, er opnået ved, at borgere netop har anvendt civil ulydighed. Fra frihedskæmperen Mahatma Gandhis protester mod det britiske kolonialstyre og rødstrømpebevægelsens kamp for ligestilling blandt kønnene til arbejdernes kamp for strejkeret og bedre vilkår.

For nyligt afbrød bevægelsen DR’s partilederdebat to dage før valget, hvilket fik Søren Pape til – i bedste skolemester-stil – at skrige: “Det er demokratiets aften. I ødelægger demokratiet. Hvad bilder I jer ind?” Hvis vi ser bort fra Papes snævre forståelse af, hvad demokrati er, så er hans reaktion et eksempel på XR’s problem. Pape lyder ikke som en, der bliver overbevist af en sådan aktion. Det bliver et problem. For målet for en ikke-voldelig civil ulydighedsbevægelse er vel at overbevise folk om, at budskabet er værd at lytte til?
For at besvare det, er jeg – en sen eftermiddag i alt for koldt vejr – taget ud for at tale med Theis, der er medlem af XR.

Ideerne og analyserne sprutter ud af Theis, som var han en fysisk version af Informations klimasektion.

“Jeg tror, at det er uundgåeligt, at vi kommer til grundlæggende at forandre den måde, vi lever på.”

Og ændringen sker igennem kamp:

“Vi kæmper mod kapitalismen. Vi kæmper mod et forbrugersamfund og en kultur, hvor vækst går forud for natur og mennesker,” forklarer han.

Påskønnelse af naturen skal være kuren på vores afhængighed af det materielle. Den milde østjyske dialekt står i kontrast til de alvorlige ord.

Nødvendighedens konfrontation

Retorikken minder mig om FN’s generalsekretær, Antiónio Gueterres, der i sin tale til åbningen af COP27 dystert sagde:

”Vi er på vej mod klimahelvede, og foden er stadig på speederen.”

Det er svært ikke at være enig med de to herrer. Næsten al videnskab tyder på, at vores nuværende samfundsindretning, forbrugsvaner og livssyn blot vil øge risikoen for en kernenedsmeltning af det selvsamme samfund, vi kender.

Når noget er så presserende, er det måske konfrontation, der skal til, før du og jeg forholder os til det fortrængte. Her spiller XR en central rolle, mener Theis:

“Vi bidrager med et input, som er meget fysisk og visuelt, når vi blokerer trafikken. Vi markerer enormt tydeligt, hvad det er, vi kæmper for. På den måde bidrager vi ved skubbe samtalen i en mere progressiv retning.”

Og måske er konfrontationen og de nærliggende, ultimative krav nødvendige. På XR’s hjemmeside finder man krav, såsom: Regeringen skal handle nu for at stoppe tabet af biodiversitet og reducere drivhusgasudledninger til netto nul i 2025. Ved første øjekast kan det virke voldsomt, men der er en mening bag det. Netop de radikale krav er formentlig med til at flytte udgangspunktet for samtalen om klima inden for og uden for Christiansborg.

Vi spiser mindre kød, og genbrug er blevet et mainstream-fænomen. Og klimaloven endte med at ramme målet om en 70% reduktion af drivhusgas-udledningerne i 2030 i forhold til 1990. Politisk ønsketænkning fra de grønne partier blev til en realitet. Lige præcis derfor, hævder Theis, har XR en særlig eksistensberettigelse.

Oprørets sang

Kulingen bider sig roligt fast i kroppen. Flere mennesker flyder forbi os, mens vi snakker. Vi sidder nede på den gamle lystbådehavn i Aarhus. Theis og jeg skiller os tydeligt ud. Her er kutymen mørkeblå overalls og grønne gummistøvler. Imens Theis snakker, grubler jeg over, hvad de mon vil tænke om Theis og XR’s aktioner. Theis nævner, at sammenhængskraften er altafgørende i sådanne opgør:

”Oprøret er jo den samlede befolkning. Det er altid en udfordring, at man kan komme til at skubbe folk væk. Problemet er bare, at vi kæmper mod tiden. Hvis vi rammer tipping points, så er hele diskussionen ligegyldig.”

Kampen med tiden er reel. Sommerens hedebølger i Europa og de nuværende oversvømmelser i Pakistan er bekymrende eksempler på ekstreme hændelser, som vi mennesker lige nu og i fremtiden skal tilpasse os. I lyset af dette, burde man vel kunne forstå Theis og XR’s desperate konfrontation. Måske ligefrem hoppe med og deltage. På trods af det, er min umiddelbare fornemmelse, at de her mennesker nede på lystbådehavnen ikke nødvendigvis føler sig som en del af Theis’ og XR’s opgør.

Og det er også en af de store problemer ved bevægelser, hvis du spørger Marshall Ganz, som underviser på Harvard og selv har været aktivist. Oveni i det var han hovedarkitekt for den bevægelse, som Barack Obama succesfuldt red på under sin præsidentkampagne i 2008. For Gantz drejer det sig om, at bevægelser finder en måde at sætte ord på deres følelsesmæssige fundament, så alle kan forstå det. Han taler om, at bevægelser synger. Og sang er en koordination af følelser. I sangen deler du et universelt sprog, og det skaber solidaritet. Og solidariteten giver medlemmerne en fornemmelse af dybe forbindelser, som gør, at man tør løbe en risiko sammen.

Når Theis og XR synger om tipping points, kapitalismen, den monetære og ikke-monetære livsstil, netto nul-udledninger i 2025, så synger de til et bestemt publikum. For nemmere er det nok for dem, som står i en privilegeret position, at synge om hvordan vi systematisk skal ændre den måde, vi lever på. Sværere er det for folk, der i forvejen føler sig overset, og som har det svært i det eksisterende samfund. Her kan sangen opfattes som uharmoniske noder og uforståelige strofer. I stedet for at samle, udgyder det provokation, som skubber folk væk. Kritikken af systemet lyder som en personlig kritik. Og i et sådant terræn blomstrer polariseringen – vend blot øjet mod de gule veste i Frankrig.

Vend så blikket tilbage mod den gamle lystbådehavn. I løbet af interviewet lagde jeg mærke til noget. Theis omtaler ofte klimakrisen som “klimakampen”. Og at “klimakampen” skal bekæmpes med ikke-voldelig civil ulydighed. Men kan man kæmpe en kamp ved at være ikke-voldelig? Ligger der ikke en modsætning i “kamp” og “ikke-voldelig”?
Og måske kan kampen i sidste ende komme til at kræve andre metoder end ikke-voldelig civil ulydighed, siger Theis:

“Jeg vil i hvert fald ikke udelukke, at vi kan komme til at tage mere drastiske metoder i brug på et tidspunkt, men det afhænger meget af, hvad der bliver gjort politisk.”

Imens mørket roligt falder på over os, siger Theis:

“På mange punkter vil det måske gavne, at vi er mindre oprørske i vores udtryk.”

At skrue ned for det oprørske, provokerende, vrede er en tanke, der er bragt til live før. Moderen til denne tilgang er den kenyanske klimaaktivist, Elizabeth Wathuti. Til COP26 i Glasgow holdt hun en meget opsigtsvækkende tale, hvor hovedbudskabet var kærlighed. Vi skal åbne vores hjerter. Vi skal få hinanden til at elske og sætte pris på naturen. Vi skal ændre verden, fordi vi har en dyb kærlighed til hinanden og naturen. Umiddelbart lyder det som en meget smuk sang. Spørgsmålet er, om vores venner nede på den gamle lystbådehavn også synes det.