Nostalgi fra vores alle sammens barndom

Kollager af Vita Christensen

Nostalgi er noget af det bedste og det værste. Følelsen er svær at placere på en skala over sørgeligt og lykkeligt og kan for mig bedst beskrives som en uforklarlig knugende fornemmelse i maven over noget, der ikke længere er. Det er tit, at jeg har siddet med venner og snakket om fænomener fra vores barndom, hvor alle sætninger starter med ”Ej, kan I også huske…?”, og når vi først er kommet i gang, kan det blive ved i flere timer, det er rart, og det er ikke til at holde ud. Det har altid givet mig en følelse af samhørighed, specielt med barndomsvenner, som jeg har en særlig referenceramme med, men også med den generation, jeg er en del af. Den generation, som er ung i dag, og som på trods af forskellige baggrunde og opvækster har set, læst, danset og lyttet til mange af de samme ting i 90’erne og 00’ernes børneunivers. En samhørighed over, at vi på en eller anden måde har fået en brøkdel af den samme opdragelse uafhængigt af vores forældre.

I de her samtaler om barndomsminder bliver der også ofte sagt noget i retning af ”tingene var sgu bedre dengang”. Når jeg ser børn i dag, der render rundt med iPhones og tager selfies, snakker om Instagram, youtubere og TikTok (som jeg stadig ikke ved, hvad er), så tænker jeg over, om det er rigtigt. Det kan virke, som om der er alt for meget skærmtid, men der var også mange skærme, da jeg var barn: Game Boy, VHS-film og spil på gratisspil.dk fyldte meget i hverdagen. Alligevel har jeg en følelse af, at det var en ”sundere” og mere simpel form for skærmtid end iPads, gaming og Netflix. Men er der nogen skærme, der er sundere end andre? Var MGP-sangene virkelig bedre dengang, og havde børneprogrammerne mere dybde, eller er det bare, fordi vi husker tilbage på det med nostalgisk ømhed…?

Jeg har ikke svaret, og jeg er langt fra ekspert i, hvad der fylder i børneværelserne i dag, men jeg har alligevel fået lyst til at dvæle lidt ved nostalgien, indkapsle og dele den.

Jeg har samlet ti udklip af noget, der har været vigtigt for nogen, der var barn samtidig med dig, som de synes fortjener en hyldest, eller som fremprovokerer den nostalgiske varme særligt meget.

Fjernsyn for dig:
Pige, 22 år 

Det var sådan en tryghedsting. Man så det lige før, man skulle spise aftensmad, mens ens forældre var i køkkenet. Der var den der lille forfilm til Anna og Lotte med en dreng med store briller og hans hund, der ville kigge med i avisen. Det delte lidt vandene, om man kaldte det Børnetime eller Fjernsyn for dig.  Jeg har svært ved at huske, hvad der egentlig blev sendt i børnetimen, som lidt misvisende kun var en halv time, men det var klart dagens højdepunkt. Jeg kan huske den tryghedsfornemmelse, men jeg kan ikke gøre noget for at få den samme følelse, som når jeg så børnetime som lille. Det er lidt ligesom med juleaften, når man pludselig ikke kan mærke julemagien længere.

Sims:
Pige, 22 år 

Jeg har brugt så mange timer som præteenager på at spille Sims. Det var en måde at undersøge så mange aspekter af livet på. Jeg vidste ikke, hvad flirt betød, så jeg omtalte det overfor min familie som ”flirt”, altså med dansk ”i-lyd”, og de måtte fortælle mig, hvad det betød. Ubehaget, når de skændtes og gav lussinger, eller den uforklarlige spænding, når der var ”juhuu” under dynen.

Morgenfjernsyn:
Dreng, 20 år 

Noget af det, jeg husker som det bedste fra min barndom, var de tidlige morgener med dyner i sofaen til Morgenhår, som blev sendt på DR fra kl 7:00. Jeg kan særligt huske Skrål, Alfons Åberg og Braceface. I sommerferien var det SommerSummarum, som jeg husker som en uundværlig del af de somre, hvor jeg ikke skulle på ferie eller noget andet fedt. Så kunne man i hvert fald være hjemme til at følge med i SommerSummarum.

Fastnettelefonerne:
Dreng, 24 år 

Jeg kan stadig nogle af mine barndomsvenners fastnettelefonnumre i hovedet, fordi jeg har tastet dem ind så mange gange, når jeg skulle ringe og spørge, om vedkommende ville lege. At stå og pille lidt nervøst ved telefonledningen, når man venter på, at ens ven i den anden ende ville komme til telefonen.  

Nana:
Pige, 23 år 

Jeg elsker stadig Nana, jeg husker det som utroligt befriende at se. Nana, der bliver forvekslet med en dreng, og som var meganervøs inden sin første skoledag. Det at mor og far kunne sige ”vi boller” midt i fjernsynet. Nanas sjuskede og lidt upædagogiske far, som taler til sin datter i øjenhøjde. Problemstillingerne var så simple og alligevel så underholdende. Det var med Nana, at jeg første gang fandt ud af, at man kunne være fræk og sød på samme tid.

Frikvartersunderholdning:
Pige, 22 år 

Tamagotchi, Beyblade, Diddl-papir og Pokémon-kort. Det var nogle gange en lettere vej ind i det sociale, at man kunne mødes og bytte kort i frikvarteret. Man havde noget at bonde over, som de fleste kunne være med til. Jeg fik min første kæreste, fordi jeg byttede et af mine sjældne Pokémon-kort til et af hendes lidt mindre sjældne. Og så kunne jeg invitere hende med hjem og se min samling.

At gå til bageren:
Pige, 23 år 

Det der med at have venner sovende i weekenden, og så hentede min morfar eller min mor snaskede chokoladeboller fra bageren om morgenen. Jeg synes ikke, at det er det samme at gå til Lagkagehuset.

Singstar:
Pige, 19 år 

Jeg har virkelig brugt mange timer på at klæde mig ud og skråle med på ”De første kærester på månen” eller ”Ramt i natten” med mine søskende. Jeg tror, det har været med til at give mig et afslappet forhold til at synge foran andre og måske også til at stå på en scene. Man tænkte ikke over, om det lød godt eller ej, bare så længe man fik mange point og fik lov at vælge en sang.

Naturpatruljen og Doktor Pjuskebusk:
Pige, 21 år 

At en voksen og respekteret mand stiller sig op på TV og lugter og snakker om lort, var noget af det sjoveste, jeg vidste. Generelt tror jeg, at voksne mennesker, der turde fjolle, var noget af det, jeg elskede allermest som barn. Det gav mig en kæmpe tryghedsfølelse, at man stadig kunne lege, selvom man blev gammel. Min yndlingsleg med mine to bedste venner blev at gå i skoven med dykkerbriller på og lege Naturpatruljen.

MP3-afspilleren:
Dreng, 24 år 

At lytte igen og igen til de samme tre album med The Black Eyed Peas, Akon og Britney Spears. Jeg kan stadig huske de sange, jeg har hørt på en bestemt ferie fra min barndom, fordi jeg lige havde fået et nyt album med Outlandish ind på MP3’eren, men jeg aner ikke, hvad jeg hørte på min sommerferie sidste år.

Måske tænkte vores forældre det samme, da vi sad og spillede Nintendo i stedet for at lege i træerne – at de havde det sjovere og mere rigtigt, da de var børn. Der vil nok altid være børnefænomener, som tilhører en generation på en helt særlig måde, og jeg er sikker på, at den generation, der er børn lige nu, også kommer til at tænke tilbage på de gode gamle dage med Frozen og morgenture til Lagkagehuset. Men jeg er i tvivl, om de vil huske de gode tider på iPhonen, og måske vil de, lidt ligesom jeg selv, ærgre sig over, at den ”legende” barndom sluttede tidligere, end den behøvede? Men om det så gælder mine forældres, mit eget eller mine kommende børns univers, vil jeg udbringe et længe leve voksne, der tør fjolle, ting, der gør det lidt mere ok ikke at skulle på sommerferie, og kort, man kan bytte sig til kærester for.