Tildes kig ind i krystalkuglen: ins & outs 2024

29. januar 2024

Et nyt år byder unægteligt på nye trends og fænomener. Nogle af dem er gakkede, andre er cool, men én ting er sikkert: Som bruger på enhver social medieplatform kan det ikke undgås at blive inspireret (eller influeret). Tilde har spået om, hvad 2024 mon vil byde på.

Hvis bare du er en smule online, har du nok set de såkaldte “ins and outs 2024“. Førhen stødte jeg kun på dem i the fashion world – men fagre nye verden: Nu forudser jeg, blandt så mange andre, hvad der vil være in og out i vores alles kommende år. 

Det hele startede, da jeg var til en fødselsdag i december og brugte meget af aftenen på at brainstorme med de respektive gæster. Vi brainstormede om, hvad de store fashion trends mon vil blive i 2024. 

Jeg var klar i min sag. Krokodilleskindsprint – wow, mega in, tænker du nok – og jeg forstår dig udmærket. Krokodilleskind har aldrig haft en særligt fremtrædende rolle i mit liv, men i år bliver anderledes. Vi har set meget pels i modebilledet, især det seneste år, og imens det “falder ned” og bliver hverdag, er jeg klar til at se krokodilleskindet skinne på dig og alle dine venner. Jeg forestiller mig lange boots, frakker og måske endda nogle toppe med printet.

Klik her og Støt SEIN

(Fast) fashion comes with a price

Her er det selvfølgelig vigtigt at huske, at et overforbrug af tøj er helt vildt out i 2024 (og for evigt, egentlig). Jeg vil derfor vædde min brors mest dyrebare Pokémon-kort på, at du kan finde masser af mega svedigt krokodilleskind på Facebook Marketplace, Trendsales, Vinted eller i din lokale genbrug.

Som du kan læse om i det sidste SEINblik her, må den europæiske tøjindustri ikke længere afbrænde ubrugt, ikke-købt tøj. Kæmpe sejr! Men vi forbrugere må også mindske vores overforbrug af tøj, ellers ender kloden i flammer.

Derfor er et klart in, set med mine øjne, at bytte tøj med sine venner, genbrug – både donation og køb – at lappe huller og slide i dit tøj, at lave dit eget tøj og at have det samme outfit på igen og igen. Min seje veninde, Liv, er også mester i lag-på-lag, som er en genistreg, hvis man kedes af tøjet i skabet, men ikke ønsker at købe nyt. Long story short: I 2024 er det mega in at gøre sin tøjcyklus langsommere.

Hvad med at skrue tempoet ned?

I stil med boykotning af fast fashion skal fart være out i 2024. VI HAR FOR TRAVLT! Relax a little. Stå lidt tidligere op om morgenen, drik en kop te, tag din hjemmestrikkede sweater på og mærk roen. Slet TikTok – ikke sandt venner? Vi ved alle, at det er en tidssluger, og derudover skaber det også en helt falsk følelse af afslapning. Afslapning er ikke konstant zapning og informationsbombardement.

Pak telefonen væk i 2024. De gør os for pressede, de skide telefoner. Som jeg nytårsaften diskuterede med en veninde: “Jamen, hvad gør man så, når man vil slappe af?”. Det er også kritisk, at telefonen er det eneste, vi så kan ty til. Læs en god bog – det kan godt være, du bliver søvnig, men så tag en lur i stedet. Jeg tror, verden vil være et bedre sted, hvis flere af os tog lure. 

Ellers kan du tænke tilbage på, hvad du lavede i din fritid som barn. Jeg plejede at farvelægge Mandalas, klatre i træer, lave hjemmelavet slim eller give mine barbiedukker nye looks. Det er ikke alle de aktiviteter, der siger mig lige meget mere, men mange kan nytænkes, så de passer til dit lidt ældre selv.

Jeg vil vove at påstå, at de fleste af os så vores venner meget mere, da vi var yngre, eller i hvert fald sås med vores venner på en helt anden måde. En meget mere umiddelbar, afslappet måde. Både et svar på at pakke telefonen væk og skrue ned for farten, kunne være at sørge for kvalitetstid med venner. Vi kunne eventuelt bare mødes om at bage pebernødder sammen? Som faktisk også er en kæmpe in hele året (altså pebernødder).

Hvis du nu alligevel kommer til at savne fart i dit liv – så se ‘Cars’-filmene. God kvalitetsunderholdning er nemlig også totalt in i 2024. I de hurtige liv, vi nu engang lever, kan det være nemt at se 10.000 TikToks eller korte YouTube-videoer, da det virker helt uoverskueligt at finde tid til at se en flere timer lang dokumentar. Jeg synes, vi skal gøre os selv den tjeneste at se dem alligevel.

Jeg er helt klar over, at døgnet ikke bliver længere – dét havde været mit største in, hvis jeg altså kunne styre Jordens omdrejning. Jeg siger bare, at der ikke er noget i vejen med at se en film i bidder; en halv time her, et kvarter der, og på de fleste streamingtjenester behøver du ikke engang selv at huske, hvor langt du har set. Den husker det jo for dig!

Her kommer en lille rapid fire runde: årets farve. Jeg tror, det bliver lilla. I disse kolde måneder, vil tonen nok være meget dunkel, og så ser jeg den gerne blive noget lysere til sommer. 

Levende lys. Jeg er klar over, at levende lys er forurenende (hvis man har pengene kan man købe soya- eller bivokslys), men her kommer lige lidt girl-math: Hvis alternativet er at have lamper tændt, som bruger strøm, og også skal produceres, emballeres og så videre, så kan levende lys ikke være så forfærdelige, vel?

Bedragersyndrom, eller mere populært imposter syndrome, er ekstremt out i 2024. Vi bør alle tro lidt mere på os selv, ellers er der heller ingen andre, der kan det. Du er mega dygtig og lige præcis, som du skal være. 

Temafester er super in. Her er lidt inspiration: “Pirat-party“, “fontæne-fest” (chokolade, ost, alt andet i flydende form, der kan løbe i en fontæne), “tøj-eller-ting-bytte-bal”, “kreativitets-kalas”, “gode-nye-venner-gilde” (alle gæster medbringer en gæst eller to, som de andre gæster ikke kender). Der er ingen undskyldning: Hold de fedeste temafester i 2024.

At hænge ud med folk i forskellige aldersgrupper er in. Ofte har du ret meget tilfælles med dem på din egen alder. Hit up en pensionist i ny og næ eller spil bold med nogen børn. Jeg tror, det vil gøre det nemmere at forstå hinanden, og derfor skabe mere kærlighed.

Påbud eller selvbestemmelse?

Og hvis du har læst helt her til, er den sidste pointe nok endnu mere vigtig. Jeg har udpenslet, hvad jeg synes, at jeg, du og alle andre bør gøre. Jeg har opstillet en masse påbud. Noget, vi som unge mennesker har mødt hele vores liv.

Christian Hjortkjær skriver i sin bog ‘Utilstrækkelig’:

“der er meget få ting, du ikke må i dag, men der er utrolig mange ting, du skal” 

Men hvem er det egentlig, der bestemmer, hvad du skal? Det bør i hvert fald ikke være mig. Jeg håber derfor, at du tager mine “ins and outs for 2024″ som inspiration. Dertil kan jeg tilføje, at jeg på ingen måde har en forventning om, at jeg kommer til at opnå alle de idealer, som jeg har opremset i foregående skriv. 

Jeg ønsker dig et skønt og selvbestemmende 2024! 


Tekst: Tilde Marie Bundgaard
Visuelt: Esben Løber Rosenberg
Redaktør: Emma Johanne Holmen Christensen

Hvad tænker du?

  1. William Kirk siger:

    Fed artikel, dog tror jeg at rød vinder over lilla i 2024.
    Personligt for mig tror jeg dog mest på blå🌊
    Og fedt med flere film!! Og biler er et konge sted at starte🚗💨

  2. Annemette Bundgaard siger:

    Klogt og vedkommende – skal snart (gen)se Cars ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her